At få adgang til sjælen

Der er ingen genveje. Sådan er det skruet sammen fra højeste sted. Og tak for det!

Det er altid en udfordring at være og at blive i sig selv, med andre ord at få adgang til sjælen.

Vi har set det meget tydeligt ved Ungdomsoprøret, hvor en ny energi kom til Jorden, og hvordan den blev forvaltet.

Ny energi er forbundet med frihed, men også med oprør og opgør. Det var et kollektivt fænomen, der begyndte i begyndelsen af 1960’erne, som satte spørgsmålstegn ved alt, som udfordrede autoriteter, som var meget provokerende i forhold til den gamle verden.

Det afgørende for en transformation er, at vi tager energien til os, og oprigtigt lader den forvandle de sider i os, der hænger sammen med den gamle verden. Autoritetstro. Grådighed. Liderlighed. Magt.

Meget har skullet transformeres, og meget skal transformeres, inden vi for alvor kan bevæge os ind i noget afgørende nyt.

I hele processen er det enkelte individ omdrejningspunktet for, om og at det lykkes afgørende at få sjælen bragt i spil.

Faldgruberne er mange. Umiddelbart er det oplagt at nævne euforiserende stoffer, men også kæmpestore egoer.

Processen foregår både i det ydre og i det indre, intet undtaget. Vi kan ikke friholde noget, hvis vi ønsker noget, der helt igennem er sandt.

At lade ord ledsage handling. At lade handling ledsage ord.

At være et sandt udtryk for sig selv.

At være nøgne sammen i stor glæde.

At slippe alle hæmninger, men uden at slippe sig selv.

Jeg tør det, jeg gør.

Jo mere vi siger ja til os selv på ærlige præmisser, jo mere får vi fat i vores egen sjæl.

At få permanent adgang til sjælen er kun muligt ved at få samtidig adgang til sit instinkt, kort fortalt at blive et levende menneske.

Det kan ikke være noget privat. Så er det instinkt og betinget. Det skal række ud i universet, i alt hvad vi gør. Og det kan ikke på nogen måde være ekskluderende.

Det skal positivt gennemtrænge samvittighed, skyld og skam. Det er ned i vores autentiske væsen, hvor vi siger ja og smiler oprigtigt til verden.

Jeg er, hvad jeg er.

Jeg er det, jeg gør.

Sjælen er det oprindelige, det fine, det smukke, det som bare har en kvalitet i sig selv.. Vi er ikke i tvivl, når vi møder den.

Det er noget, som vi til stadighed skal forfine. Ikke ved at lave bestemte øvelser, men ved  positivt at være i livet. At glæde sig over det. At gøre det gode. At smile til verden.

Hvordan kan man kende forskel på, om man er i sin sjæl eller i sit instinkt?

Det er meget nemt. Når man er i sit instinkt, betragter man alt negativt, hvad der ikke kan lade sig gøre, hvem der ikke er i orden, og så videre. Verden opfattes som tyngde, og jeg har ikke lyst til at give slip på noget, der er mit. Verden forklares i skygger. Personer er præcis sådan, som jeg ser dem.

Når man er i sin sjæl, betragter man alt positivt, som muligheder, vi kan vælge imellem, og hvor vi skal være særligt påpasselige med ikke at gøre noget, der ikke bidrager til det gode. Vi kan også bare være i og med det gode.

At være i sjælen er at slippe tyngde og egoisme, og at kigge på hinanden ud fra et guddommeligt perspektiv, hvor vi ikke vil hinanden det ondt, men lever af at lyse på hinanden.

Når jeg er i min sjæl, så bestemmer mit hjerte, hvad der er vigtigt, og hvad der har førsteprioritet i livet.

Når instinktet bestemmer, er det pengepung, udseende, magt, prestige og alle sådan nogle forestillinger, der bliver til realitet., og dermed tungen på vægtskålen.

Instinktet skifter i øvrigt gerne taktik, bare får at få ret, kan iklæde sig en hvilken som helst ny kostume, bare det forblænder modparten. Det er fuldstændigt umoralsk i sin attitude.

Instinktet er i den form løgn, der opfatter sig selv som sandhed.

Fænomenet at falde er at slippe eller miste sjælens fine perspektiv til fordel for instinktets rethaveriske indstilling. At blive millimeterpræcis i sine vurderinger og at gå op i petitesser. At se fejl og manger, selv de mindste.

Instinktet som styrmand i livet er illusion.

Vi har alle mulighed for at få adgang til sjælen og det gode liv, hvis vi i alt er åbne, ærlige, og ikke har nogle lig i lasten.

Det er den korte version, som ofte bliver hæmmet af, at de fleste har begge ben solidt funderet i et instinkt, der gerne vil sætte dagsordenen.

For min egen skyld skal jeg finde noget i mit liv, hvor der er resonans. Vi kan også kalde det samklang. Vi kan også kalde det realitet. Vi kan også kalde det jordforbindelse. Her kan jeg mærke virkeligheden. Her har jeg fast grund under fødderne. Her kan jeg mærke mig selv.

Jeg skal ikke diskutere det med nogen. Bare have det godt med det og være med det.

Der vil derudover altid være en del af virkeligheden, hvor der ikke på samme måde er resonans, men hvor jeg kan mærke sandheden, hvor andre ikke kan. Og hvor jeg ikke skal gå i dialog, for så vil jeg måske miste mig selv, fordi de andre ikke forstår mig. Eller fordi de andre er i en skygge, hvor de er fanget. Den skal jeg bare holde mig fra. Jeg skal ikke blande mig. Jeg skal afholde mig fra at påstå noget.

Det er en god idé over for sig selv at holde disse to former adskilt og holde dem for sig selv. Det hænger først og fremmest sammen med, at man ellers nemt vil støde ind i en lavere bevidsthed, der herefter vil lave ravage. Det skal man simpelt hen holde sig langt væk fra. For jorden vil brænde under en, hvis man gør det. Og så står man måske pludselig selv uden jordforbindelse.

Hvis vi ordentlige mennesker, med hjertet på rette sted, og formår at blive i os selv, vil vi gradvist, stille og roligt, få adgang til sjælen.

Det er som at være barn igen, at grave huler, at undersøge, at være kærlig, også kærlige sammen. Det er at gå på eventyr. Og altid at respektere hinanden. Altid at vise hensyn. Altid at være åben. Altid at være lyttende. Altid at stille sig på den konstruktive side af en fordom, så den ikke får lov til at råde.

På den måde kan vi lave hul igennem, få plads i os selv, så vi oplever en sammenhæng, en identitet med vores sjæl. På den måde skal sjælen ikke kanaliseres, men er helt tilgængelig.

Det fordrer et miljø, hvor vi er helt igennem ordentlige. Hvor der er plads til os selv og hinanden. Hvor vi giver hinanden lov til at undersøge og at bevæge sig ud i alle hjørner. Altid i sandhed. Altid i kærlighed. Altid åbent. Altid med et smil på læben.

Vejen ind i sjælen matcher i øvrigt fuldstændigt meningen med livet eller vores vej, som vi engang har sagt ja til at gå. Hvis vi gør det positivt, får vi kun glæder til gengæld.

Et menneske, der ikke har styr på sit instinkt, og dermed sine lave tilbøjeligheder, vil ikke kunne få adgang til sjælen.

På vej ind i sjælen skal vi selv tage ansvaret for vores liv. Helt og holdent. I alle detaljer.

Her kommer alle vore læreprocesser i spil. Det er den sande prøvelse. På den gode måde.

Vi vil være tilbøjelig til at gentage mønstre og spil, der alle har sin oprindelse i instinktet.

Dem skal vi evne at møde og transformere.

At møde en anden sjæl er at møde en anden cirkel. I fuld integritet. At være og blive i denne integritet.

At være indstillet på at gøre alt forfra. For sjælefredens skyld.

Når vi taler om sjælefred, handler det om sjælens integration eller integritet i vores menneskevæsen. Når vi flygter fra os selv, forsvinder sjælen i vores liv, vores væsen, og vi står tomme tilbage.

Det er ligesom ubetinget at være der for en elsker, et menneske som jeg rigtigt godt kan lide. Som jeg vil gøre alt for.

Jeg mister bare ikke mig selv på noget tidspunkt. Jeg bliver fuldstændigt stående i mig selv. Men jeg er der for den anden.

Når man mister kontakten til sin sjæl, ryger man tilbage til en skyggetilværelse.

Når man er i sin sjæl, har man kontakt til det sande i livet.

Hvad vil det sige at have kontakt til sin sjæl?

Det har noget at gøre med at være fuldstændigt ligetil. For det er jo mig selv.

Men det har også noget at gøre med at give slip på alt det, man forbinder sig med.

Sjælen i sig selv er noget utroligt smukt og fint. Når vi er i os selv, har vi kontakt med vores sjæl.

Det er meget nemt at miste denne kontakt. Det ved vi, når vi oplever det.

Når vi er i den, er vi ikke i tvivl. Men vi kan også godt mærke, når den slipper.

Og er vi lidt mere fintfølende, kan vi også mærke hvorfor.

Både hvordan vi kan være i den, og hvordan den kan slippe.

Sjælen er noget, vi har rundt om os, hvis vi giver den lov. Og som jo også kan komme ind i os og virke indefra.

Adgang til sjælen handler om, om og hvordan jeg har trimmet mig selv, hvor parat jeg er.

Det handler om at bearbejde mønstre, og på den måde at have gjort klart til, at noget fint og smukt kan komme ind i mit liv.

Der er ikke plads til begge dele. Hvis man er grov og firkantet, er der selvfølgelig ikke plads.

Pladsen er noget med at give mulighed for, at et stillads kan blive bygget op, der giver naturlig plads til glæde, som ikke mindst lukker andre ind, når de banker på, og aldrig ignorer noget, hverken i sig selv eller i andre. Lytter, mærker, rører, føler, sanser, giver plads.

En forelskelse er en invitation, et tilbud fra sjælen, om sammen med en anden at bevæge sig ind i en verden af sandhed og kærlighed.

Vi kan med lige så stor ret kalde det en invitation til at blive barn på ny.

En forelskelse, når den er dyb, er også en hjerteåbning.

Hvorvidt den bliver ved med at være det, afhænger helt af parternes vilje til at gå dybt og at blive i sandhed sammen, at udvikle sig gennem de udfordringer, der altid vil dukke op.

Hvis vi altid er i vores barnlighed og i kontakt med sjælen, vil en forelskelse være en gave til os, en ny måde at kigge på os selv. En sådan proces vil altid også være helt afhængig af partnerens ønske om og evne til udvikling. Et andet ord for at transformere mønstre.

Hvis vi omvendt gerne vil være voksne på de voksnes præmisser, er forelskelse at betragte som sindssygdom, som man hurtigst muligt skal blive færdig med igen, så man igen bliver afrettet og kedelig og konform og ligegyldig. Og farveløs.

At have sjælen i spil er altid at lade et højere perspektiv få plads.

Aldrig at stille sig i vejen for dette perspektiv.

Altid at anerkende, at der sagtens kan være en anden eller noget andet, som er vigtigere end det, som jeg bringer i spil.

Altid at give plads til, at have et åbent øje mod sandheden.

Man får kun adgang til sin sjæl, hvis man har styr på sig selv.

At lukke op for sjælen er at løsne båndet til instinktet.

Det kan kun lade sig gøre i en atmosfære af fuldstændig ærlighed og fuldstændig åbenhed.

Sjælen er summen af alt det, vi kommer med.

At blive i sin egen energi er nøglen til at få adgang til sjælen.

Det forudsætter, at man altid kan mærke sig selv, at man altid har kontakt til sig selv.

At få adgang til sjælen er at komme ind under huden på sig selv.

Det forudsætter, at man har fuldstændigt styr på anstændighed og ordentlighed.

Sjælen kan kun trives og udfolde sig i fuldstændig frihed, fuldstændig ærlighed, fuldstændig åbenhed, fuldstændig kærlighed.

Det er en ny måde at være menneske på, som ikke tidligere har været mulig her på planeten.

Som en bevidst og direkte mulighed for enhver, der oprigtigt ønsker det.

Forudsætningen er, at vi siger ubetinget ja. Hver for sig.

Og jo også, at en har gået vejen, for at vise den.

Det er derfor, jeg skriver bøger.

Sjælens univers er sandhed, men ikke instinktets kyniske sandhed.

Det er en meget vigtig forskel.

At være i sin sjæl er at være i sig selv.

Det er en logik, der er så enkel, og dog så sjælden.

For de fleste er mere i deres instinkt, hvor den bundne form forhindrer sjælen i at blive tydelig.

Når man har en falsk bevidsthed, har man selvfølgelig ikke adgang til sin sjæl.

Sjælen er så fin en energi, at den ikke kan være i et menneske, der handler som et dyr. Heller ikke som en havnearbejder.

Egoet er den største forhindring. Hvis ikke man evner eller ønsker at kigge på og at møde sig selv, er der lukket for den fine energi. Vejen til sjælen går gennem en transformation af alt, hvad jer er. Hen imod noget mere sandt. Men hvis jeg er bundet til mursten og en partner, der også er bundet til mursten, har ingen af os adgang til denne binding.

Meget energi er i øvrigt bundet i mursten. Murstensenergi i den sammenhæng et udtryk eller for dyb og ureflekteret ubevidsthed, hvor man identificerer sig med sine vaner og anden bundet tingslig styret adfærd. Og hvor attituden bliver tilsvarende hård og betinget, næsten synonymt med nøglen eller koden til huset eller til gitterporten.

Alle sande mennesker har haft behov for at gå afsides for at kunne skille disse energier og elementer fra hinanden. For de fleste har det været en livslang proces.

Mestre er nogle, der har arbejdet med det i mange inkarnationer, og hver gang bliver lidt bedre til det. Bare for at tilføje, at det ikke sker ved bare at knipse med fingrene.

Et ego lever af sit eget spejlbillede og har i den tilstand givet afkald på at kigge på sig selv, men også som en logisk konsekvens heraf evnen eller viljen til at møde andre på andres egne præmisser.

Hvis skyggen overtager kommandoen i et liv, har man givet afkald på at forstå sammenhængen mellem sjæl og instinkt. Ego og skygge komplementerer hinanden, hvor skyggen er bagsiden af egoet egets lys.

Som jeg oplever det, kan man som menneske godt bringe sig selv i en tilstand, hvor man afskærer sig selv muligheden for at komme tilbage til en sand selverkendelse.

Den første og primære betingelse eller forudsætning for at få sjælen i spil er en entydig og ubetinget klar aftale med mig selv om, at det vil jeg, at hele mit hjerte, hele mit sind. Der er ingen mellemtilstande, i hvert fald ikke som voksen, der altid har instinktets ufuldkommenhed liggende på vagt for igen at få overtaget og kontrollen.

At få sjælen i spil er at få den indenfor i min krop. Helt ned i fødderne. Og at lade den gennemstrømme alt.

Sjælen er, i modsætning til instinktet, bundet til guddommelig energi, hvor vi er forbundet på et dybere plan. Denne energi må vi naturligvis ikke bryde. Derfor må vi aldrig gøre andre ondt, som er en underafdeling af altid at opføre os ordentligt.

Når vi lader sjælen komme i spil, skal vi indstille os på, at der er meget andet i kroppen, som måske reagerer. Vi kan indstille os dybt på, at vi altid vil lade sjælen få lov til at råde. Så længe vi ikke har gjort det, vil instinktets lune kunne finde på at tage over, med al den smerte som det kan forvolde, især over for oprigtige relationer, hvor andre stoler på os.

Men hvis det lave har magten i os, smiler vi måske bare overbærende over andres smerte. Modsat hvis vi siger ja til, at sjælen skal være den vigtigste i vores liv.

Det er et helt afgørende valg, som ethvert menneske kun kan tage med sig selv.

Adgangen til sjælen er nogle meget fine tråde, som kan vokse sig stærke til en fin relation.

Det kan også være andre relationer, som ikke behøver at være seksuelt forankrede. I forhold til sjælen handler det om noget meget skrøbeligt, meget sårbart, som fordrer den dybeste alvor, den dybeste sandhed, men også glæde, humor. Men aldrig usandhed. Så slipper den.

Man kan godt være venner og meget uformelle. Men den grundlæggende ærlighed kan man ikke slippe, hvis ønsket er at bevare den fine forbindelse, hvor vi stoler på hinanden.

Sjælen kommer kun i spil, hvis vi formår at være gode, sande, positive, ærlige, og give slip i denne tilstand.

Man kan sagtens være forbundet til flere på en gang, så længe man er det i sandhed, åbenhed og ærlighed. Det vil altid være de implicerede, der afgør, hvad relationerne skal bestå af, hvor dybe de skal være. En hvilken som helst aftale er grundlæggende en sjælsaftale, hvis ønsket er, at vi skal kunne stole på hinanden.

Sjælen trives ikke og kan ikke åbne sig, hvis vi vælger en negativ attitude, eller reagerer ud igennem et mønster. Det sker typisk, når vi vælger tryghed og sikkerhed, og ikke vil give slip. Så bliver alt trist og forudsigeligt, selv om usandhed genererer mere usandhed, og dermed mere bundethed.

Mange vælger mistroen og mistilliden. Hvis de gør det, vælger de den hårde vej.

Den lette og enkle vej er at lytte til mig. Min vej er den, som jeg selv bevæger mig ad. Den er mulig. Den er positiv. Den indeholder glæde. Den indeholder sandhed. Den indeholder åbenhed. Men der er ikke noget af det, der sker af sig selv.

Adgang til sjælen er kun mulig, hvis man formår at blive i sig selv.

At blive i sig selv er kun muligt, hvis man formår at blive i sit instinkt.

At blive i sit instinkt er at lære at elske sig selv i alt, hvad jeg indeholder.

Instinktet indeholder noget groft, men også noget meget fint. Vi skal lære at forstå alt dette, hvor meget af det er noget, vi møder, når vi møder andre mennesker.

At få sjælen i spil er at kunne være i sit instinkt, og dermed lade sjælen komme ind at virke.

At få sjælen ind i menneskevæsenet er at lade den få fodfæste, og herefter lade den få plads hele vejen inde i kroppen, så et menneske mærker sig selv fyldt op og fyldt ud.

Det er først og fremmest i de intime relationer, at vi har mulighed for altid at være der for hinanden, men vi skal lære at lade sjælen og instinktet være i spil i alt, hvad vi laver. Det er muligt, men det er ikke normalt ude i samfundet.

Det svarer til at få et barn og at lade dette barn blive elsket, præcis som det er, uden at vi griber ind i barnets vækst.

At det får lov til at udfolde sig fra top til tå. At vi er der for det, men uden at gøre andet end at støtte det i en opvækst, hvor det vigtigste er, at barnet lærer at stå selv, og at udtrykke sig helt på sin egen måde.

Sjælen er herefter den suveræne oplevelse, som vi har i os selv og af os selv.

Instinktet er den form, som sjælen udfolder sig i. Når det sker harmonisk, er der ingen konflikt mellem de to, som i øvrigt respekterer hinanden. Instinktet, fordi vi får lov til at opleve skabelsen indefra, og hele den måde, som evolutionen har frembragt det unikke menneskevæsen på.

I dag er de fleste mennesker overvejende i deres instinkt, som jo medfører en meget mere umoden måde at være i verden på. En måde, som udfoldes næsten karikeret, når vi kigger ud i verden.

Når man som voksen ikke har adgang til sjælen, vil man være i sit instinkt. Det kan ikke være anderledes. Når man er i sit instinkt, er man overvejende i livet på dyrets præmisser, tilsat forskellige former for dannelse. De normer og fordomme, som man er udstyret med, er en slags stillads, som man har brug for, for at instinktet ikke tager magten fra en.

De 10 bud er et eksempel på et sådant regelsæt.

Læreprocessen ind i sjælen er styret af en benhård logik. Og der er ingen slinger i valsen. Det kan virke paradoksalt, men sådan er det. Og der er ingen genveje derind. Det hænger sammen med, at instinktet simpelt hen vil gøre krav på sin gamle facon, indtil man har lært at håndtere det kærligt.

Måske er det med en enkelt ord kærlighedsevnen, der er en forudsætning for at få adgang til sjælen, den kærlighed, der er funderet i hjertet,  som er kompromisløs.

Forskellen på den betingede og den ubetingede kærlighed er i hvert fald, om den er kvantitativt eller kvalitativt funderet.

Det svarer helt til at have en spirituel åbning, der kun er mulig, så længe man i alt opfører sig gennemført ordentligt.

Metaforisk kendes den modsatte bevægelse som de flammesværd, der bæres af keruber, i forbindelse med, at Adam og Eva uddrives af Paradiset.

Man kan sammenligne det lidt med en voldelig mand, der vil ind i lejligheden igen for at få fat i sin kone. Det er selvfølgelig udelukket, Han er, om nogen, i sit instinkt. Men det kan hun jo også have været, for lige at gøre den færdig. Vi er lidt for tilbøjelige til kun at kigge på det, som vi fysisk kan få øje på.

Jeg ser det lidt som et jernrør, som man skal igennem. Væggene er det nødvendige hensyn, som man altid skal tage til andre, og den disciplin eller moral, som aldrig må være til diskussion overhovedet, der handler om altid at være ordentlig. Det handler i øvrigt også om ydmyghed. Når man forstår den og følger den, er den ukompliceret og enkel.

Derfor er det også meget paradoksalt at opleve mennesker gribe det helt forkert an, og derfor miste sig selv. Og fejler man, må man som vandrer lære det på den hårde måde. Vejen til sjælen er vejen til det sande i mig, til min egen oprindelse.

Det giver god mening at forstå jernrøret, men også flammesværdene, som et nødvendigt modsvar mod det ureflekterede instinkts ubarmhjertige hårdhed og kynisme. Men jo også enhver form for følelsesmæssig ligegyldighed.

Menneskets evne til at jonglere i forskellige niveauer bruges i instinktets verden til ansvarsforflygtigelse. Det kan naturligvis ikke forsvares i sjælens verden, som vi også kan kalde etikkens verden.

Måske kan man tale om nogle regler, der skal overholdes.

En af dem er altid at have fokus.

En anden er aldrig at spille med på modpartens skyggespil, uanset hvor lavt han synker.

Men også ikke at kaste skygger. At blive i sandheden.

Aldrig at lege med andres følelser, og i øvrigt at tage sine egne alvorligt.

Aldrig at gøre sig bedrevidende på vegne af andre.

At kunne blive på stien.

At sørge for altid at have fast grund under fødderne.

Aldrig at tage noget for givet.

Der er ingen tvivl om, at der her er tale om en urgammel læring, der blandt andet handler om at stå imod tortur og de værste urimeligheder.

Der er også en regel om ikke at lade sig lokke af den opløsning, som kan være ved en seksualitet, der ikke har bund i et sandt væsen.

Altså at være i og med den sande lyst og lidenskab, og dermed at kunne være i nydelse sammen.

At skelne mellem og samtidig at kunne være i både fantasi og virkelighed.

Endelig kunne man nævne en regel om aldrig at følge en regel, fordi det er en regel, men i stedet altid at finde sandheden i sig selv, i et dybere sted.

Der er dog også positive regler, der ikke må omgås eller fraviges:

Altid at værne om det, der er sandt.

Altid at gøre det gode.

Altid at anerkende det smukke.

Ydmyghed som et karaktertræk er vist også ufravigeligt. At jeg altid er opmærksom på mit synsfelt, også som en begrænsning.

At være taknemmelig for alt, hvad der kommer til mig.

Og selvfølgelig altid at vise respekt og tage hensyn.

Konkluderende om alle disse regler er, at man skal have den ene fod inden for i sjælen og handle i sjælens perspektiv for at få resten af sig selv med. Og hvis man forveksler fodfæstet indenfor med fodfæstet udenfor, ryger man udenfor igen.

Vi kan også kalde det prøvelser, fordi det er nødvendigt, hvis man vil have adgang til evighedens perspektiv, at man skal have lært lektien. Det handler om at gennemtrænge alt i livet med sandhed og kærlighed. Det er det, som det hele handler om, når alt kommer til alt.

For ikke altid at spille bold op ad hinanden skal vi lære, hvad det vil sige at være alene, og at løse problemer på egen hånd, så relationer herefter bliver båret af frihed.

Vi kan altid mærke på os selv, om det vi gør, er i orden eller ikke. Og vi ved også, når vi er helt ærlige, hvor vigtigt det er, altid at blive på stien, i alt, uden undtagelse, hvad vi gør.

Alle, der positivt formår at blive på stien, vil være mønsterbrydere, på vej mod en transformation af den gamle og tunge verden, der jo også findes i meget moderne forklædninger.

Et menneske har ikke uendeligt mange skud i bøssen. Derfor kan det ikke anbefales at gå en masse omveje.

Omveje er især, når vi lader mønsteret styre og, og dermed gentager handlemåder, som vi burde holde for gode til at gentage.

Gør vi noget dårligt ved andre, gør vi også noget dårligt ved os selv. Og dette udtryk, os selv, er i virkeligheden vores direkte adgang til vores sjæl.

Når vi finder logikken, kan jeg ikke forestille mig nogen, der ikke fremover ønsker at blive på stien. Det er simpelt hen der, al meningen med livet og al glæden i livet befinder sig.

Vejen ind i sjælen er egentlig det samme som vejen ind i et godt forhold, hvor vi altid er der for hinanden, og aldrig kunne finde på at gøre hinanden ondt. Det er kun muligt, hvis vi begge på forhånd er gået vejen, og har skilt os af med uvaner. I hvert fald begge har taget en beslutning om, at vi altid kigger på os selv, inden vi går i clinch med modparten.

Jeg føler mig dybt privilegeret, at jeg får lov til at mærke denne logik, og at jeg får lov til og mulighed for at formulere den. Den indeholder simpelt så mange svar i forhold til, hvad det vil sige at være menneske, og hvad meningen er med livet.

Det er, at den positive vej ind i livet, som alle selv har indflydelse på, bliver så smertefri som muligt.

Det er det, som alle mine hidtidige bøger handler om, som jeg nu får mulighed for at forfine. Jeg er glad for at mærke, at jeg skal skrive om denne mulighed.

Det er denne fuldstændige selvfølgelighed, som jeg mange gange har oplevet, at andre har været skeptiske overfor. Det har været mærkeligt for mig at opleve overhovedet ikke at blive taget alvorligt, dog undtaget af børn, som bare er i livet umiddelbart.

Voksne vil helst have det kompliceret, kan ikke klare eller leve med, at det bare kan eller må være enkelt.

For at sætte tryk på har jeg flere gange oplevet andre bruge en masse negativ energi i forsøget på at undsige og eliminere mig, på vej ud af et forhold eller en anden type relation. Det har været meget smertefuldt, og samtidig helt uforståeligt. Der har på samme tid været tale om en ekstrem forvridning af sandheden og et indgreb i nogle af mine vitale funktioner. Det vil ikke være nogen overdrivelse at kalde det destruktivt.

Gennem kanaliseringer udefra, af Metatron, af Maria Magdalena, og i 1979 af et væsen, der kaldte sig Gud, har jeg lært, at jeg bare skulle være mig, at jeg var god nok. Det har været en meget mærkelig kontrast. Som om jeg ikke må være her på Jorden. Og jo specielt, fordi jeg kun er her med et positivt og enkelt budskab.

Jeg trøster mig med, at der i hvert fald har været én før mig, der også er blevet behandlet ekstremt dårligt, på trods af at vedkommende kun var her for at formidle et godt budskab.

Det følgende handler om de muligheder, vi har som menneske, over for dem, det gør noget, som ikke er i orden, som rammer os eller andre, som vi er forbundet til.

Når et menneske ikke har opført sig ordentligt, har man lov til at gå bagvejen ind og kræve sin ret.

Det svarer egentlig til at få sandheden ned på Jorden.

Hvis dette menneske omvendt havde opført sig ordentligt, ville relationen have udviklet sig i sandhedens og kærlighedens interesse, som er det, der sker, når vi lader sjælen få indpas i livet, og lader os opfylde af dens visdom og glæde.

Sjælen repræsenterer meningen med livet. Vi har brug for andre mennesker i forbindelse med at finde ud af og ind i, hvem vi er. I dette arbejde har andre mennesker, ligesom os, en opgave i at åbne sig for sandhed og kærlighed, når den opstår.

Ikke at opføre sig ordentligt er typisk at lade instinktet få lov at styre, i stedet for at lade sjælen gøre sit arbejde.

Sjælen kan ikke trives uden ærlighed og sandhed.

Men den har også brug for, at vi vender energien ud i verden, at den ikke bare er introvert og privat. Det betyder ikke, at vi skal være ekstroverte. Men det betyder, at sandhed ikke kan være noget, man gemmer væk og ikke vil være ved. Sandhed kræver et udtryk. om ikke andet så en klar intention.

Aktivt at gøre noget for andre end mig selv.

Aktivt at gøre noget for verden.

Det er betingelsen for at få adgang til den energi, som sjælen indeholder. Dermed får jeg også adgang til mig selv og min egen energi.

Så længe jeg kun bruger af min egen og måske andres energi, men uden at give noget igen, bliver jeg ikke virkelig, og vil ikke gøre en positiv forskel i verden.

Det er formodentlig årsagen til miseren i verden, at de, der har magten, bruger magten til at løfte sig selv med. Og at resten bliver inden døre, billedligt talt, men også bogstaveligt. Og hvis vi går ud, gør vi det for at få noget igen.

Kærligheden og næstekærligheden har vi adgang til, men ikke ved at pille i vores egen navle, og lade denne navle vokse.

Det er sjældent at opleve voksne mennesker bevæge sig uden for egen radius. Derfor bliver næsten alt styret af instinktet.

Instinktet er alt det fysiske, vi indeholder. Det kan måles og vejes. Det er kvantitativt.

Sjælen er, hvad vi vælger at gøre. Det er kvalitativt.

Det forudsætter, at vi bevæger os uden for os selv. Derfor er der ikke ret mange, der ved noget om, hvad sjælen i virkeligheden er for noget.

Vi kan vælge ikke at opføre os ordentligt. Det er et dårligt valg. Men det er et frit valg. Så forurener vi, både os selv og andre, og vore omgivelser.

Vi kan også vælge at lade lyset få plads i livet, at lade os gennemlyse. Det er et frit valg, men det er vejen til glæde, til erkendelse, til et godt samvær med andre.

Hvis vi lader instinktet råde, så bliver det helt sikkert mørkt og betinget.

Hvis sjælen får lov til at virke, så kan det blive rigtigt smukt.

Adgang til sjælen forudsætter, at vi har et afslappet forhold til vores instinkt. Ellers vil der være lukket.

Instinktet er vores livskraft, vores måde at bære os selv på.

I mange menneskers liv er den styret af normer, måske fordomme, der ikke tillader andet indenfor. Hvis det er tilfældet, vil alt andet være underordnet denne tilstand.

At lukke op for instinktet er at lukke op for os selv, at kigge på alt det, der binder os, og som forhindrer os i at være umiddelbart glade og åbne i verden. Det vil i givet fald være med sjælen som bisidder.

Hvis ikke vi har kontakt til vores instinkt, og kan mærke det, kan vi heller ikke få gedigen kontakt til vores sjæl.

Det er fortalt på en fin måde i lignelsen om de skjulte talenter, at vi skal bringe os selv i spil, med alt hvad vi indeholder, og fra den position lade sjælen få lov til at lege med. Det er præcis sådan, et legende barn møder virkeligheden, så længe det har og får muligheden for det.

Den voksne, der ikke har lært at være naturligt i sit instinkt, har i stedet lært at tæmme det, eller at fortrænge det, begrænse det, eliminere det. Og fra den position kan det gøre ufatteligt ondt, hvis vi på vej til at få kontakt med sjælen lader det gamle og ubearbejdede, belastede jeg, tage over igen.

Hvis vi ser livet fra hjertets position, er det altid åbent, stilfærdigt, men også kærligt, langmodigt, medfølende, venligt.

Når vi slipper hjertets position, risikerer vi at lade dyret i os overtage, med alt hvad det indebærer af kynisme, hårdhed, at være fuldstændigt ligeglad, kun at tænke på sig selv.

Hvis man er i en proces, hvor hjertet er ved at åbne, skal man selvfølgelig ikke opføre sig som et dyr. Det kan gøre ufatteligt ondt, ikke mindst på dem, det rammer.

Det er kun muligt at få adgang til sjælen, hvis vi er dybt ansvarlige, dybt oprigtige, og formår at stå i os selv. Det er ultimative betingelser.

Vi skal lære, at alle de lag, som gør os til såkaldt voksne, er sammenpressede, ofte fyldt med lidelse, med smerte. Vi kan udfolde dem stilfærdigt i kærlighed, og det er vigtigt, at vi forstår os selv og andre i denne proces, så vi altid har front imod os selv i alle processer. Ellers kan det gå galt.

Disse lag kan vi også kalde mønstre. Nederst er de traumatiske oplevelser eller primære overbevisninger. Ovenpå eller ovenover er de måder, som vi igennem opvæksten og senere i livet har lært at håndtere vore smertegrænser på. Når vi bevæger os den modsatte vej, skal vi gøre det i dyb kærlighed, til os selv og til dem, som vi er sammen med. Ellers gentager vi bare alt det, som vi tror os selv på vej ud af.

Når vi mærker skrøbelighed og sårbarhed, er det vigtigt, at vi ikke griber til gammelkendte måder at løse dem på. Det kan typisk være at stive sig selv af ved at kaste skygger, altså at se fejl ved andre. Gør man det ryger man til bage i gamle mønstre. Det er indiskutabelt. Og man eliminerer muligheden for at få indsigt, både i sig selv og i andre.

Sjælen får vi kun fat i, hvis vi gør alt i dyb oprigtighed, og altid kan kigge os selv i øjnene.

Vi skal turde være sårbare.

Det afgørende for at få gedigen kontakt til sin sjæl er, at man føler og mærker behovet for en dybere sandhed i en sådan grad, at man er villig til at give slip på instinktets umiddelbare tryk. Som i høj grad handler om ydre faktorer, hvad andre synes. Men aldrig om hvad jeg dybest set har lyst til og gerne vil. Hvad jeg føler, jeg skal i livet.

Det handler om dybde. Det handler om kontinuitet. Det handler om sandhed, og dermed jo også om ærlighed.

Hvad er sjælen for noget?

Det er, at livet bliver blødt. Bliver smukt. Bliver dejligt. At få evighedens perspektiv ind i livet. Fantasi og barnlighed på den gode måde. Men også gerne seksualitet på den dybe og dejlige måde, hvor vi omslutter hinanden, fordi vi ikke kan lade være.

Når sjælen kommer i spil, får alt i livet et nyt værdigrundlag.

Det hænger sammen med, at alt bliver omsluttet af sjælen, og at alle beslutninger udgår derfra. Det gælder i hvert fald, når den får fat, og når den bliver den toneangivende i livet.

At få sjælen i spil er samtidig ikke at vide, hvad der sker, at slippe alle forventninger. På den måde er det egentlig dybt fascinerende, men måske også derfor, mange vælger sikkerhed og tryghed i stedet.

Sjælen kan noget, som instinktet ikke kan. Men de må ikke konkurrere. Instinktet vil gerne sammenligne.

Sjælen kan nås ved ydmyghed, taknemmelighed, stilfærdighed, omsorg, ømhed, ærlighed.

At lade hjertet åbne sig er den første bevægelse, der er nødvendig for at få kontakt til sjælen.

Hvis man tegner en ring rundt om jordkloden forklarer det meget godt, hvad instinktet er og gør i menneskelivet.

Uden for ringen er sjælen. Inden for er det bundne menneskeliv.

Udenfor er den høje bevidsthed. Indenfor er den lave, som er lav, fordi den hænger fast og ikke vil slippe. Alt er betinget, også kærligheden.

Instinktet ser kun sig selv, sin egen lidelse, ser alt i verden fra sit eget begrænsede perspektiv, men evner ikke, ønsker ikke at bevæge sig uden for dette perspektiv. Bruger gerne floskler, også om kærlighed, men det er ikke sandt, og det holder ikke.

Hidtil har det kun været muligt at komme udenfor ved at eliminere instinktets påvirkning, som i praksis vil sige at gå i kloster eller i ashram, eller på anden måde trække sig uden for samfundet og samtidig at forsage seksualiteten.

Gennem bøn og salmesang, eller gennem yoga og meditation, har det så været muligt at mærke, hvad sjælen er. Det handler om guddommelig sandhed og guddommelig kærlighed.

Det nye er, at vi skal lære, hvad disse disciplinære former er for noget, inklusiv at sidde i en kirke, at deltage i en gudstjeneste. Det er alt sammen måder at lære, hvad der er nødvendigt for at mærke sjælen, og at give slip på sin jordiske bundethed til kroppen, til seksualitet, men jo også til afhængighed i enhver form, og sygdomme, som opstår, fordi vi er bundet til vaner og rytmer, der ikke er sunde.

Jeg var flere gange til gudstjeneste, sidst jeg var i Assisi. Det er smukt med dedikeret orgelmusik, munkenes sang, men også de ord, der bliver læst, også selv om jeg ikke forstår ret mange af dem. På et tidspunkt var der stille i lang tid i den lille kirke. Det var en del af gudstjenesten, og det gør et særligt indtryk bare at sidde stille i denne tilstand. Det skaber fordybelse og ro, som vi vel nærmest ikke kender hjemme i Danmark, hvor alle har travlt med mobiltelefoner hele tiden, også i forbindelse med sociale pauser.

Det nye er også, at vi skal lære at være positivt i vores instinkt, og fra den position gå på opdagelse i sjælen.

Det fordrer, at vi skærper opmærksomheden på, hvad ægte kærlighed, hvad oprigtighed, hvad ærlighed og åbenhed er for noget, set fra et sjælsperspektiv, og ikke fra et bundet og ofte låst menneskevæsen.

Der er meget, der skal betragtes på en ny måde. Vi skal også lære nærvær, ligeværd og mange andre øvelser, der i denne sammenhæng kun virker, hvis vi af hele vores hjerte går ind i det.

Og netop hjerteforbindelse er helt afgørende for, at vi kan blive levende og troværdige og tillidsfulde i alt.

Rollespil af enhver art vil føre os tilbage til et bundet menneskevæsen.

Vi skal lære, hvad sandhed og hvad kærlighed er, før vi lykkes med på egen hånd at bevæge os ind i sjælen.

Vi skal gå ind i instinktet og lade det omslutte os, sørge for at få jordforbindelse og forbindelse opadtil. Samtidig er vi jo også altid forbundet med andre mennesker. På den måde er strengen at opfatte som en elastik, der omslutter os. Hvis vi får sjælen med i spil, og går helt ind i livet, vil vi kunne opleve at få stor frihed.

At have gået vejen er et andet udtryk for kærligt at have udfyldt sit instinkt, med andre ord at vise eller leve, hvad der er menneskeligt muligt.

Det er jo ikke dermed givet, at andre følger efter, men vejen er i hvert fald banet.

Det var, hvad Jesus gjorde, også da han sagde: Elsk din næste som dig selv! Han blev korsfæstet, fordi alt i mennesket dengang var meget mere trangt. Derfor kunne kærligheden kun bringes til Jorden ved at gå i døden i troen på Gud.

Det er stadig trangt, skulle jeg hilse at sige!

I dag skal vi lære at give slip på alt det, der ikke er vigtigt og væsentligt, hvis vi vil forstå, hvad kærligheden er for noget.

Man kan ikke både udfylde sig med skidt og kanel. Der er ikke plads til begge dele. Det er formodentlig årsag til, at så få oplever ønsket eller behovet for at være sand og oprigtig ud i alle hjørner og afkroge.

Sagt på en anden måde får man ikke adgang til sjælen, så længe man er bundet i sit instinkt.

En anden måde at udtrykke det samme på er at påtage sig sin eksistens under ansvar, og altid at kunne stå inde for sig selv. At stå ved sig selv. At vide og mærke, at man altid kan kigge sig selv i øjnene. At være positivt stolt af sig selv. Altid at være sig selv bekendt. At være tillidsfuld i livet.

At have kontakt til sin sjæl er at have kontakt til sig selv. Det kan kun foregå i fuld oprigtighed.

Intet kan i den sammenhæng fejes ind under gulvtæppet.