At blive voksen

Det er vigtigt at vente, til tiden er moden.

Problemet er bare, at alt bliver slået i stykker, når vi møder den bastante voksenverden.

Og dermed falder udsagnet fra hinanden.

Men det betyder ikke, at det ikke er sandt.

Det betyder, at voksenverdenen er problemet i dag i verden.

Der findes en sand verden bag den instinktbårne voksenverden.

Det er nemt at finde benægtere og fornægtere af denne verden. Nogle gør det med magt og med meget ufine midler, som vi har masser af eksempler på op igennem historien.

Enhver form for tortur, inkvisition, krig, især hvor det kun handler om at tilgodese en krigsindustri.

Men vi kan også sagtens pege på vore egne bureaukratiske institutioner, alle til hobe. På virksomheder, der har indbygget kontrol, også i forhold til at forhindre, at noget naturligt kommer i nærheden af at konkurrere med profitten.

Vi kan pege på medieverdenen, der holder mennesker i en skruestik.

Vi kan nævne kommunistforskrækkelse, kulørte ugeblade, formiddagsaviser. Det er uendeligt nemt at finde eksempler. Præsidenter.

Mine bøger er et alternativ til dette cirkus, der er så vidtforgrenet, at det i den grad vedligeholder sig selv, og støtter op omkring hinanden. Hvis én svækkes, er der straks en anden, der kommer på barrikaden i stedet.

Og det sjove og mærkelige ved det hele er, at det jo kun handler om at save den gren over, som man selv sidder på.

For når alt kommer til alt, er der ikke nogen, der ikke gerne vil være sandt glade, sandt kærlige, have det godt med hinanden, og vi kan opliste den ene fine kvalitet efter den anden, som mine bøger og tanker lukker op for.

Hvis mange nok forstår, at der findes et sandt alternativ, må det kunne betyde et skifte i det instinktstyrede voksenliv, som i dag har magten her på planeten.

En anden væsentlig faktor er, at energien i de kendte former forsvinder mere og mere. På den måde er der et tryk i retning af at lade sandheden få mere magt.

Voksenliv er at have en afstand til sig selv, hvor man fungerer i i hvert fald to områder af sig selv.

Man har taget afsked med det sande, og nu handler livet om, så godt som muligt, at holde sammen på resten.

Hvis man altid var sand og oprigtig, var der ingen grund til at være delt.

Delingen opstår, fordi der er noget i sig selv, kan ikke kan, vil, må eller tør kigge på.

Nogle forklarer det delte menneske som noget ontologiske, et grundvilkår. Men det er i øvrigt typisk, også for videnskabsmænd, at de, ved at hold alt andet lige, friholder det, som man måske i virkeligheden skulle kigge på.

Videnskabsmænd anerkender kun deres eget udgangspunkt.

På tilsvarende måde ønsker flertallet ikke at kigge på deres egne bindinger.

Et barn er hel, lige så længe det formår at være i sin helhed.

Men smerten ved trykket udefra kan være så voldsom, at et menneske derved deler sig.

Og det kan blive så almindeligt, at man simpelt hen tager for givet, at et menneske er todelt.

Men sådan er det ikke i virkeligheden, kan jeg så fortælle.

I en sand proces kommer man længere og længere, dybere og dybere ned eller ind i sig selv, hvor alt over tid på den måde udfoldes.

Men sådan er det ikke, når man bliver voksen. Så går det hele i stå. Det er ikke nødvendigt, men det er sådan det er.

Når det sker, skyldes det, at energien bremses eller går i stå.

Der er en vis automatik i det, men det er på samme tid noget, man selv accepterer, lever med og viderefører.

Man anerkender, at karriere er vigtigere end at tage hånd omkring sig selv, og om andre, der ønsker min interesse.

Man anerkender, at kan skal sætte sig selv til side, når ydre omstændigheder presser sig på.

Man anerkender, at skolegang indeholder viden og begreber, som man ikke har brug for, men som man lærer sig, fordi andre siger, at man skal.

Man anerkender, at man skal spise, selv om man ikke har lyst til det.

Man anerkender, at tiden er vigtigere, end hvad jeg lægger i den, og hvordan.

På alle mulige måder bliver ydre omstændigheder vigtigere, end hvad der sker i mig.

Jeg sættes til side, for at andre kan komme til.

Men ingen gør det af lyst elle glæde, eller fordi de har det godt med det.

Alle gør det, fordi de skal, selv om de vel ikke rigtigt kan fortælle, hvem der siger, at de skal, og at de skal.

Der er jo dem, der måske er fortalere for det, der sker, når alle andre lader sig forføre. Det er først og fremmest dem, der umiddelbart kan se en fordel i det.

Nogle forsvarer den attitude, som er resultatet af, er flertallet bliver passiviseret, paralyseret og forvirrede i det hele taget.

Når en sådan tilstand bliver hverdag, bliver den for nogle også en legitim måde, måske den eneste rigtige, at agere i.

Den er ikke sand, men den er den bedste af alle virkeligeheder.

Processen mod noget stadigt mere usandt bliver for nogle en anledning til at gøre brug af måder at handle på, der ligger på kanten af, hvad man selv kan mærke, ikke er helt rigtigt.

Dårlig opførsel kan være selve udgangspunktet for at være i verden.

Voksenliv er at manipulere med energi, og det slipper man ikke ustraffet fra at gøre.

Instinktet har i mange menneskers liv så meget magt, at der simpelt hen ikke er plads til sjælen.

Når instinktadfærd ophøjes til lov og regler, en det en legitimering af måder at være på, der måske, måske ikke er hensigtsmæssige. Men ingen tvivl om, at adfærd dermed låses fast i jura.

Og dermed ikke længere lader sig manipulere afgørende.

Da sandhed altid ledsager sjælen, og i øvrigt også kærlighed, vil et liv i instinkt, uden sjæl, være kærlighedsløst, uden følelser og uden menneskelige hensyn.

Rent instinktliv manifesterer sig som stress, utålmodighed, kynisme, hårdhed, ligegyldighed, at vide bedre om hinanden, at være fyldt med fordomme og sladder.

Jo mere groft og overfladisk det hele er, jo mindre adgang til og kontakt med sjælen har man. Det er uomgængeligt.

Og så er den også den dovne side, der handler om, at man falder ned i sin materialitet, uden at forholde sig aktivt til noget som helst.

Voksenliv er, at man altid tøver længe nok med at gøre noget, man har lyst til, indtil det har mistet den oprindelige inspiration. Og derefter glider tilbage i vanen, som er den sidste endestation inden døden.

Det er den passive del at processen ind i en moden alder, som det jo nok er lidt misvisende at kalde det.

Denne alder har også andre karakteristika. Da man netop har opbygget stor kompetence, ikke mindst i forbindelse med mange timer foran fjernsynet, hvor man bliver meget vis, har man også gjort sig, ikke bare vidende, men bedrevidende, over for de stakkels unge, der endnu ikke har lært, hvad det hele handler om.

Heldigvis bliver de stadigt dygtigere til at mestre flere og flere computerspil, der er godt for bevægelsesapparatet, så man ikke går helt i stå. Og intellektuelt er det også meget befordrende at være placeret foran en skærm i mange timer.

Man må ikke underkende, hvad mange timers tv-kiggeri kan føre med sig af gedigen kundskab om alt på kloden.

Når et umodent og ukvalificeret menneske blander sig i et andet menneskes liv, uden overhovedet at være berettiget til det, er der åbnet for en glidebane mod umodenhed og uansvarlighed. På den måde er voksenlivet blevet  til en forkvaklet administration af sand menneskelighed.

At forfølge tryghed og sikkerhed er de vigtigste begrundelser for, at livet går i stå, når man nærmer sig en vis alder, og seksualiteten i øvrigt også går i stå.

Dette handler ikke om at blive rigtigt voksen, som jo er den sande opgave for ethvert menneske, men at blive ligesom de fleste.

At blive voksen på den forkerte måde er at blive fanget i sit instinkt.

I virkeligheden er det det samme som at anerkende løgnen som vejviser i livet, fordi instinktliv er mørke og magt, som vægtes frem for noget andet, også sandheden og kærligheden.

De fleste mennesker er så massivt i deres instinkt, at deres binding er virkeligheden. At en anden måde at se verden på simpelt hen ikke er mulig.

Det betyder, at livet er båret af kompromisser. Virkeligheden er den materielle. Familien er relationer, som man ureflekteret relaterer til i et rollespil.

Når man har været i kontakt med sjælen som et sandt alternativ, er der virkeligt tale om to vidt forskellige verdener og måder at se alt i livet på.

De to former er så væsensforskellige, at samtale ikke er en mulighed.

Voksenliv er et liv i et ureflekteret og selvfølgeligt bundet instinkt.

Alternativet, som mit forfatterskab handler om, er at blive i sin egen energi, sin egen sjæl.

Den sande livsenergi kommer fra sjælen.

At blive voksen er at give slip på sig selv, på sin egen energi, på sin barnlighed, på sin ansvarlighed.

I stedet for at opleve sig selv, som barnet gør, inden det bliver ødelagt, får det nu nogle andre værdisæt. Det handler om at eje så meget som muligt. Det handler om at kvalificere sig bedre end alle andre for at få fordele og prestige.

At andre bliver efterladt i vejgrøften, er bare ærgerligt.

Man har lov til at skade andre, bare det ikke bliver opdaget.

Man mister sin naturlige seksualitet, og bliver tyk og får livstilssygdomme.

Det kan også være, at man ryger eller på andre måder holder sig slank. Får stress og får piller.

Børn og børnebørn kommer til. Alt handler om at tilpasse sig, hvis man ikke vil ind på værelset. At give slip på sig selv, sin rytme, sin livsglæde. Til gengæld kan man opspare en stor pension, så man har sikret sin alderdom, inden man bliver dement og skal på plejehjem.

At blive voksen er at miste sin naturlighed. Det sker i løbet af barndommen og i løbet af puberteten. Man skal følge moden, og man skal drikke masser af alkohol. På den måde lærer man, hvordan man scorer.

Der er normer og fordomme, der sikrer, at noget ikke bliver for virkelighedsnært.

Man kan jo ikke undgå at bliver syg under de omstændigheder. Heldigvis er der en stor industri, der producerer piller og underholdning.

Når tiden forvinder på grund af kunstige omstændigheder, er der mobiltelefoner og fjernsyn, der sørger for adspredelse, og at man kan se, hvad gode venner skal have til aftensmad. Det kan man så like.

Og der er udsendelser, der viser, hvordan andre rige eller tykke mennesker bor. Nogle bliver gift i udsendelser, og alt er så fint og så rigtigt, at man måske får tårer i øjnene af at kigge på.

Vi kommer vel ikke uden om den rigtige måde at være voksen på.

Her er vi altid til sted i ansvarlighed.

Vi reagerer aldrig ud af os selv.

Vi er til stede i det, der aktuelt er lys eller mørke, uden nødvendigvis at gøre et væsen af os.

Vi anerkender, at vi ikke kender alle svar. Vi er med det, der er.

Det er vigtigt at kunne denne neutrale måde at være i livet på, fordi den giver os ro, jordforbindelse og overblik.

Men den er ikke interessant for den, der altid har støj i baggrunden, og er i gang med den næste bøfsandwich og en cola.

Eller for den, der tæller sedlerne i pengekassen, og som håber på, at der kommer flere kunder i morgen.