At blive sjæl er altid at være virkelig

Den første og primære forudsætning for afgørende at få sjælen ind menneskevæsenet er, at vi lærer at styrer vores egen energi, og at være i denne energi. Hvis ikke vi lærer at styre den, vil sjælen ikke kunne etablere eller skabe en nødvendig form rundt omkring mennesket, hvor energien kan bevæge sig, og i øvrigt udveksle igennem.

Energien kommer til udtryk på den måde, vi er i livet på, men jo også, hvordan vi fysisk er med den og håndterer den.

At gå ud af sig selv er aldrig en god idé. Vi skal lære at blive i os selv.

Vi skal også lære, hvad forskel der er på lys og mørk energi, hvor den mørke ødelægger os, mens den lyse bygger os op.

Sjælskontakt fordrer første og fremmest, at vi nærværende og positivt er til stede i os selv.

Sjælen fordrer positiv ærlighed, som er en anden måde at sige kærlighed og sandhed.

Det er vigtigt, at det ikke bliver floskelagtigt, for så er det ikke sandt.

Positiv ærlighed er at se realiteterne i øjnene, uden brug af illusioner, for så er man på gale veje.

Man kan ikke fake sig til sjælen. Man kan kun komme ind til sagens kerne ved helt oprigtigt at spørge sig selv, hvor skoen trykker, og hvad jeg har brug for at gøre i mit eget liv.

Man kan ikke gøre det i fællesskab gennem et kompromis.

Men derfor kan vi godt blive enige om noget, som vi begge og hver især kan stå inde for. Men det kan ikke basere sig på løgn.

Et menneske bestemmer selv, hvor meget det ønsker at få kærlighed og sandhed ind i sit eget liv.

Men det har ret til at få at vide, at det er en mulighed for suverænt at kunne være i sig selv.

Hvor ingen andre blander sig i, idet udgangspunktet altid skal være hensyn og respekt i enhver livssammenhæng.

Sjælens kvaliteter bliver kun synlige eller tydelige ved at være i sandhed og i kærlighed.

Det er noget med at tillade sig selv at lade energien flyde.

Sjælen er der, selv om alt er kynisk, kaotisk, ondskabsfuldt, egoistisk, men vi har ikke adgang til den. Eller den har ikke adgang til os.

Uanset hvad man kalder sjæl fra det perspektiv, er det et falsum.

En hvilken som helst hård binding, til partner, noget materielt, status, prestige, forhindrer sjælen i at blive tydelig.

Sjælen kan kun virke, hvis energien kan komme hele vejens rundt omkring, og være med til at løsne en binding. Ellers bliver det ved med at være hårdt og utilgængeligt, ligesom en løgn også kan være det.

Livet her på kloden har til dato været for hårdt til, at sjælen har kunnet få ørenlyd.

Derfor har der skullet særlige foranstaltninger eller øvelser eller ritualer til for at skabe en passage i en eller anden form.

Sjælen er et udtryk for, at vi er forbundet til en guddommelig logik.

Denne logik har været svær at forstå.

Den er i flere årtusinder blevet så at sige hentet ind gennem religioner og kulter.

Alternativer har været heksekunst og kloge koner, men også guruer og andre kanaljer.

Jeg tror, at jeg er den første, der sætter det hele ind i et større sammenhæng, befriet for overtro og hokuspokus.

I kristendom blev sjælen en mulighed som en realitet efter døden, gennem opstandelsen.

Ny Tid er muligheden for at blive virkelig før døden, men stadig gennem sjælen.

Sjælens virkelighed er en mulighed, men den fordrer den dybeste ydmyghed, den dybeste ærbødighed, den dybeste oprigtighed og et ja til positivt og aktivt og altid at være i livet.

Det er ikke anderledes end at være et uspoleret barn.

At blive som barn på ny, som det blev formuleret engang.

At lære at være og at blive i sig selv, sin egen energi, sin egen seksualitet, sit eget liv.

Det handler ikke om at være krukket. Det handler om at være et bæger.

Det handler om at være.

Sandhed er at få virkelighed ind i sit væsen.

Det betyder, at jeg bliver mig selv.

At jeg kan ånde frit.

At jeg kan være præcis den, jeg er.

Som ingen andre i øvrigt skal blande sig i på noget tidspunkt.

Mit liv er mit liv.

Ligesom jeg altid skal respektere enhver andens ret til at have sit eget liv.

At lade virkeligheden få plads i mit liv.

Og at få lov til at være i mig selv, uden at andre skal bestemme, hvordan jeg skal være i mig selv.

Så jeg altid kan åbne øjnene og vide, at det er mig, der er derinde. Mærke mig selv. Og måske mærke dig, hvis du er der. Og hvis altså du vil kendes ved dig selv.

For at blive virkelig skal vi nogle gange igennem en løgn, i hvert fald hvis andre har spundet en løgn omkring mig. Det har jeg oplevet, og har også oplevet, hvordan den virker indefra.

Inde i løgnen er der ikke plads ud til siderne.

Løgnen gør alt, hvad den kan, for at overbevise sig selv og andre om, at den har ret.

Løgn er altid ekstrovert, på samme måde som dens gode legekammerat skyggen er det.

Løgnen skubber altid mørket væk fra sig selv. Skadefro og lignende følelser kaster altid noget lys tilbage.

Løgnen i sig selv ønsker kun tilintetgørelse. Den har ikke andre formål.

Altså tilintetgørelse af sandhed i enhver form.

Sandhed er, at der slipper lys igennem.

Man skal altid være åben for, at der kan trænge sandhed igennem, der ønsker at manifestere sig.

Sandhed er sjæl.

Løgn og sjæl kan ikke være i stue sammen.

Vi har medbragt en kvalitet, som måske er det bedste udtryk for, hvad sjælen er. Denne kvalitet har ikke noget form og heller ikke nogen udstrækning. Men sådan er kærligheden jo også i sig selv. Kærligheden gør os levende, fordi den giver og mulighed for at være os selv. Men os selv har jo heller ikke i sig selv noget udstrækning. Det er bare en tilstand.

Sjælens helt umiddelbare kvalitet er den stilhed, der er før alt andet. Dog ikke en tom stilhed. Altså ikke en stilstand.

Hvor skabelsens tilstand er mørk, dynamisk mørk, er sjælens tilstand lys. Instinktet er mørkt, og planten er lys, medens DNA er mørkt, fordi det er ren struktur. Mønstret kommer til syne, når det får lys og bliver til en plante, en vækstform. Instinktet er en form og derfor mørk, der kan blive lyst op ved hjælp af sjælen, der i sig selv er lys.

Sjælen i sig selv er ikke noget, har ikke nogen form eller noget udtryk. Den bliver til noget, når den i form af lys kommer ind i menneskevæsenet, og menneskevæsenet i kærlighed udfolder sig selv.

Menneskevæsenet, som det kommer ind i mennesket gennem sjælen, kommer ind ad fire indgange, fysisk ved rodchakraet, i hjertet, i pienalkirtlen, og bag på kroppen et sted mellem skulderbladede og hjertet, ligesom en krog, man hænges op i, en babysele.

Mennesket får form, en anden form end den, vi kender fra dyreriget, ved at lade sjælen komme i spil. Ved at sige ja til os selv, ja til at være på Jorden, ja til vores skæbne.

Det besjælede menneske lyser og har altid et dejligt frisk udtryk i øjnene.

Når vi på den måde helhjertet går ind i livet, bliver vi virkelige som mennesker. Vi går ikke længere rundt som en skygge af os selv, der ryger cigaretter og drikker bajere, fordi vi skal bruge tiden til et eller andet.

Vi bliver synlige som de mennesker, vi i virkeligheden er. Hvis vi altså ønsker det. Det er helt op til os selv. Og vi skal sige ja, og leve dette ja. Ellers er vi bare nogle vatnisser.

Vi har selvfølgelig også med dette ja sagt ubetinget ja til altid at opføre os ordentligt. For ellers hænger det ikke sammen.

Det er også derfor, vi skal samle os som mennesker, og gå helt ind i noget. Det nytter jo ikke noget at sige ja med den fromme del, og så være et bæst med den grove side af sig selv. Sådan spiller klaveret ikke!

Vil vi have adgang til sjælen, må der bare ikke være slinger i valsen.

Når så få voksne mennesker, som tilfældet er, har direkte adgang til deres sjæl, hænger det sammen med, at man opdrages til at synes og mene, at det er i orden at være lidt ufine i kanterne.

Og så lærer man også aktiv fortrængning, som også praktiseres hele tiden.

Det er ikke sympatisk, but who cares! Everybody do it, so why not?

Ethvert menneske, i hvert fald ethvert normalt udviklet menneske, har muligheden for at møde livet, dagen, vejen og hvert ny øjeblik i høj bevidsthed. Hvis man derfor går tilbage i lav bevidsthed, er man et pjok, selvforskyldt.

Jo mere jeg evner at stå i mig selv, jo mindre afhængig vil jeg være af en tilfældigt forbipasserendes tilfældige luner.

Så er det også mig, der stiller krav.

Det ideelle er selvfølgelig, at vi er to eller flere, der står i os selv. Det vil i øvrigt gøre verden til et meget mere behageligt sted at være.

At være to og have sjælen i spil betyder, at vi altid kan stole på hinanden. Det kan man ikke, når vi alene er i vores instinkt. For så kan en ubetydelighed betyde, at vi lige pludselig ikke vil kendes ved hinanden.

Det må da om noget fortælle noget om at være i sin sjæl i forhold til kun at være i sit instinkt. Kærlighed i forhold til potentiel dyb smerte.

At have sjælen i spil er i øvrigt også at have kontakt med sin egen krop, at være i sin krop. Det vil altid være en hjælp i en relation, at vi hver især har denne kontakt. Så vil vi også hjælpe hinanden, og vi vil begge røre ved hinanden, og søge hinanden.

At lade hjertet positivt blive fyldt op indefra.

Det er jo altid nemmere med en kæreste, men her lykkes det jo heller ikke altid. Nogle gange kaster vi skygger, længe inden vi bliver fyldt op.

Hjertet er noget af det dybe og det meget følsomme.

Men vi kan også med fordel lade os fylde op andre steder i os selv.

At have fat i sig selv er også nemmere at kunne gennemskue noget, der ikke er i orden.

Det er ikke muligt, ved hjælp af fup og svindel, at få adgang til sjælen.

Dermed vil man jo kunne frasortere ganske meget af det, der kommer i indbakken, og som i øvrigt fylder i livet.

Der er en dejlig enkelt logik, der handler om, at jeg skal sige ja, og så blive i dette ja. Så vil jeg kunne bliver lukket ind i sjælen.

Det opfatter jeg som en fremragende ordning, de har lavet der.

Det fortæller også en anden sjov historie om, at det uskyldige barn, og i øvrigt også den jomfruelige voksen, uden videre vil få adgang til de himmelske gemakker. De skal bare spørge: Må jeg komme ind? Og hvis ellers de mener det, får de lov til at komme ind.

Det fortæller noget om, hvad sjælen er, og hvor enkelt det er.

Og hvor bøvlet et voksent menneske kan være.

Og det fortæller også noget om, hvor spøjst livet i grunden er, og hvor enkelt det kan være.

Det svarer til at få ryddet op i et hus, og bagefter finde ud af, hvor godt det var, og hvor rart det er bagefter.

Den afgørende pointe ved at gå ind i sjælen er. at jeg skal ville det, af hele mit hjerte, og så vise, at det helt præcis er det, jeg gerne vil.

En direkte sjælskontakt vil altid udspille sig i et positivt og konstruktivt miljø, hvor energier vil være i spil.

Kontakten vil være ind i kontinuitet og ærlighed.

Sandhed og kærlighed vil altid være ingredienser.

Og vi vil kunne mærke livet som noget positivt.

Min sjæl er det sande i mig selv.

Det er noget, jeg skal forholde mig til, og formå at være i, også når noget andet presser sig på.

Sjælskontakt er ikke noget, man får en gang for alle.

Det er noget, jeg skal arbejde på, og det er noget, jeg skal vedligeholde.

Sjælskontakt er kontinuitet.

Når sjælen først har fat, slipper vi ikke igen.

Man kan ikke hoppe ud og ind af den efter forgodtbefindende.

Den handler nemlig om, hvordan jeg har det med mig selv. Om jeg er tilregnelig.

Om jeg er sådan en, man kan stole på. Eller om jeg bare tager det næste lyntog.

Kontakten er kun mulig, hvis jeg altid gør mig umage med og for at være et ordentligt menneske, og hvis jeg altid tilstræber at holde mig åben i forhold til det sande i livet.

Det er noget, man kan lære. For mange tager det måske lang tid.

Man skal lære at sige ja og at blive i dette ja. Det må være et uomgængeligt krav.

Sjælen er det sande i mig selv. Og det er det sande i dig.

Det er jo i sig selv dejligt enkelt, og vel egentlig også håndgribeligt.

Men det kan kun forstås af det sande i mig selv. Og af det sande i dag.

Det sande i mig og det sande i dig kan kun forstås, hvis vi hver især og begge to er helt i os selv.

Sjælen bliver kun synlig gennem sandhed og kærlighed. Det er en sjov finesse.

Positivt at blive ved med at være sig selv er det, der gør os virkelige.

Når jeg nogle gange er på vej mod et svar, oplever jeg, at svaret ikke findes der, hvor jeg regnede med. Det er egentlig en livsbekræftende oplevelse. For det fortæller mig, at sandheden så findes et andet sted.

Og når jeg tror, at jeg kan finde den sandhed, som jeg leder efter, i et andet menneske, så viser det sig, at sandheden ikke findes i dette menneske. At vi ikke skal noget med hinanden, selv om vi måske begge troede det i udgangspunktet.

Det er ret spændende. Og det betyder jo ikke, at den sandhed, som jeg leder efter i et andet menneske, ikke findes. Jeg ved, at den ikke findes i mig selv, som det har været moderne at hævde, sådan lidt floskelagtigt.

Flosklerne skyldes, at spirituelle begreber meget ofte er klicheer. Virkeligheden i sig selv kan aldrig være en floskel eller en kliché.

Man kan altid mærke, om et andet menneske er der. Man skal ikke argumentere omkring det. Men man kan altid mærke det.

Når man overgiver sig og kommer over i sjælens univers, vil man opdage, at der er gader og stræder, på samme måde som den verden, vi kender. Det er da lidt sjovt.

Sagt på en anden måde er der en virkelighed, der er lige så virkelig som den, mennesker uden sjælskontakt kalder virkelig, hvor der jo også er gader og stræder.

Den virkelighed, som findes i sjælens verden, er den måde, som vi i virkeligheden hænger sammen på, og de relationer, som vi dybest set er forbundet i.

Det sjove, eller det mærkelige, er, at nogle inden denne viden simpelt fornægter, at det forholder sig sådan, og med al kraft kan finde på at negligere og at modarbejde det.

Det kan være meget smertefuldt at opleve, især af mig, der i meget lang tid har haft mere kontakt med min sjæl end med mit instinktbårne væsen, som de fleste er dybt bundet til, og identificerer sig med.

Det er sjovt at mærke, hvordan det, som vi kalder lav bevidsthed, gerne vil ind at udfylde rummet med hurtige svar, hvor den tålmodige høje bevidsthed i stedet for maner til besindighed.

Som menneske er vi i rummet imellem det, vi kender, og det, som vi ikke kender. Dette rum er stort og måske mærkeligt. Hvis vi trækkes mod hurtige svar, bringer vi skygger i spil.

Hvis vi spørger dybere, bliver vi i første omgang forvirrede, men gør ikke noget overilet. Og svarene vil komme, hvis vi giver dem tid, og anerkender, at de ikke findes lige nu.

Men på den måde kan vi tage nyt land i besiddelse. Hvis vi lader være med at opføre os ligesom europæerne, da de kom til Amerika, udvider vi alt i livet på den måde. Lader være med at tro, at vi skal kontrollere alt og bestemme alt, styre alt, og i stedet holder os stilfærdigt tilbage, og ser, hvad der sker.

Et møde med en sjælskvalitet giver os mulighed for at bevæge os dybere ind i livet.

Det gælder, hvad enten vi møder det i os selv eller i og igennem andre. Det er altid smukt, i hvert fald hvis vi er åbne for mødet, og tør kigge på det, som dukker op i mødet.

Sjælen giver et andet indhold i livet, hvor instinktet kun giver noget, der ligner.

I sjælens verden er det sandhed. Instinktet til sammenligning opererer med forestillinger.

Når vi mærker sjælen i spil, vil vi kunne opleve kærlighed, at en anden eller nogle andre, er eller har været der for mig. Man kan mærke deres kærlighed.

Man kan også samtidig og lynhurtigt mærke instinktets hårdhed og kynisme, der lynhurtigt lægger sin klamme hånd omkring alt, hvad der er godt, og med sine betingelser negligerer og eliminerer alt det smukke, som var der fra sjælen.

Jeg har mærket det ved mine forældres grav. De var der begge to. De var ret hårde, da de levede. Men nu kunne jeg mærke, hvad deres kærlighed var for noget, også hvad karmiske aftaler er for noget. At vi vælger vore forældre, eller de vælger os. Kender ikke lige sammenhængen og rækkefølgen. Men vi har været der for hinanden, så godt som vi har kunnet, med de forudsætninger og præmisser, de rammer, som livet udspandt sig i.

Kontakt til sjælen er kun mulig, hvis man er et gennemført ordentligt menneske.

At være virkelig er at blive sand.

At være sand er at blive virkelig.

Sjælen er det sande i et menneske.

Sjælen er den sande kontinuitet.

Sjælen handler om, hvordan man hænger sammen som person.

Sjælen handler ikke om noget specifikt overhovedet.

Sjælen handler om, hvordan vi gør noget, hvilken intention der ligger bag, og om vi selv anstændigt og ærligt er med i det, vi gør.

Sjælen handler om kvalitet, altså det, som vi lægger i en given aktivitet.

Det handler ikke om specifikke handlinger eller ritualer. Det handler om ordentlighed.

Sjælen virker kun i det hele menneske. Og den virker kun, når jeg er i livet med et indiskutabelt ja til at være det, og en intention om altid at leve i sandhed og i kærlighed.

Inkarnation er at være født på Jorden, at have fået et jordisk liv i gave, og at skulle udfylde dette liv med en sjæl. Det er kort fortalt, hvad det hele handler om.

At få sjælen ind i livet er at blive virkelig, med alt hvad jeg indeholder, alt hvad jeg bringer med mig, og dermed give mit uforbeholdne bidrag til, at livet her på kloden bliver et godt sted for alle.

Den kraft, som alle mennesker har foran sig, er så stor, at den kan bruges til at slå andre ihjel med, alene gennem tanker og intention.

Positivt kan den bruges til at lukke op for livet, så andre mennesker bliver glade.

Afhængig af, hvad vi vælger, vil vores sind bagefter tage farve efter det.

Den frie vilje bruger vi, når vi udfolder vores potentiale, på den ene eller på den anden måde. Vi har utroligt meget i vore egne hænder. Vi har hver især stor magt. Alt handler om, hvordan vi bruger den.

At få sjælen ind i livet er at være ukompliceret, stilfærdig, at have det godt med sig selv, at lytte, når sandheden banker på. At lade være med at ignorere noget, men også lade være med at gøre noget til noget andet eller noget mere, end det er.

Hvis vi ønsker at være et sandt billede af os selv, er opskriften enkel.

Vi skal altid være det.

I hvert eneste millisekund har vi kun én opgave. Altid at være det sande udtryk for os selv.

At lade lyset skinne i alle retninger i forhold til det, der dukker op inde i mig og omkring mig.

Aldrig at benægte noget, når jeg kan mærke, det er sandt, eller jeg ikke ved tilstrækkeligt meget om det.

Derved vil vi også altid kunne lyse på og lyse for andre.

At gøre sådan er altid at være et sandt menneske, præcis sådan som det altid har været meningen.

Det kan kun lade sig gøre ved altid at være i sandhed og kærlighed.

Der er intet krukket over det.

Det er det mest naturlige i verden, når man gør det.

Man har det altid godt med sig selv.

Man kan altid slappe af.

Man kan altid give slip.

Man vil altid kunne være der for andre, der ønsker det.

Man kan altid mærke sig selv.

Man har altid fat i sandheden.

Når jeg kommer tæt på mig selv, ved jeg altid, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvis jeg er i tvivl, lader jeg tvivlen komme mig selv til gode, som betyder, at jeg giver slip, og venter på, at der kommer et svar.

Andre vælger den dårlige opførsel, men det er jeg for længst holdt op med.

Dårlig opførsel er i mange voksnes liv et aktivt valg.

Hos mange er det ovenikøbet velargumenteret, med skygger og gardinophæng, og hvad man ellers omgiver sig med.

Men de sover garanteret ikke så godt om natten som mig.

Hvis jeg går helt ind i noget, og har friheden til det, kan jeg opløse alt.

Alt det, der fylder i et menneske.

Den eneste forudsætning er, at dette menneske oprigtigt selv ønsker det, og dermed selv ønsker at give slip i alt.

Herunder også den dårlige opførsel.