At blive menneske med alt hvad jeg er

Der findes en naturlig måde at være menneske på, hvor jeg er den, jeg er.

Det er noget, alle med et oprigtigt ønske om det vil kunne opleve og erfare.

Når vi når en sådan tilstand har vi de svar, vi har brug for.

Det gælder også relationelt, hvor vi kan finde det menneske, vi har det allerbedst med.

Vi er ikke i tvivl om, når det sker.

Livet handler om positivt at blive fyldt op indefra.

Eller bare om at være.

Det er ikke mere kompliceret.

Det er præcis det, som sker i et barn, når det får lov til blot at være.

Det er præcis det, der sker i en kærlighedsrelation, når vi vågner hver morgen og møder hinanden i stor kærlighed.

En kærlighedsrelation er mellem hele mig og hele dig. Det er nok den bedste måde at beskrive det på.

Intet er ekskluderet. Alt er inkluderet. Vi stiller ikke betingelser. Vi er der bare for hinanden og ubetinget.

Sådan foregår det i sjælens univers.

Den positive måde at blive menneske på er at lade sjælen komme indenfor og lade den gøre sit arbejde.

At lade sjælen gøre sit arbejde er at udfolde sig som menneske, at blive præcis hvad jeg er, hverken mere eller mindre, og at udfolde mig som sådan.

Opgaven er enkel og i sig selv ukompliceret. Den forudsætter, at jeg som menneske siger, at det lyder spændende, og det vil jeg gerne.

Der er intet at være bange for. Der er kun glæde og stor tilfredshed i vente, når og hvis vi gør det.

Vi skal gøre det selv, sige ja, lytte til os selv, og gøre det. Det er ikke mere kompliceret.

Hvis man overværer Den klassiske musikquiz på DRK, kan man få en god fornemmelse af, hvad det handler om. Det handler om at gøre mennesket musisk, at lære det at spille på alle sine tangenter, at blive menneske af kød og blod.

Hvis vi får fat i alle hjørner af os selv, har vi et fantastiske repertoire, og behøver stort set ikke at hente hjælp uden for os selv. Fra den position kan vi stå selv.

Det er, hvad jeg er her for at formidle. Hverken mere eller mindre!

Det har altid undret mig, at jeg skulle behandles så dårligt, da mit ærinde ikke er andet, end at vise, at vi alle sammen, hver især, indeholder så fantastisk mange muligheder. Sværere er det ikke!

Det komplicerede er, at man har så mange andre dagsordener, kombineret med at være ondskabsfulde og ufine i kanten, beregnende, kalkulerende. Det er menneskelig dårskab, der er i spil. Det er ikke mennesket, som det er i sig selv.

Det er, kort fortalt, at mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. At det blander sig i noget, som det ikke skal. At det ikke lytter til sig selv, men hellere vil være bedrevidende om andre.

Af samme grund er meget af min erkendelse baglæns, at blive fyldt op indefra gennem smerte, hvor brud har ramt udefra, dybt smertefuldt ind i hjertet.

At lade sine sjælskvaliteter blive virkelige er at lade dem komme ind i og virke i mit liv.

På den måde vil jeg selv kunne eksponere min sjæl, tage mig selv i besiddelse, bliver et sandt udtryk for mig selv. Det er magisk, og det er muligt.

På vejen skal jeg passere nogle sten, som vil sige at gøre alt det andet, som jeg også skal, som jeg godt ved, hvad er, som involverer andre specifikke mennesker.

Livet er sådan sat sammen fra et dybt sted, at der er mening i alt, og at vi skal søge meningen i alt.

Jo mere vi er i overensstemmelse med os selv, jo mere vil vi direkte have adgang til livets mening. Og i øvrigt også sandhed og livsglæde. Kamp vil ændre sig til intensitet og lidenskab. Det er da noget sjovere.

Hvis vi vel at mærke ønsker at blive et sandt udtryk for os selv.

At ville anerkende et andet menneske, som det er.

At ville anerkende mig selv, som jeg er.

Hvis ikke jeg vil anerkende mig selv, som jeg er, så bliver jeg mere og mere indelukket, for til sidst helt at forsvinde. Jeg har brug for at bevæge mig ud i verden og blive virkelig. Og at møde dem, jeg skal møde.

Jeg ved godt, hvad jeg skal. Og jeg bevæger mig altid i den retning. Jeg er altid åben for og mod det bedste i livet.

Alle mine erkendelser tager altid helt grundlæggende fat i, at jeg er et helt menneske, og at dette hele menneske er aktivt, når jeg bevæger mig ud i livet eller ind i et specifikt område.

Intet i mit liv er holdt udenfor eller ekskluderet. Og det er den sande måde at forstå på.

Mit primære fokusområde er den måde, som jeg er i livet på.

Der kan aldrig være noget, der er vigtigere, før jeg har styr på det.

At være der med hele sit væsen er at bringe sit lys ind på Jorden.

Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg gør det ubetinget.

Derved vil jeg kunne være et lys for andre.

Hvor ingen slår sig i faldet, fordi jeg ikke kan finde ud af at opføre mig ordentligt.

Som menneskevæsen er vi hver især udstyret med magt, som først og fremmest er den måde, som vi bruger os selv på.

Og den måde, som vi interager på, altså indgår i relationer og handler på.

Når jeg er der over for et andet menneske, der stoler på mig, har jeg altid en særlig forpligtelse.

Man kan ikke løbe fra sit ansvar i væsentlige spørgsmål og anliggender.

Det er ikke for ingenting, vi kalder dem væsentlige.

Mit væsen er mig selv på et meget dybt plan, ligesom dit væsen er dig på et meget dybt plan.

Noget andet er den partielle erkendelse, hvor jeg langsomt bliver klogere og mere vidende.

At lære sig selv at kende er en proces, hvor jeg garanteret plumper i mange gange undervejs.

Med tiden bliver jeg bedre og bedre til at forstå, hvornår jeg gør noget, der er rigtigt, og hvornår noget bestemt ikke er det.

Kendskabet til mig selv er til at begynde med meget usikkert, men kan, hvis jeg oprigtigt ønsker det, bliver stærkere og stærkere, indtil jeg meget sikkert står i mig selv.

Det kan kun foregå, hvis jeg i alle aspekter af mit liv lader oplevelse og erkendelse slå igennem. Det kan ikke lade sig gøre kun at gøre det partielt. Sådan er livet skruet sammen. Og logikken er jo også, at jeg som menneske altid er én person, der indeholder det hele. Jeg kan jo heller ikke efterlade min ene arm og mit ene ben et sted, eller to steder, for så at hente dem igen om eftermiddagen. Vel?

At blive hel er at få fat i alt, hvad jeg indeholder, finde ud af, hvad det er, og hvordan jeg bedst muligt får det synliggjort og gjort levende. Det er forskelligt fra person til person, både indhold og proces. Målet er at kunne udfolde sig selv i lyst og lidenskab, som forudsætter, at intet er skjult, og at vi er villige til at kigge på alt imens og undervejs. Vi skal turde, og vi skal ville, og vi skal have lyst til det.

Når man slipper undervejs, begrænser man sine egne evner og muligheder, ikke bare for at forstå sig selv, men også for at forstå andre. Denne logik er uomgængelig.

Vi skal lære at mærke på og i os selv, hvad der er sandt. Der er altid en sandhed bagved, som vi skal respektere. Den skal vi lære selv at opdage og finde. Vi kan ikke gøre, som det passer os, og nogle gange skal vi være meget forsigtige og påpasselige. Andre gange har vi mere frit spil. Men der er altid en sandhed, Og der er altid en læring.

Ethvert menneske har retten til sit eget liv, så længe det også lige så suverænt anerkender et andet menneskes ret til sit eget liv.

Her hedder det ikke: først mig selv! For så lyder fortsættelsen: Så mig selv! Og det er slet ikke det, som det handler om.

Det handler om, at vi skal være virkelige sammen. Med alt hvad vi er.

At blive virkelig, at blive sig selv, er at få sjælen i spil.

Når den slipper igen, skyldes det, at vi bliver kunstige. Så bliver ordene klicheer, og andre bliver til noget skyggeagtigt. Det er meget nemt at mærke, når det sker.

Vi skal være der for hinanden. Så vil vi opdage, at alt i verden vil skifte karakter.

At vi ikke længere er roller eller marionetdukker. Men i stedet tager udgangspunkt i, hvem vi i virkeligheden er, og hvad vi i virkeligheden er.

Det ved vi først, når vi gør det, og når vi er det.

Det, der kommer ud af øjnene, er det, man er.

Vi ser det ikke i spejlet.

Vi ser det kun ved at være.

At være det, vi er.

At mærke sig selv i live.

At vågne om morgenen med alt i mig intakt og klar til en ny dag.

At vide, at alt er godt.

At mærke mig selv som del af et hele.

Min selvbevidsthed er inde i mig selv.

Jeg ser verden ud fra mig selv.

Det afhænger meget af, hvad jeg i givet fald er bundet til, hvorfra min selvbevidsthed udgår.

Hvis jeg er bundet, vil min selvbevidsthed hænge fast i denne bundethed.

Hvis jeg er fri, kan jeg være heldig at opleve min bevidsthed koblet til noget guddommeligt.

Men det sker ikke, så længe jeg er bundet til noget andet i livet. Så vil denne binding altid være en del af min bevidsthed.

Og uanset hvor meget jeg tror mig fri, kan jeg ikke løbe fra min lænker.

Lænker kan godt være bundet til noget dårligt, jeg har gjort. Så er den vej, jeg skal vende mig, hvis ønsket er at blive fri.

Lænker kan også være bundet til et andet menneske, en anden måde at udtrykke ufrihed på.

Det er altid usympatisk at ville bestemme over et andet menneske. Derved begrænser vi den andens muligheder.

Vi skal i stedet for lære at bestemme over os selv, som også er en plat måde at udtrykke det på. Det hænger sammen med, at vi skal slippe enhver form for forestilling om magt i forhold til vores menneskevæsen.

Magt er bundet instinkt. Instinkt der ikke vil slippe. Instinkt hinsides bevidsthed. Ofte instinkt bundet til mursten. Når en voksen ikke vil kigge på sig selv. Dem findes der en del af rundt omkring.

Så gør man gerne regler gældende over for andre. Også regler for reglernes egen skyld. Hvorfor? Fordi? Den er ikke længere, og det må man leve med. Sådan har undertrykkelse og underkendelse og blokering og hæmning virker i århundreder. Måske årtusinder. Hvor magtens udøvere har forstået sig selv som de sande mennesker.

Det er det samme billede, vi ser i dag i alle medier, al massekommunikation.

At være underlagt magt er at handle på andre betingelser, at være henvist til en andens nåde og barmhjertighed, her udøvet på den hårde måde. Når nogen gør sig selv til Vorherre. Det er altid usympatisk og utiltalende.

I en sand relation lukker vi op for energien sammen.

Her er det tydeligt, hvad det hele drejer sig om.

Vi bliver glade. Vi bliver åbne. Vi bliver kærlige. Vi vil gerne hinanden.

Vi vil også gerne glæde hinanden. Vi søger også intensitet og lidenskab sammen.

Vi vil alt det bedste for hinanden. Vi er givende. Vi er modtagende.

Det er helt tydeligt, at sjælen her i er i spil.

Alene handler det faktisk om det samme.

Det kan sagtens foregå, mens vi er to.

Men alene kan jeg få den samme oplevelse af sandhed og kærlighed, hvis jeg formår at blive i mig selv.

Men det er meget illustrativt at fortælle om, hvad der kan ske, når vi er to, i øvrigt begge to i dyb kærlighed og i dyb ærlighed. Det sker, når sjæl møder sjæl.

Og når vi er to i en relation: når krop møder krop.

Når vi bliver fysiske, og det hele spiller sammen og virker sammen.

Det er det, det hele handler om.

Det er måden altid at have og at få det godt med sig selv.

At tanker og handlinger og energi og følelser spiller sammen.

Det forudsætter selvfølgelig, at jeg også altid behandler andre godt og ordentligt.

Hvad jeg har gjort, hører med i puljen.

Det er suverænt min opgave at holde styr på alt, hvad jeg har gjort, og hvad jeg gør. Det kan ingen andre gøre for mig.

Til gengæld har jeg lov til altid at glæde mig over det gode, jeg har gjort, og medvirket til.

Det gode, vi gør, gør vi af hjertet, og med sjælen som medspiller.

Det luskede og det usandfærdige er altid noget, der udgår fra et bundet instinkt.

Men det er stadig os, der gør det, og som skal stå inde for det.

Mit forslag er, at man altid handler ud fra hjertet, og med sjælen lige ved hånden. Så kan det ikke gå helt galt!

Ikke at kunne mærke min egen energi giver smerte.

Især hvis jeg har haft en tydelig oplevelse af, hvad min egen energi var for noget.

Det sker typisk sammen med et andet menneske, hvor vi derigennem hver især møder os selv, og kan mærke den dybe glæde. Den forplanter sig i øvrigt ud i andre møder, hvor også andre dermed og derved kan møde sig selv.

Det er vigtigt, at vi ud over taknemmelighed og at tillade os at være glade, også bruger tid på at mærke, hvad det gode er for noget.

Det er også vigtigt, at vi lærer at frasortere det, som ikke hører med til det gode. For ellers vil det meget nemt kunne give grus i maskineriet.

Det er her, vi som forældre siger kærligt nej! Men vi skal også lære at sige det til os selv.

At tro, at det gode er noget, vi bare kan disponere over, som det passer os, er en af de største faldgruber, som praktiseres af mennesker.

At vi ikke selv skal gøre noget aktivt i kølvandet på en oplevelse af noget, der bare er smukt og godt og dejligt.

I første omgang jo bare at være i oplevelsen og at glæde sig over den, men i taknemmelighed og i et dybt ja til livet, men også adresseret i den retning, hvor det gode kommer fra.

Den uopdragne tror, at det hele er fra mig og til mig.