At blive menneske med alt hvad jeg er

At blive menneske med alt, hvad jeg er, er at inkludere alt i mit liv i det ja, som skal få mig til at blive et sandt menneske.

Jeg kan ikke udelukke noget i den identitet, jeg forbinder mig med, heller ikke min husstand og andre mere bastante former. Så er det ikke mig, men en rolle, som jeg kalder mig.

At tage fat omkring mig selv forudsætter, at jeg er i stand til at slippe alt det, som jeg er forbundet med, for herefter at kunne møde det samme i sjælens ubetingede frihed, kærlighed og taknemmelighed.

Hvis jeg klamrer mig til noget, har jeg jo ikke sluppet noget.

Der er intet i livet, der ikke er naturligt og enkelt i sig selv.

Sandhed er at være til stede i sig selv.

At være til stede i sig selv er at have kontakt med sin sjæl.

Meningen med at være menneske er at udfolde sig som menneske, med alt, hvad vi er, og hvad vi indeholder.

Og det er meningen, at vi skal elske hinanden, med alt hvad vi er, og alt hvad vi indeholder.

Der er intet i mennesket selv, der ikke i sig selv er sandt og smukt og godt.

Det, der forvrænger, er, at mennesker ikke er sig selv, men gør noget andet end det, der er meningen med at være i livet.

På den måde opstår lidelse og dårlig opførsel, som fylder kloden i dag.

At få lov til at være den, jeg er.

Lige præcis den, jeg er.

Ikke på betingelse.

Ikke for at opnå noget.

Ikke for at skulle noget.

Bare at være, lige præcis den og det, som jeg er.

At have min egen energi i mig selv.

Men gerne at ville dele den med andre.

Og at ville have andre til at dele deres energi med mig.

Er det ikke smukt?

Altid at have det godt med mig selv.

Altid at kunne kigge mig selv i øjnene.

Altid at række positivt ud efter andre.

Altid at vide, at jeg er til rådighed for den, der positivt rækker ud efter mig.

Vi hart selv ansvaret for vores eget liv.

Det er vore tanker og vore handlinger, der afgør, hvordan vi flytter os, og hvordan vi udvikler os.

Tanker og handlinger er aktive elementer i os selv.

Følelser og fornemmelser er noget, der kommer til os. De kan omformes til tanker, som vi dermed kan bruge bevidst.

Vi kan også lade følelser og fornemmelser styre os ubevidst. Det er det, der kaldes lav bevidsthed.

Som barn har man normalt ikke en høj bevidsthed, i hvert fald ikke en særligt udviklet bevidsthed.

Men barnet kan sagtens være spontant og livsglad og åben og kærlig. Det har selvfølgelig brug for nogle at støtte sig op ad.

Som voksen har vi brug for at udfolde bevidstheden, også og måske især for at undgå, at den lave form placerer sig i styrekabinen.

At lade alt få den form, som det har i sin oprindelse, er at være og blive i høj bevidsthed.

Høj bevidsthed er også direkte og åben adgang til alt omkring følelser og seksualitet., og dermed også åben adgang til sjælen.

Med et lukket hjerte har man ikke adgang til noget, og jo heller ikke sin egen krop.

Forbindelsen til mig selv er ned gennem min egen krop.

Som par kan vi møde verden på en tilsvarende måde, hvis vi ønsker det, altså i høj bevidsthed.

Vil vi hinanden dybt nok?

Hvis vi gør, kan vi favne dybt og rumme dybt.

Vi skal række ud efter hinanden begge to, så vi kan mødes i nyt farvand.

Jeg skal ikke bare komme til dig. Du skal også komme til mig. Vi skal ville hinanden på et dybt sted.

At jeg som menneske bliver levende er, at jeg kommer igennem alle de lag, der i de fleste menneskers liv er stagneret i stive former, så man ikke kan mærke sig selv.

At jeg altid gør det, som jeg har lyst til, det som jeg har det godt med. Aldrig spiller roller. Aldrig lader som om. Men altid er, og altid lytter til mig selv og andre ud fra ærlige og åbne præmisser.

At jeg lader hjertet være midt i kroppen. At jeg lader mig selv være glad, og aldrig gør noget, der kan forhindre andre i også at være sig selv ubetinget.

At være den, man er, er en umiddelbar mulighed for alle.

I sig selv fuldstændigt ukompliceret.

Det er bare at være det.

Men hvis alle bare var det, så var der ingen problemer i verden.

Så ville vi alle sammen være venlige og hjælpe hinanden.

Så svaret er jo i den sammenhæng, at kan man finde en lomme, hvor man har det godt, så skal man også tillade sig selv at være i den.

Problemet er, at det unaturlige hele kommer snigende, så vi alligevel ikke formår at blive i os selv.

Det er den proces, man skal have fokus på.

Hvad er det, der sker, som betyder, at man pludselig ikke længere er naturligt til stede i sin guddommelige natur?

For det er jo det, det handler om.

Forklaringen er, at de fleste mennesker ikke lever på den måde, som her er skitseret.

De lever et liv i stor ubevidsthed. Det er det, der forpester kloden. Fordi det er usandt. Og usundt. Og fordi man i dette pseudoliv kvæler og tilintetgør sandt liv, og tilløb til sandt liv. Det er det helt store problem.

Jeg ser mit livsprojekt i to helt adskilte opgaver eller projekter.

Det første er at få mennesket fri af sin bundethed til instinktet.

Denne bundethed er så voldsom og så omfattende, at den nødvendigvis må fylde det meste.

Hvis ikke det lykkes at gennemtrænge denne binding til jordisk guld og gods, kan det andet projekt være ligegyldigt.

Det andet projekt handler om de positive muligheder, som vi har som menneske, ud fra et frit og åbent perspektiv.

Metoden er i begge tilfælde at møde sig selv hver dag, og at turde og evne at forholde sig til de bindinger, der altid vil dukke op. Når de ikke er der mere, er der åbent for Ny Tid som et åbent projekt. Men det vil tage mange år at komme dertil, og indebære mange fald. Ikke fordi de er nødvendige, men fordi menneskers moral kan være et meget stort problem, og det gælder i alle miljøer.

At lære sig selv at være fysisk. Også at kigge på mig selv. At kunne mærke mig selv. Det er godt at kunne, også for at undgå at kaste skygger.

Skygger opstår, når der er noget i os selv, som vi ser ovre på en anden. Vi bryder os ikke om det, men det er i virkeligheden noget i os selv, vi ikke har bearbejdet.

Alternativet til at kaste skygger er at lære at elske. At møde, hvad der kommer, uden at fælde dom, og at vide bedre.

Det er vigtigt og nødvendigt, at kærlighed bliver noget konkret og fysisk, også gennem øjnene. Vi skal glæde os over det smukke, men ikke foragte det, som vi ikke umiddelbart kan lide. Det er umodent.

At kunne gå ned i mig selv, og mærke mig selv. Det gør mig levende. Det gør mig rummelig.

Hvis ikke jeg evner at bevæge mig den vej, vil jeg være en af mange, der altid kaster skygger. Det betyder også, at jeg aldrig møder et andet menneske, som det er.

At stå ved mit kald er positivt at møde alt, hvad der kommer. Hvis jeg gør det, vil jeg opleve, at det vokser i mig som en plante.

Denne vækst er både fysiske og mental. Mine formuleringer lægger sig logisk oven på hinanden, kan jeg se, når jeg genlæser, hvad jeg har skrevet. Nogle gange skal de korrigeres, andre gange bare nuanceres. Og nogle gange står de bare knivskarpt.

På samme måde vokser jeg fysisk inde i mig selv. Nye forme bliver skabt, og jeg bliver med tiden mere robust, og får en ny platform, hvorfra jeg bliver i stand til at manifestere mig.

Det var vækstdelen. Instinktet lever også med, idet en personlig eller menneskelig udvikling altid bevæger så på flere niveauer, som et barns udvikling jo også gør det.

Mit instinkt vil altid være omkring, som en cirkel, eller måske bedre en elastik, i hvert fald min periferi, hvor jeg møder verden gennem mine sanser, syn, lugt, hørelse, smag, og selvfølgelig direkte gennem min hud.

Instinktet er min seksualitet, min nysgerrighed, min sensibilitet, min direkte måde at møde verden på, også hud mod hud.

Instinktet i sig selv er det, der gør mig sund og rask, smidig, manøvredygtig, fræk og frimodig.

Når det ikke negativt er bundet til noget i min adfærd, har jeg det altid rigtigt godt.

Negative bindinger er normer, moral, fordomme, negativitet, at være bedrevidende om andre og så videre. At blande sig i noget, hvor man bør holde nalderne væk, at tro, man ved bedre om andre, end de andre selv gør. At ville bestemme over andre, og at ville kontrollere både til højre og venstre, altid ud i verden.

Sjælen er et højere perspektiv, hvor jeg kan kigge på mig selv, så at sige med guddommelige briller.

Jeg kan mærke, hvad der gør mig glad, hvad jeg har det godt med. Og jeg kan transformere mine mønstre ved aldrig at blande sig uhensigtsmæssigt, men bare lade dem dukke op, kigge på dem, og slippe dem igen.

Sjælen er den lille, men meget vigtige, forskel i mit liv, der afgørende adskiller mig fra dyrene, der kun lever igennem deres instinkt. Sjælen betyder, at jeg kan kigge, møde, forholde mig, men altid uden at blande mig og gribe ind. Sjælen i sig selv er kun observerende, og vi kan altid møde sjælen ved kærligt og sandt at være os selv og på samme måde at møde hinanden.

Sjæl og instinkt er et godt makkerpar, når vi lader være med at tro, at vi er mere, end vi er, og bare anerkende positivt og glade at være i verden.

Opgaven i Nu Tid er at lære at holde disse former positivt adskilt i menneskevæsenet, som er udgangspunktet for at forstå en helt ny måde at være mennesker på.

Den er i dag ikke mulig, fordi instinktet i en negativ og bundet form har magten overalt, hvor der er mennesker.

Den logiske og organiske udvikling er, at sjæl og instinkt følges ad fra barn til voksen.

Det sker ikke, først og fremmest fordi voksenadfærden forhindrer det. Det er den korte forklaring.

At blive menneske er at blive sjæl og instinkt i forening. Det er for mange noget af en opgave, fordi der ofte ingen støtte vil være i omgivelserne. Men det skal ikke forhindre nogen i at søge løsningen, fordi det er den sande måde at være menneske på.

At blive menneske er altid noget, der sker lige her og nu.

Det er en bevægelse fra et sted til et andet, fra et niveau til et andet.

Der er altid flere niveauer i spil hele tiden, inde i ethvert menneske.

Hvis vi lærer at anerkende det, vil vi holde op med at gøre hinanden fortræd, og i øvrigt altid at tage det nødvendige hensyn til, hvad der rører sig inde i os selv.

Der er altid en plante i spil, noget der vokser og har brug for lys og næring.

Der er altid et dyr i spil, der har brug for bevægelse, for at mærke, for at sanse, for at blive rørt, for selv at røre.

Der er altid et menneske i spil, der har brug for at forstå, for at samtale, for at gå afsides. For respekt og for hensyn.

Der er altid noget guddommeligt i spil, et højere formål og perspektiv, en dybere sammenhæng, et behov for ydmyghed, hengivenhed, lydhørhed.

Alle disse former er i spil hele tiden i ethvert menneske. Hvor meget vi mærker dem, er meget op til os selv, men jo selvfølgelig også meget op til de mennesker, som vi færdes og lever sammen med.

Det vil være en hjælp for alle at skabe mere bevidsthed om, hvad der er i gang.

Mange misforståelser vil kunne forebygges og ryddes af vejen, hvis vi er seriøse med os selv og andre i livet, og i forhold til det, som det i virkeligheden drejer sig om.

Tro gør os levende. At vi er der for hinanden. At vi giver hinanden lys og glæde.

At vi tror på os selv.

Vi kan også tro på hinanden. Og tro på Gud. Men det får først for alvor kvalitet, når det udfoldes imellem levende mennesker. Mellem dig og mig.

Ny Tid er, at relationer skifter fra at være roller til at være en sand realitet.

Hvor vi ikke hænger på hinanden, men er der for hinanden.

Et menneske er altid et helt stykke energi.

Vi kan opleve det, når vi vågner, hvordan alt er forbundet.

Vi hænger sammen, formodentlig omme bag hjertet, i en slags krog.

Vi handler altid som én, tænker som én, er i verden som én.

Denne ene er den, vi siger ja til, hvis vi vil det gode og os selv i livet.

Det er det samme som at sige ja til alt i os, intet undtaget.

Gør vi det, er vil altid tilregnelige. Vi gør ikke noget, som vi ikke siger.

I alt, hvad vi gør, er vi ét stykke, én person, ét menneske.

Intet er ekskluderet. Når jeg siger jeg, mener jeg jeg. Alt i mig er med i denne formation, eller i denne figur.

Jeg er det, jeg udtrykker.

Jeg er det også over for mig selv, i alt.

Jeg oplever, at vores energi er samlet i en cirkel, der bevæger sig rundt om hjertet, og rundt om seksualteten, med en naturlig kobling op omkring hovedet, vores bevidsthed eller tanker. Når vi har fat i disse tre i os selv, har vi fat i alt på én gang. Fra denne position kan vi ikke løbe fra os selv, og hvorfor skulle vi dog også det?

Samtidig har vi fat i vores integritet, hvor vi ikke hænger sammen med andre, men hvor vi altid kan handle, helt ud fra os selv.

At vi er forpligtede, eller har forpligtet os til andre, modsiger ikke vores mulighed for egen integritet, der i øvrigt altid vil være i spil, hvis ønsket er altid er at være ubetinget ordentlige mennesker.

Den integritet betyder i øvrigt, at jeg altid svarer over for Gud, men at ingen skal blande sig i, hvad jeg foretager mig, så længe jeg kun gør det i sandhed og i kærlighed.

Og vi kan aldrig svarer på vegne af en anden. Vi har hver især vores egen integritet, vores egen energi, som vi hver især er ansvarlig for.

At være én er i øvrigt at have samling på sjæl og instinkt, hvor sjælen er forankret i hjertet, og instinktet er forankret i seksualiteten. Så fik vi lige det på plads. Tak for det!

Og at vi, hvis vi vil undgå lav bevidsthed, skal undlade at blande de to centre, i hvert fald i forhold til et andet menneske, der stadig altid i det store perspektiv altid svarer for sig selv.

Den høje bevidsthed er i øvrigt at lade det tredje center, oppe i hovedet spille med, men hvor tanker, følelser og sanser ikke blandes sammen, og hvor vi anerkender ethvert menneskes ret til integritet i sig selv.

Vi ved ikke bedre om et andet menneske. Det gør vi aldrig. Det har vi ikke ret til.

Det er ikke det samme som ikke at være oprigtigt interesseret i et andet menneske. Men det vil intet ordentligt menneske være ved at gå ind og tolke i eller om dette menneske. Det er rent skyggespil. Og det hører ikke hjemme i et højere perspektiv.

I det høje perspektiv møder jeg et andet menneske i oprigtig interesse, men uden på forhånd at lægge mig fast på en tolkning om vedkommende. Det er at være i skygge eller lav bevidsthed.

Jeg har altid lov til at spørge, men fordi jeg ønsker et ærligt og oprigtig svar. Fra den anden.

Jeg har ikke dømt nogen på forhånd.

Jeg er ikke Gud, og jeg leger ikke Gud. Jeg er heller ikke hans stedfortræder.

Jeg er mit eget menneskevæsen, som er mit suveræne område.

At møde alt i livet, også seksuelt, kærligt og stille og roligt.

At tillade livet komme, dukke op, i præcis den form, som det har.

At tillade mig selv og den anden at nyde hvert øjeblik, helt fra begyndelsen.

At lade sproget træde til, når det naturligt kommer.

Aldrig forcere noget. Bare glæde sig over øjeblikket.

Ikke gøre andet end at glæde sig over alt, hvad der dukker op og sker.

Positivt og altid at være der for hinanden.

Aldrig forcere noget. Aldrig lukke øjnene, heller ikke mentalt.

At blive menneske er først og fremmest noget fysisk og noget energetisk.

Det handler om at vokse sammen som mennesker. Hver for sig, men sammen.

At udfolde os fysisk på alle måder, og samtidig at lade kærligheden virke ind i alle celler.

At blive mand og kvinde, altid med et positivt blik på os selv og hinanden.

Altid at kunne kigge os selv og hinanden i øjnene.

Og på den måde blive virkelige.

Jeg taler om noget, som jeg selv ved noget om. Noget altid muligt.

At være sand er noget meget faktuelt.

Ligesom ikke at være sand er det.

Det er et spørgsmål om liv eller død.

Enten er jeg inde. Eller også er jeg ude.

Det er en beslutning, vi i afgørende situationer tager med os selv og over for hinanden.

At blive menneske er at blive anerkendt med hele sit væsen.

Med alt hvad jeg er.

Det er en ultimativ beslutning.

Uafhængig af alt andet.

Her afslører det sig, om ord er noget, der af hjertet bliver sagt. Eller om de bare kommer ud af munden.

Herefter lukker døren sig. Uden mulighed for at blive lukket op igen.

At blive virkelig er herefter at lade det ske, der sker.

Lade være med at blande sig.

Bare lade alt opstå, præcis som det dukket op.

Og lade det selv samle sig.

At sige ja er at lade sjælen få lov til at virke overordnet i mit liv i alle henseender.

Det betyder, at sandhed og kærlighed altid står øverst på listen over det, som jeg orienterer mig efter.

Intet kommer igennem mig, uden at jeg lader det passere gennem sjælen.

Instinktet er vores fysiske udtryk. Vores vitalitet. Men vi skal ikke gøre det til det styrende i livet. For så lader vi egoet styre, og lader ikke et højere perspektiv komme til. Det er en helt anden måde at være i verden på, at tage hinanden ind gennem en dybere sandhed, og lade den virke først, og i øvrigt også sidst.

Det svarer til at være og blive i sin guddommelighed.

At lade det kvantitative underordne det kvalitative. Men ikke som en fiktiv handling.

Det er her, hjertets renhed bliver sat på prøve.

Det kan sammenlignes med den kontrol, som alle skal igennem i en lufthavn.

Loven er lige for alle, og alle er forpligtet af sandheden i ethvert øjeblik.

Det er da vist en god måde at beskrive det på.

Jo bedre jeg bliver til det, jo nemmere er det altid at blive på stien.

At anerkende os selv og hinanden som præcis dem, vi er.

Det er, hvad Ny Tid handler om.

Altid positivt at være der for hinanden, uden skuespil af nogen art.

Slut med krukkeri som en erstatning for naturligt at være sig selv.

Instinktet i et menneske med lav bevidsthed måler andre på ydre omstændigheder og forhold.

Instinktet forstår kun den ægthed, som et socialt fællesskab legitimerer.

Livet har kun legitimitet, når jeg er i overensstemmelse med nogle normer, som er formet socialt.

Instinktet har ikke forstand på og ikke noget ønske om at finde kvaliteter, som livet i sig selv tilbyder.

Sjælen er livet, der kommer til syne, når jeg tillader mit instinkt at slappe af, og lader kærligheden få lov til at gøre sin indflydelse gældende i mit liv.

Livet i sig selv er sjælens virkelighed og mit sande væsen.

Jo mere jeg kommer på plads i mig selv, jo mere fri og åben bliver jeg. Og jo mere bliver jeg i overensstemmelse med mit sande væsen.

Det kan sagtens tage tid at komme dertil, fordi der er mange lag, der måske har gjort mig uvirkelig, som jeg første skal ind igennem.

Det kan være andres skyld. Det kan være min egen skyld.

Men rengøringsarbejdet slipper jeg under ingen omstændigheder for. Hvis jeg nu sætter musik på imens, bliver det måske lidt sjovere.

At stå i sig selv med alt, hvad jeg er.

Jeg har suverænt retten til mit eget liv. Men det virker kun fra et højere perspektiv, hvis jeg også altid og samtidig har den nødvendige respekt og det nødvendige hensyn til et andet menneske.

Jeg har ingen som helst ret til at stille mig foran i køen i forhold til et andet menneske, set i højere perspektiv.

Jeg har retten til at udfylde den rolle, som jeg har medbragt, men altid i dyb ydmyghed over for den bagved liggende intention, som altid handler om sandhed og om kærlighed i forening.

Jeg har ikke forret eller fortrin over for nogen som helst i et guddommeligt perspektiv.

Det er kun et opblæst ego, der kan finde på at have en sådan indfaldsvinkel.

At de findes, er uomtvisteligt, men det giver dem ikke særlige rettigheder.

Og heller ikke, at de vel nærmest ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

At de har glemt alt om anstændighed i deres kamp om at afløse Gud på et tidspunkt.

Vi skal lære som mennesker altid at inkludere alt i os selv i enhver handling. Kun på den måde kan vi bliver troværdige over for andre, selvfølgelig også over for os selv.

Når et menneske er delt, er der altid mindst to muligheder, og det betyder, at man aldrig helt kan regne med dette menneske.

Som delt kan man altid trække sig, og altid skifte position. Det er ikke holdbart i forhold til et højere perspektiv. Og hjertet har ikke godt af det. Hjertet ønsker, at vi altid skal være hel, og altid stå i os selv og være ved os selv.

Som et helt menneske kan jeg altid tage verden ind, uden at kaste skygger. Jeg træder ud i verden, eller ind i verden, med begge ben. Jeg ved, hvor jeg selv er, og andre kan regne med mig.

Lige så snart der er frygt og skygger i spil, er jeg utilregnelig i et eller andet omfang.

Det fine og smukke i livet kan kun forstås, hvis min attitude er åben, modtagelig og gerne vil forstå noget nyt, noget som jeg ikke har forstået før.

Hvis ikke jeg som menneske har en grundlæggende respekt for alt i livet, er jeg utilregnelig.

Hvad vil det så sige? Det er simpelt hen min måde at være i livet på, og at møde andre.

Det er, inden jeg lægger vurderinger ind over, og dømmer.

Når jeg dømmer, ryger jeg ned i lav bevidsthed.

Jeg vil aldrig kunne få en valid forståelse af livet i sig selv i lav bevidsthed.

Jeg vil heller ikke kunne få en sand forståelse af et andet menneske, af samme grund.

Det svarer til at konvertere mit kronechakra til mit ego, eller at gøre mig selv til Gud.

Det smukke i livet kan jeg kun få kontakt med, hvis jeg er i kontakt med den vertikale energi i kroppen fra øverst til nederst.

Intuition, inspiration, fantasi og kanaliseringer bevæger sig alle i den retning.

Tabuer og traumer står normalt i vejen, og især hvis jeg gør dem identitetsskabende, og dermed går i lav bevidsthed.

Mit menneskevæsen er alt, hvad jeg er.

Ikke ud fra en negativ beskrivelse.

Når jeg møder alt positivt og i kærlighed, møder jeg det sande i mig selv, alt uden undtagelse.

Når vi udfolder livet i os selv og i andre i kærlighed, svarer det til at blive dem, som vi er fra begyndelsen af.

Hvis vi møder noget negativt, er det altid noget usandt, som vi enten selv har skabt eller været årsag til, eller som har ramt eller mødt os. Men det negative vil aldrig være noget oprindeligt i os.

Hvis vi møder hinanden i kærlighed, bygger vi hinanden op, også fysisk.

Det er derfor, vi er forældre.

Det er derfor, vi har kærester og livsledsagere i øvrigt.

Det handler om, at vi positivt skal være der for hinanden.

Det er meningen med livet, og jo at vi dermed sammen kan udfolde hinanden med alt, hvad vi er.

Meningen med livet er livet.

Den menneskeforståelse, som jeg introducerer, er et væsen, der i sig selv er frit og åbent.

Det er sådan, vi er skabt fra begyndelsen af.

Det er den form, vi har med os fra Skabelsen.

Gud skabte mennesket i sit billede.

Dette væsen er ikke bundet til nogle bestemte vilkår.

Det er et væsen med en i udgangspunktet ubetinget frihed.

En frihed til at folde hele sit væsen ud, med alt hvad det indeholder.

Et væsen, der som menneske kan leve i lyst og glæde, hvis det får muligheden.

Et væsen, der kan udfolde sig selv i hele sin kapacitet.

Et væsen, der selvfølgelig vil provokere den måde, de fleste mennesker lever på, fordi denne måde er voldsomt bundet i instinkt, vel at mærke et meget usundt instinkt, der har meget modstand mod at lukke op for et større potentiale.

Hvor meget vi kan, ved vi kun, i det omfang vi selv har lukket op for det.

Det kaldes også at gå vejen.

Mange har betrådt stien, og mange er gået lige så langt, som det på det tidspunkt var menneskeligt muligt. Det er blandt andet beskrevet i lignelser.

Ingen er gået vejen uden at have oplevet smerte, især fordi mange andre handler igennem deres dyriske væsen og i hvert fald tidligere ikke vidste, hvad de gjorde. I dag ved de ofte ganske udmærket, hvad de gør. Især når de vil forsvare en magtposition.

Nye muligheder skal altid håndteres varsomt, fordi mennesker ikke er vant til frihed, lyst og glæde, som derfra vil være en mere naturligt tilstand.

Mennesker, der lever igennem deres instinkt, ønsker ikke forandringer, med mindre de selv får udbytte af det. Og sådan kan man bare ikke griber det nye an.

For det første er det nye sart og skrøbeligt. For det andet er det gamle hårdt og meget kynisk. Det er vigtigt med det nye at holde det på afstand af det gamle.

Det gamle kan sammenlignes med pavekirken, forstået som en meget lukket og meget konservativ form.

Den gamle verden som er minimum tvedelt, hvor der i ethvert menneske er noget, som det ikke vil kigge på, et mørke, der ikke omfatter det bevidste liv. Det er noget, som man bliver nødt til at forholde sig meget seriøst til.

Det tvedelte hænger sammen med, at et menneske har noget, som det ikke vil slippe, som har mere magt end sandheden, og som derfor også altid vil kunne fortrænge sandheden.

En tvedelt person kan kun være i sit instinkt på en meget ufuldkommen måde.

At bevæge sig ind i sjælen kan kun lade sig gøre, hvis vi bevæger os derind som hele mennesker.

Hvad det vil sige, kan man læse om i alle mine bøger.

Det nye findes i alle børn, der endnu ikke er blevet ødelagt, sådan som det sker, når de skal tvinges ind i de murstensformer, som voksenlivet repræsenterer.

Hvad vil det sige at være et sandt menneske?

Det kan man vist godt kalde et tema for mit forfatterskab.

Jeg er så privilegeret altid at have en eller anden form for kontakt, der med sin tilstedeværelse lader mig mærke, gennem udvidelser og forståelse, hvad et sandt menneskevæsen er.

Det hænger selvfølgelig og naturligt sammen med, at det er mit oprigtige ønske at kende svarene på disse spørgsmål.

Der findes en naturlig måde at være menneske på, hvor jeg er den, jeg er.

Det er noget, alle med et oprigtigt ønske om det vil kunne opleve og erfare.

Når vi når en sådan tilstand, har vi de svar, vi har brug for.

Det gælder også relationelt, hvor vi kan finde det menneske, vi har det allerbedst med.

Vi er ikke i tvivl om, når det sker.

Livet handler om positivt at blive fyldt op indefra.

Eller bare om at være.

Det er ikke mere kompliceret.

Det er præcis det, som sker i et barn, når det får lov til blot at være.

Det er præcis det, der sker i en kærlighedsrelation, når vi vågner hver morgen og møder hinanden i stor kærlighed.

En kærlighedsrelation er mellem hele mig og hele dig. Det er nok den bedste måde at beskrive det på.

Intet er ekskluderet. Alt er inkluderet. Vi stiller ikke betingelser. Vi er der bare for hinanden og ubetinget.

Sådan foregår det i sjælens univers.

Den positive måde at blive menneske på er at lade sjælen komme indenfor og lade den gøre sit arbejde.

At lade sjælen gøre sit arbejde er at udfolde sig som menneske, at blive præcis hvad jeg er, hverken mere eller mindre, og at udfolde mig som sådan.

Opgaven er enkel og i sig selv ukompliceret. Den forudsætter, at jeg som menneske siger, at det lyder spændende, og det vil jeg gerne.

Der er intet at være bange for. Der er kun glæde og stor tilfredshed i vente, når og hvis vi gør det.

Vi skal gøre det selv, sige ja, lytte til os selv, og gøre det. Det er ikke mere kompliceret.

Hvis man overværer Den klassiske musikquiz på DRK, kan man få en god fornemmelse af, hvad det handler om. Det handler om at gøre mennesket musisk, at lære det at spille på alle sine tangenter, at blive menneske af kød og blod.

Hvis vi får fat i alle hjørner af os selv, har vi et fantastiske repertoire, og behøver stort set ikke at hente hjælp uden for os selv. Fra den position kan vi stå selv.

Det er, hvad jeg er her for at formidle. Hverken mere eller mindre!

Det har altid undret mig, at jeg skulle behandles så dårligt, da mit ærinde ikke er andet, end at vise, at vi alle sammen, hver især, indeholder så fantastisk mange muligheder. Sværere er det ikke!

Jeg har aldrig villet andet end at gå den vej, og altid kærligt og sandt.

Når jeg går dybere ind i det, kan jeg mærke, at det er præcis det samme tema, som mennesker som Jesus og Frans af Assisi også har forfulgt. De har gjort det i deres tid og deres terminologi, men med den samme kærlighed og det samme dybe ønske om sandhed.

Udvidelse i sjælens og det guddommelige univers er stilfærdigt at lægge nye lag på forståelsen af, hvad det vil sige at være i livet, i en stadig udvidelse hen imod udfoldelse af det hele menneske.

Jo mere ærlige og åbne vi er, jo mere eliminerer vi muligheden for at kaste skygger og at gøre hinanden ondt, to sider at samme sag.

Det komplicerede er, at man har så mange andre dagsordener, kombineret med at være ondskabsfulde og ufine i kanten, beregnende, kalkulerende. Det er menneskelig dårskab, der er i spil. Det er ikke mennesket, som det er i sig selv.

Det er, kort fortalt, at mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. At det blander sig i noget, som det ikke skal. At det ikke lytter til sig selv, men hellere vil være bedrevidende om andre.

Af samme grund er meget af min erkendelse baglæns, at blive fyldt op indefra gennem smerte, hvor brud har ramt udefra, dybt smertefuldt ind i hjertet.

At lade sine sjælskvaliteter blive virkelige er at lade dem komme ind i og virke i mit liv.

På den måde vil jeg selv kunne eksponere min sjæl, tage mig selv i besiddelse, bliver et sandt udtryk for mig selv. Det er magisk, og det er muligt.

På vejen skal jeg passere nogle sten, som vil sige at gøre alt det andet, som jeg også skal, som jeg godt ved, hvad er, som involverer andre specifikke mennesker.

Livet er sådan sat sammen fra et dybt sted, at der er mening i alt, og at vi skal søge meningen i alt.

Jo mere vi er i overensstemmelse med os selv, jo mere vil vi direkte have adgang til livets mening. Og i øvrigt også sandhed og livsglæde. Kamp vil ændre sig til intensitet og lidenskab. Det er da noget sjovere.

Hvis vi vel at mærke ønsker at blive et sandt udtryk for os selv.

At ville anerkende et andet menneske, som det er.

At ville anerkende mig selv, som jeg er.

Hvis ikke jeg vil anerkende mig selv, som jeg er, så bliver jeg mere og mere indelukket, for til sidst helt at forsvinde. Jeg har brug for at bevæge mig ud i verden og blive virkelig. Og at møde dem, jeg skal møde.

Jeg ved godt, hvad jeg skal. Og jeg bevæger mig altid i den retning. Jeg er altid åben for og mod det bedste i livet.

Alle mine erkendelser tager altid helt grundlæggende fat i, at jeg er et helt menneske, og at dette hele menneske er aktivt, når jeg bevæger mig ud i livet eller ind i et specifikt område.

Intet i mit liv er holdt udenfor eller ekskluderet. Og det er den sande måde at forstå på.

Mit primære fokusområde er den måde, som jeg er i livet på.

Der kan aldrig være noget, der er vigtigere, før jeg har styr på det.

At være der med hele sit væsen er at bringe sit lys ind på Jorden.

Det kan kun lade sig gøre, hvis jeg gør det ubetinget.

Derved vil jeg kunne være et lys for andre.

Hvor ingen slår sig i faldet, fordi jeg ikke kan finde ud af at opføre mig ordentligt.

Som menneskevæsen er vi hver især udstyret med magt, som først og fremmest er den måde, som vi bruger os selv på.

Og den måde, som vi interager på, altså indgår i relationer, og handler i forhold til andre mennesker.

Når jeg er der over for et andet menneske, der stoler på mig, har jeg altid en særlig forpligtelse.

Man kan ikke løbe fra sit ansvar i væsentlige spørgsmål og anliggender.

Det er ikke for ingenting, vi kalder dem væsentlige.

Mit væsen er mig selv på et meget dybt plan, ligesom dit væsen er dig på et meget dybt plan.

Noget andet er den partielle erkendelse, hvor jeg langsomt bliver klogere og mere vidende.

At lære sig selv at kende er en proces, hvor jeg garanteret plumper i mange gange undervejs.

Med tiden bliver jeg bedre og bedre til at forstå, hvornår jeg gør noget, der er rigtigt, og hvornår noget bestemt ikke er det.

Kendskabet til mig selv er til at begynde med meget usikkert, men kan, hvis jeg oprigtigt ønsker det, bliver stærkere og stærkere, indtil jeg meget sikkert står i mig selv.

Det kan kun foregå, hvis jeg i alle aspekter af mit liv lader oplevelse og erkendelse slå igennem. Det kan ikke lade sig gøre kun at gøre det partielt. Sådan er livet skruet sammen. Og logikken er jo også, at jeg som menneske altid er én person, der indeholder det hele. Jeg kan jo heller ikke efterlade min ene arm og mit ene ben et sted, eller to steder, for så at hente dem igen om eftermiddagen. Vel?

At blive hel er at få fat i alt, hvad jeg indeholder, finde ud af, hvad det er, og hvordan jeg bedst muligt får det synliggjort og gjort levende. Det er forskelligt fra person til person, både indhold og proces. Målet er at kunne udfolde sig selv i lyst og lidenskab, som forudsætter, at intet er skjult, og at vi er villige til at kigge på alt imens og undervejs. Vi skal turde, og vi skal ville, og vi skal have lyst til det.

Når man slipper sig selv undervejs, til fordel for noget lavt i sig selv, begrænser man sine egne evner og muligheder, ikke bare for at forstå sig selv, men også for at forstå andre. Denne logik er uomgængelig.

Vi skal lære at mærke på og i os selv, hvad der er sandt. Der er altid en sandhed bagved, som vi skal respektere. Den skal vi lære selv at opdage og finde. Vi kan ikke gøre, som det passer os, og nogle gange skal vi være meget forsigtige og påpasselige. Andre gange har vi mere frit spil. Men der er altid en sandhed, Og der er altid en læring.

Ethvert menneske har retten til sit eget liv, så længe det også lige så suverænt anerkender et andet menneskes ret til sit eget liv.

Her hedder det ikke: først mig selv! For så lyder fortsættelsen: Så mig selv! Og det er slet ikke det, som det handler om.

Det handler om, at vi skal være virkelige sammen. Med alt hvad vi er.

At blive virkelig, at blive sig selv, er at få sjælen i spil.

Når den slipper igen, skyldes det, at vi bliver kunstige. Så bliver ordene klicheer, og andre bliver til noget skyggeagtigt. Det er meget nemt at mærke, når det sker.

Vi skal være der for hinanden. Så vil vi opdage, at alt i verden vil skifte karakter.

At vi ikke længere er roller eller marionetdukker. Men i stedet tager udgangspunkt i, hvem vi i virkeligheden er, og hvad vi i virkeligheden er.

Det ved vi først, når vi gør det, og når vi er det.

Det, der kommer ud af øjnene, er det, man er.

Vi ser det ikke i spejlet.

Vi ser det kun ved at være.

At være det, vi er.

At mærke sig selv i live.

At vågne om morgenen med alt i mig intakt og klar til en ny dag.

At vide, at alt er godt.

At mærke mig selv som del af et hele.

Min selvbevidsthed er inde i mig selv.

Jeg ser verden ud fra mig selv.

Det afhænger meget af, hvad jeg i givet fald er bundet til, hvorfra min selvbevidsthed udgår.

Hvis jeg er bundet, vil min selvbevidsthed hænge fast i denne bundethed.

Hvis jeg er fri, kan jeg være heldig at opleve min bevidsthed koblet til noget guddommeligt.

Men det sker ikke, så længe jeg er bundet til noget andet i livet. Så vil denne binding altid være en del af min bevidsthed.

Og uanset hvor meget jeg tror mig fri, kan jeg ikke løbe fra min lænker.

Lænker kan godt være bundet til noget dårligt, jeg har gjort. Så er den vej, jeg skal vende mig, hvis ønsket er at blive fri.

Lænker kan også være bundet til et andet menneske, en anden måde at udtrykke ufrihed på.

Det er altid usympatisk at ville bestemme over et andet menneske. Derved begrænser vi den andens muligheder.

Vi skal i stedet for lære at bestemme over os selv, som også er en plat måde at udtrykke det på. Det hænger sammen med, at vi skal slippe enhver form for forestilling om magt i forhold til vores menneskevæsen.

Magt er bundet instinkt. Instinkt der ikke vil slippe. Instinkt hinsides bevidsthed. Ofte instinkt bundet til mursten. Når en voksen ikke vil kigge på sig selv. Dem findes der en del af rundt omkring.

Så gør man gerne regler gældende over for andre. Også regler for reglernes egen skyld. Hvorfor? Fordi? Den er ikke længere, og det må man leve med. Sådan har undertrykkelse og underkendelse og blokering og hæmning virker i århundreder. Måske årtusinder. Hvor magtens udøvere har forstået sig selv som de sande mennesker.

Det er det samme billede, vi ser i dag i alle medier, al massekommunikation.

At være underlagt magt er at handle på andre betingelser, at være henvist til en andens nåde og barmhjertighed, her udøvet på den hårde måde. Når nogen gør sig selv til Vorherre. Det er altid usympatisk og utiltalende.

I en sand relation lukker vi op for energien sammen.

Her er det tydeligt, hvad det hele drejer sig om.

Vi bliver glade. Vi bliver åbne. Vi bliver kærlige. Vi vil gerne hinanden.

Vi vil også gerne glæde hinanden. Vi søger også intensitet og lidenskab sammen.

Vi vil alt det bedste for hinanden. Vi er givende. Vi er modtagende.

Det er helt tydeligt, at sjælen her i er i spil.

Alene handler det faktisk om det samme.

Det kan sagtens foregå, mens vi er to.

Men alene kan jeg få den samme oplevelse af sandhed og kærlighed, hvis jeg formår at blive i mig selv.

Men det er meget illustrativt at fortælle om, hvad der kan ske, når vi er to, i øvrigt begge to i dyb kærlighed og i dyb ærlighed. Det sker, når sjæl møder sjæl.

Og når vi er to i en relation: når krop møder krop.

Når vi bliver fysiske, og det hele spiller sammen og virker sammen.

Det er det, det hele handler om.

Det er måden altid at have og at få det godt med sig selv.

At tanker og handlinger og energi og følelser spiller sammen.

Det forudsætter selvfølgelig, at jeg også altid behandler andre godt og ordentligt.

Hvad jeg har gjort, hører med i puljen.

Det er suverænt min opgave at holde styr på alt, hvad jeg har gjort, og hvad jeg gør. Det kan ingen andre gøre for mig.

Til gengæld har jeg lov til altid at glæde mig over det gode, jeg har gjort, og medvirket til.

Det gode, vi gør, gør vi af hjertet, og med sjælen som medspiller.

Det luskede og det usandfærdige er altid noget, der udgår fra et bundet instinkt.

Men det er stadig os, der gør det, og som skal stå inde for det.

Mit forslag er, at man altid handler ud fra hjertet, og med sjælen lige ved hånden. Så kan det ikke gå helt galt!

Ikke at kunne mærke min egen energi giver smerte.

Især hvis jeg har haft en tydelig oplevelse af, hvad min egen energi var for noget.

Det sker typisk sammen med et andet menneske, hvor vi derigennem hver især møder os selv, og kan mærke den dybe glæde. Den forplanter sig i øvrigt ud i andre møder, hvor også andre dermed og derved kan møde sig selv.

Det er vigtigt, at vi ud over taknemmelighed og at tillade os at være glade, også bruger tid på at mærke, hvad det gode er for noget.

Det er også vigtigt, at vi lærer at frasortere det, som ikke hører med til det gode. For ellers vil det meget nemt kunne give grus i maskineriet.

Det er her, vi som forældre siger kærligt nej! Men vi skal også lære at sige det til os selv.

At tro, at det gode er noget, vi bare kan disponere over, som det passer os, er en af de største faldgruber, som praktiseres af mennesker.

At vi ikke selv skal gøre noget aktivt i kølvandet på en oplevelse af noget, der bare er smukt og godt og dejligt.

I første omgang jo bare at være i oplevelsen og at glæde sig over den, men i taknemmelighed og i et dybt ja til livet, men også adresseret i den retning, hvor det gode kommer fra.

Den uopdragne tror, at det hele er fra mig og til mig.