At finde tyngden i sig selv

At give mig selv lov til at være præcis den, jeg er.

At finde min egen balance.

At kunne mærke min egen energi på en måde, så jeg evner at være og at blive i den.

At være et sandt udtryk for mig selv.

At finde roen i mig selv til at være mig selv, og ikke at ligge under for pres udefra, uanset fra hvem.

Det er godt at kunne.

Det er ikke altid nemt. Men det er muligt.

Det, der vejer tungest i livet, er altid det, man bør ofre mest opmærksomhed.

At ofre opmærksomhed vil normalt få det tunge til at ændre sig.

Det kan sagtens være, at det vender tilbage.

Men at turde kigge på det vil medføre en eller anden form for transformation.

Hvad handler livet om? Det handler om at finde ro i sig selv.

Vi kan også kalde det at finde tyngden i os selv.

Det er her, de sande svar er.

Det er her, det ustressede liv er.

Det er her, barnligheden og de gode ideer og livsglæden er.

Det er her, vi har det godt med hinanden, og kan se og mærke hinanden som dem, vi er.

Det vigtige i livet ligger nede under de roller, vi spiller.

Det forstår vi kun ved at give slip på rollerne.

Så længe der er roller, vil vi ikke afgørende kunne få fat i den sande virkelighed nedenunder.

Især ikke hvis vi gør en indsats for at blive i rollespil.

Mange mennesker kommer ikke om på den anden side, mest fordi de selv er med til at vedligeholde, at det skal være sådan, og måske er tilfreds med bare at spille roller.

Til gengæld mister man også noget af sig selv på den måde.

At være voksen er for de fleste at komme ind i et rollespil, som man ikke siden slipper.

At blive voksen er for mange også at give slip på sig selv.

Hvis man ønsker det anderledes, skal man afgørende ønske og ville det selv.

Vi står selv bag os selv, og det skal vi lære at erkende og forstå, hvad vil sige.

Menneskers reelle tyngde er det, der skaber forandringer i verden.

At vi står i os selv, og at vi møder hinanden med det sande i os selv.

At vi ikke stikker af og ikke vil være ved os selv, men at vi kigger os selv og hinanden i øjnene, og siger ja til livet, og ja til det, som vi godt ved, vi skal. At vi oprigtigt står ved os selv.

Mit eget tyngdepunkt er vejen ind til det sande i mig selv.

Det er herfra, jeg forstår de små nuancer.

Der er her, jeg har kontakt med min seksualitet, med min barnlighed, med forståelsen af det vigtige i livet.

Det er også herfra, jeg kan tage alle de vigtige beslutninger, både de store og de små, hvor jeg forbliver i mig selv, min egen energi.

Vægt, tyngde og retfærdighed hænger sammen.

Hvis vi gør noget dårligt ved et andet menneske, pådrager vi os skyld, som tynger os.

Det er en guddommelig retfærdighed, der træder i kraft.

Det hænger sammen med, at vi er guddommelige væsener, bundet op på en guddommelig retfærdighed.

Sjælen bibringer os god eller dårlig samvittighed, afhængig af, hvordan vi på et dybt plan behandler hinanden.

Vi kan jo vælge altid at opføre os ordentligt, altid at være gode ved hinanden. Så vil vi bibringe os selv og hinanden positiv tyngde, der kendes som glæde, lyst til at være sammen, at vi har et åbent og et lyst sind. Det kan man ikke have som et dårligt menneske.

Det er en god ordning, de har skruet sammen derude.

Hvis vi bliver mere hverdagsagtige, gælder den også, i forhold til vores fysiske krop og velbefindende.

Min krop er ikke min.

Men jeg er i min krop.

Mit liv er ikke mit.

Men det er alligevel mit liv. Og min krop.

Jeg kan tage mit eget liv i besiddelse.

Jeg kan passe på mig selv. På min krop.

Jeg kan ikke tage et andet menneske i besiddelse.

Jeg kan være der for et andet menneske.

Vi kan være der for hinanden.

Jeg kan være i mig selv.

Jeg kan være mig selv.

Men min sjæl er ikke mig.

Jeg kan være i min guddommelighed.

Men jeg er ikke Gud. Og jeg bliver det aldrig.

Det gælder om at finde balancen i mig selv, hvor jeg har det godt med mig selv.

Min egen vægt er min egen tyngde.

Jeg har både en fysisk og en psykisk tyngde.

Den psykiske er den, jeg bruger til at holde lyset hjemme i mig selv, eller til at kaste mørket væk fra mig selv, og dermed selv blive mørk.

Hvis jeg kaster skygger, vejer de også, i hvert fald energetisk.

Så kaster jeg tyngden væk fra mig selv, også min egen energetiske tyngde.

Et menneske, der er meget belastet af andres skygger, bliver selv mørk og tung af væsen, og lider under trykket.

Hvis jeg ønsker at være i mig selv, skal jeg ikke kaste skygger. Så må jeg lære at trække dem til mig.

Mit eget tyndepunkt i den forstand finder jeg kun, når jeg har fundet min egen sandhed og mit eget lys, min egen forankring i livet.

At finde den stilfærdige ro i mig selv er udgangspunktet for enhver sund vurdering.

Det gælder, uanset om det er noget praktisk eller noget mere uhåndgribeligt.

Den fysiske verden er lige så vigtig som den, vi ikke kan se og røre ved, eller den er lige så vigtigt som den fysiske verden.

Men i grunden kan vi ikke splitte dem op, når det handler om at vurdere og handle kvalificeret.

Uanset om vi maler eller vasker op eller elsker, eller noget helt femte, er det os selv, der er i spil, selv om koncentrationen jo ikke er lige vigtigt i det hele. Men derfor er det alligevel godt at være til stede, også når man slapper af.

At være forankret i mig selv, vel at mærke som et helt menneske, der har sagt ja til at være mig selv, ja til at være, ja til min skæbne, vil sige, at jeg altid, stille og roligt, kan bevæge mig ind i mig selv og ud af mig selv, i forhold til, hvad der opstår.

Jeg kan altid komme på plads igen, også selv om vinden blæser, og det måske ligefrem stormer. Måske skal jeg ud at slå pløkkerne fast igen, men jeg er ikke sådan at rokke med på de indre linjer. Jeg lader mig ikke slå ud, og jeg går i hvert fald ikke i selvsving.

Alt i livet handler om at have en naturlig forbindelse til sig selv.

Det er simpelt hen udgangspunktet for en sund og sand vurdering af hvad som helst, at jeg før, under og efter altid kan se mig selv i øjnene.

Det handler ikke om en professionel vurdering, for det er kun en delmængde af mig. Det handler om en allestedsnærværende måde at være i livet på og at møde alt på.

Jeg kan ikke være splittet og være naturlig.

Jeg kan ikke være delt og have en naturlig kontakt til mig selv.

Jeg er det, jeg er, med det hele, og det er jeg altid. At være en rolle er at være delt.

At have kontakt til mig selv er at have kontakt til min sjæl.

I et helt menneske foregår det igennem instinktet.

Instinktet er i så fald frigjort fra sin bundethed, som spøger og regerer i langt de fleste mennesker.

Instinktet i et bundet eller låst menneske vil altid stå i vejen, fordi det, som man ikke vil give slip på, er instinktets betingede former.

Et bundet instinkt kaster skygger, så alt mørke forsvinder ud i omgivelserne. Til gengæld bliver det også mørkt og tomt i afsenderen, der ikke selv vil indrømme det. Sådan er skyggens mærkværdige logik.

Det er kun den sande, der tør være i sin egen usikkerhed.

Den mørke tror gerne sig selv guddommeliggjort, men det er rent blændværk.

Sjælen er ligeværdets perspektiv, hvor vi anerkender hinanden, men ikke på betingelser.

Vi kan også lytte til hinanden, ikke for at blive bekræftet, men for at blive klogere.

Vi kan give hinanden, fordi vi begge har noget at give, og fordi vi gerne vil modtage fra hinanden.

Det er noget helt andet end betinget rollespil, hvor du rører mig, mod at jeg rører dig, og ingen af os giver os, før den anden har givet først.

Ikke noget at sige til, at ægteskaber mister intensitet med tiden, når det er med den på.

Eller man holder helt op med at dyrke sex, og i øvrigt at tale pænt til hinanden.