At bære sit eget lys

Lakmusprøven for denne tilstand er, at vi kan bevæge os ned under selv energetisk, ligesom med et sjippetov i den virkelige verden.

Har vi frigjort os fra vores bindinger til det fysiske? Og vore bindinger til andre mennesker? Så vi alene møder dem i kærlighed og frihed, uden tvang under nogen form. Så vil vi kunne bære vores eget lys.

Guddommelighed er at tillade et andet perspektiv end instinktets bevidstløse og egocentriske måde at være i verden på.

Bundethed i enhver form vil farve bevidstheden, så man automatisk ser verden fra en bundet position.

Det er en logik, som man kun kan frigøre sig fra ved at være i stand til at slippe sin bundethed.

Jeg har hørt nogle sige: Nu har jeg gjort det! Men sådan fungerer det altså ikke.

Det afslører sig i det, som man gør. Når man er presset. Når der kommer noget ud mellem sidebenene. Når man fælder dom.

Man får normalt ikke nogen til at indrømme, at de kaster skygger. Men frihed kan karakteriseres ved ikke længere at kaste skygger.

At bære sit eget lys er at være i livet i sandhed.

Der er ingen slinger i valsen.

Glæden er fuldstændigt at mærke, at jeg har fat i mig selv.

At møde mit liv i et højere perspektiv, og at lade dette perspektiv styre mig, giver en helt anden måde at være i livet på, end hvis jeg lader et lavere perspektiv stå med dirigentstokken.

Valget er suverænt mit eget.

Ingen andre end jeg kan tage det. Og ingen andre end jeg kan og skal stå inde for det.

At være mig selv bekendt.

At turde gå ud i verden som den, jeg er.

At stå ved mig selv.

At være den, jeg er.

Vi har alle brug for mørket, en naturlig form, som lyset kan være i.

Et menneske kan ikke kun være lys. Det lever gennem sin krop og sin personlighed, som begge indeholder et potentiale, der kan omformes til lys. Det handler om, hvad vi gør ved os selv, og hvordan vi er over for hinanden.

Det naturlige og nødvendige mørke er ikke negativt mørke, som er skabt af intentionen, i form af ondskab.

Det naturlige mørke svarer vist til den oplevelse, jeg havde i Assisi af en tilstand, som eksisterer før skabelsen. Det er ledsaget af en dyb tone. Det er livet uden form.

Når vi giver livet form, bærer vi lyset ind i livet. Det forudsætter, at det er ledsaget af en positiv intention.

Når vi siger ja til at være i en relation, gør vi formen større, og vil dermed også kunne gøre lysfeltet større.

Det er en helt ny måde at tænke på, som skal have tid til at hæfte sig. Men det, som jeg oplever, er, at ligesom livet har brug for en form, en ramme, en hinde, eller hvad vi kalder det, har lyset det også. Præcis hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke endnu. Men det er spændende at forfølge tanken.

Det svarer helt til at sætte ord på noget, som man gerne vil forstå. Ordene er den nødvendige form, hvor forståelsen opstår gennem formuleringen.

Omsat til Skabelsen: I begyndelsen var Ordet …

Når noget er ødelagt, så er ruinerne det nye mørke, som efter en krig. Det er det område, som man skal navigere i, og jo gerne bygge noget nyt op. Det svarer meget godt til at gøre op med gamle mønstre, og i kølvandet, hvis det er stilfærdigt, lade det nye opstå i det samme område. Det virker rigtigt at se det på den måde.

En anden måde at udtrykke det samme på er, at man kun kan være blød indvendig, hvis der er en fast form til at holde det hele med.

Formen kender vi det også fra sporten, hvor det gode hold er karakteriseret ved, at man står sammen som hold, kæmper sammen, og måske også vinder, selv om modstanderne, spiller for spiller, er bedre, men de formår ikke tilsvarende at stå sammen som hold.

Det tabende hold er ofte i splid med sig selv, og spillerne skændes indbyrdes. I stedet for at bakke hinanden op og gøre hinanden gode obstruerer man hinandens muligheder.

I en kærlig relation udvider vi området sammen i alle mulige former for positivt samvær. Og andre kan lide at være sammen med os.

Mennesket er skabt i Guds billede. Derfor har det medbragt et jeg og en bevidsthed, til hver for sig, og i kærligt fællesskab, at udfolde sig, at lade lyset komme ind på Jorden.

Her inkarnerer vi hver især i en krop, et instinkt, som er et udtryk for, at kroppen er levende.

Vi har en bevidsthed, inden vi inkarnerer, som ikke er bundet til instinktet.

Vi har også et jeg, inden vi inkarnerer, som ikke er bundet til instinktet.

Det første er en viden, som jo også er en forståelsesramme.

Det andet er en identitet, at mærke mig selv.

Efter inkarnationen, engang i barndommen, sker der for de fleste, og vi taler en procentdel, der rækker ud i decimalerne efter 99,99, at de to nævnte former binder sig til instinktet, og at man herefter kæmper med det som tema resten af livet.

Jeget har vi fået, for at vi kan lære os selv at kende, og at tage de rigtige beslutninger. Følelser og handlinger hører til i dette regi.

Bevidstheden har vi fået, for at vi derigennem kan lære at forstå os selv og at blive klogere. Tanker og overvejelser hører til her.

Fra evolutionen er vi udstyret med egenskaber fra plante- og dyreriget.

At være i live er at være en plante og vokse.

At være i live er også at være et dyr, som er det samme som at være udstyret med et instinkt.

Under de rigtige omstændigheder, udefra og indefra, udfoldes de fire elementer sammen på en meget smuk og fin måde.

At leve gennem mit lys forudsætter, at jeg ikke er bundet til noget, som jeg absolut ikke vil slippe. For så vil det være det, der styrer alt i livet.

At bære sit eget lys er uforeneligt med rollespil som det, der styrer os. For rollen er altid kun en delmængde, hvad enten den er social eller privat. Vi skal selv evne at stå i os selv neden under de roller, som vi spiller.

Hvis rollen eller normen, som virker synonymt er den, der styrer mig, kan jeg ikke møde et andet menneske uden at de dette menneske i forhold til min rolle. Så er ingen af os hele individer.

Ny Tid handler om, at vi skal bære vores eget lys.

Lyset er det, som vi hver især har fået i gave.

Hvis vi udfolder det, bliver vi smukke. Så lyser vi vores væsen op. Vores sande væsen.

Lyset er det, der gør os rummelige, glade, venlige, åbne.

At lyse på sig selv er at være stilfærdigt ærlig om alt. Det er ikke mere kompliceret overhovedet.

Vi kan umiddelbart opleve det i et barn.

Vi kan også opleve det i en kæreste, hvor vi er sammen i kærlighed.

Det virker, lige så længe vi lader det virke, lader det skinne på os selv og hinanden.

Ikke lader noget grums komme imellem.

Ikke gør os bedre eller mere kvalificerede end andre.

I den dybe sammenhæng er vi alle lige.

Men vi er ikke alle ens.

Det er forskelligheden, der giver det mening at lyse hinanden op.

Vi skal sige ja til at lade lyset brænde.

Så vil vi opleve noget meget smukt.

Og vi skal slippe alt det, der ikke gør os smukke.

Et barn vokser og udfolder sig, ligesom en voksen, i en atmosfære af tryghed. Så giver det slip ind i legen.

Når et barn oplever ikke at blive mødt, begynder det at designe sin egen virkelighed, sin egen fantasiverden. Det er nødvendigt for at overleve, fordi vi alle har brug for kontakten til os selv. Ellers kan vi ikke overleve, Vi har brug for sandheden og for kærligheden. Det er vores livsbetingelse.

Når den voksne ikke bliver mødt, finder det lyset andre steder. Det er i det lys, man skal se udfoldelsen af skygger, som vendes ind imod dem, som man ikke har tillid til. Det kan jo sagtens være selvforskyldt, fordi det er belejligt sådan. Men det forarmer os at begrænse den direkte livsudfoldelse. Og vi vil herefter blive mørkere og mørkere, for til sidst helt at forsvinde.

Skygger eliminerer forskelligheden, og dermed, at vi mødes som dem, vi er.

Når vi først er begyndt at kaste skygger, er vi bevæget os ind i en ond cirkel, der kun kan brydes ved, at vi selv aktivt bevæger os ud af den igen.

Modsætningen til at kaste skygger er at kaste lys. Hvis jeg selv aktivt har kastet skyggen, skal jeg også selv aktivt kaste lyset.

Det er kraftudfoldelse i to forskellige retninger.

Der kommer ikke andre og redder mine egne fejltagelser.

Det sande lys er vores forbindelse med eller kontakt ind i evigheden. I sin smukkeste form finder vi den i kontakten til et andet eller til andre mennesker.

Når vi møder sandheden i en ny form, hvilket jo er helt normalt i en erkendelsesproces, skal vi være villig til at slippe de former, som den hidtil har været holdt i. Vi kan også kan det stilladser eller stativer, som livet har støttet sig op ad.

Hvis ikke vi slipper det gamle, bliver den nye form et ego. Det er sjældent særligt kønt.

Et ego kan sammenlignes med forhandlingerne efter en krig, hvor hver af de involverede nationer vil have mest muligt, og altid på bekostning af andre.

Det behøver jo ikke at være en krig, men sådan opfatter det forsmåede jeg det, og det kan i sig selv blive en blind besættelse.

En løgn skaber sin egen løgn, der ser sig selv som sandhed.

Sandheden skaber, i modsætning hertil, også sit eget rum. Vi skal være meget omhyggelige med ikke at sammenblande de to.

Sandhed er lys og fører mod lyset.

Løgn er mørke og fører ind i mørket.

For lige at binde en sløjfe med det første er det lyset, der bliver båret i bevidstheden, svarende til at kaste lys på noget og dermed at blive bevidst om det.

Men det jeget, der kaster lyset, eller som åbner sig mod lyset. Det er jeget, der handler, som gør en forskel.