At agere i mørket

Når man ikke opfører sig ordentligt, opsamler man mørke i sig. Dette mørke vil blive ved med at manifestere sig, uanset hvor meget man vægrer sig ved at kigge på det.

Man kommer ikke fri af mørket, hvis ikke man oprigtigt ønsker det, og samtidig gør, hvad der er bydende nødvendigt, for at det sker.

Man skal altid selv gøre en indsats.

Lyset er ikke muligt, før mørket er væk. Så nogle gange skal man væbne sig med tålmodighed, men uden at gå i panik.

Hvis det er uforskyldt, vil det på et tidspunkt lette igen.

Selvforskyldt mørke er ikke mit bord.

Lys i mørke er et andet udtryk for, at der er en sandhed bag ved et oprigtigt mørke.

Hvor vi spørger ind, fordi vi ved, at der er en grund til at finde et svar den vej.

Mørket som skygger sender altid mørket væk fra sig selv.

Det kan blive så massivt, at der ikke er andre muligheder end at gå væk derfra.

Det svaret til et menneske, der håbløst har fanget sig selv, låst sig selv fast, i et mønster.

Mørke i sig selv kan man ikke gøre noget ved.

Der skal være en reel vilje til, at noget skal være anderledes.

Når der er noget, man ikke har bearbejdet i sig selv, er der mørkt.

Hvis man åbner det i kærlighed og med en positiv vilje, kan det betyde, at det bliver lyst, som er et andet udtryk for at få viden og forståelse om processer i mig selv.

Ethvert menneske har suverænt ret til sit eget liv. På samme måde, som vi jo også skal anerkende en andens lige så suveræne ret til sit eget liv. Det gælder altid og ubetinget.

Denne ret er forankret i vores guddommelige oprindelse, og den kan udleves igennem sjælen, at vi tager vores eget sande liv på os og til os.

Når instinktet får magt, i stedet for sjælen, bliver det mørkt, hvor det før var lyst.

Når instinktet får magt, i stedet for sjælen, bliver det mørkt, hvor det før var lyst.

Hvis man ikke selv har deltaget i formørkelsen, har man stadig i sit væsen den lyskegle, som det gode, vi havde sammen, repræsenterer.

Dette mørke har vi muligheden for at gå ind i og lyse op igen, hvis vi vil.

Vi har altid lov til at gå ind i noget, som vi negativt er blevet påført af andre, så længe vi selv bliver i lyset.

Selv om det er mørkt, har vi noget at navigere i.

Man kan være blevet påført så meget smerte, at man fuldstændigt er fanget i den. Det kan være fysisk. Det kan være mentalt. Det kan også nemt være en kombination, hvis det har været voldsomt.

Det interessante er, at der findes en Gud, og at vi har en sjæl. Det betyder, at vi har mulighed for at blive rummet, eller at kunne rumme os selv. Det lukker op for nogle fantastiske muligheder.

Vi kan vitterligt kun se mørket, og mærke den, næsten fortærende smerte eller lidelse, og alligevel er det muligt at kunne rumme den, og måske også at kunne heale den. Det er bare fantastisk.

Det handler om at give slip i en form for dyb hengivenhed, men uden at slippe sit fuldstændigt nøgterne og årvågne øje på sig selv.

Udgangspunktet er, at vi oplever os selv placeret i den smerte, der fylder alt. Alt er mørkt ind i os selv.

Når vi ikke kender retningen, agerer vi i mørke.

Impulser kan være både sande og falske.

De sande kommer fra sjælen. De falske er instinktstyrede.

De sande har deres egen identitet. De falske er bluf.

Sandhed kan vi være i. Det kan vi ikke med en løgn.

Det er vist meningen med livet, at vi skal lære at være i tvivl, for at vi kan skærpe opmærksomheden på, hvad sandhed er for noget. Og jo også, hvad kærlighed er.

Når vi lever i sandhed, lever vi lys.

Mørket kan være så bastant, at vi ikke længere er i stand til at se lyset. Det kan være selvforskyldt, og det kan være påført.

Endelig er mørket et grundvilkår, som vi er født med, og som vi skal lære at navigere i.

Jeg vil altid komme tilbage til mørket igen, så længer der er noget, jeg ikke helt har styr på.

Når noget er ødelagt i livet, har jeg altid lov til at gå ind i mig selv og møde det helt nøgternt.

Man kan ikke bygge oven på en ruinbunke. Derfor er det nødvendigt at komme til bunds i det, der er ødelagt, i fuldt nærvær og i fuld bevidsthed.

Her handler det om, ud over at registrere, hvad der er ødelagt, men også at mærke intentionen i det skete. Kun på den måde er det muligt at forstår det, som er betingelsen for, at det vil transformere sig.

Det er vores sjæl, der har denne healende egenskab, men den forudsætter, ligesom alt andet i livet, at vi forholder til realiteten, og ikke til en forestilling. Kun derved er transformation muligt.

Det svarer til, at vi i en dialog er helt ærlige sammen, uden at holde noget skjult, og uden at farve begivenhederne.

Nøgternhed er en betingelse for at møde sjælen. Denne side er måske ikke særligt påagtet, når vi forholder os til sjælen.

At bryde energien har jeg lov til, når jeg efter moden overvejelse finder ud af, at der ikke er andre muligheder. Men det må aldrig være den lette løsning. Denne sætning er meget specifikt kommet til mig.

Jeg har altid lov til at gøre noget, der er sandt, så længe det ikke er ukærligt. Også kommet til mig. Jeg må naturligvis ikke være ond på nogen måde!

Styrke får man, som menneske, ved at stå i sig selv, men lige så vigtigt, at passe på sig selv. Det sidste går ikke forud for det andet, eller erstatter det. Men de to skal supplere hinanden, fordi man nogle gange bevæger sig igennem et landskab, der ikke nødvendigvis er en venligt stemt.

Men det er vigtigt på vejen at have kontakt til sig selv. Ellers har man jo både mørket udenfor, og mørket indenfor. Og det fører ikke nogen steder hen,

Det er en anden måde at udtrykke, at kærlighed går forud for sandhed, altid! Men ikke det ene, i stedet for det andet.

Mørkets sande vej er i retning af lyset. Eller vejen gennem mørket er den vej, hvorfra lyset skinner.

Hvis altså man kan se det. Ellers må man bevæge sig stille og roligt igennem mørket.

Det er måden, vi bevæger os på, der er vigtig. Hvor vi selv er med vores intention og vores bevidsthed imens.

At blive på det stringente spor.

At blive i sandheden og dermed at være med lyset.

Jeg har altid lov til at finde mig selv bag ved smerten.

Hvis ikke jeg selv har deltaget i uvejret, er det nemmere, men ikke derfor nødvendigvis mindre smertefuldt, at navigere. Det gælder om, for enhver pris, at afholde sig fra at gå ind i den andens energi. Der har jeg aldrig noget at gøre, uanset.

Jeg skal finde mig selv midt i det hele, ikke som en halv, men som en hel. Og var det en ruinbunke, eller måske en lavine, så skulle jeg sørge for at komme sikkert derhen, hvor jeg i første omgang kunne overleve.

Voldsomhed skyldes ofte emotioner eller affekter, og hvis ikke selv jeg har været involveret i det, skal jeg forsøge at ryste det af mig, i hvert fald at finde min egen, sande identitet i det.

Ingen vinder ved at gå ind i destruktivitet, så det skal man altid helt holde sig udenfor. Og man skal holde sig langt væk, både fra offer- og bøddelroller, og rollespil.

Det er godt at erkende både motiver og intentioner, men når jeg har gjort det, skal jeg slippe det.

Jeg har oplevet en spirituel tage sig betalt for at fortælle ondt om mig. Seancen havde ikke andet relevant indhold. Jeg vil simpelt hen ikke bruge energi på at forlange, hvad der ville være relevant, at hun betalte pengene tilbage. Hun må have en dårlig smag i munden.

Jeg har hørt hele lydfilen, så det er ikke baseret på et referat.

Bag ved enhver ondskab er der en lille pige eller en lille dreng. Og det er ikke mit bord.

Jeg har selv oplevet intentionelt mørke.

Jeg har oplevet en anden kastrere mig med intentionelt mørke.

Man kan virkeligt gøre det onde ved hinanden, bare med tanken, i ovennævnte tilfælde ledsaget af spirituel kompetence. Men det er i princippet det samme, og lige nederdrægtige former.

Vil gerne tilføje, at jeg er på vej til fuld funktionalitet igen, men det har holdt hårdt, og være en voldsom og meget langvarig proces.

Jeg har fået hjælp og støtte til det af en ærkeengel.

De handlinger, vi foretager os, farver vores sind.

Hvis vi er ordentlige, vil vi også fremover kunne se os selv i øjnene. Hvis ikke, bliver vi mørke eller mere mørke indvendige.

Det mørke vil blive siddende i sindet og skabe mere mørke.

Livet er skabt til at skulle leves i lys og sandhed.

Man kan kun lyse op, hvor der er en reel vilje.

Vi har mulighed for at få kontakt med hinandens energi. Det kan gøres i lys, og det kan gøres i mørke.

Så længe vi er i mørke, har vi ikke adgang til positiv energi. Til gengæld har vi altid adgang til god opførsel. Den er god at have med sig, når vi forsøger at finde vej, trods alt. Og det lønner sig vist altid i længden.

God opførsel er at være og blive i sin egen form.

Det skal ikke kunne betale sig at være kalkuleret ond.

Jeg oplever, at det at have gjort og at være i det gode er en farbar vej mod det sande i livet, uden at det egentlig behøver at være i en specifik form. Det kan synes mærkeligt, men sådan er det.

Det er, som om sandheden eller lyset indeholder en partikeltynd linje, men dog en forbindelse, også i tid, og ikke mindst en forbindelse til evigheden.

Min frihed er at være i denne bevidsthed.

Det er næsten, som om det var en lige så papirtynd line, eller hvordan man kan udtrykke det, som også var opstandelsesvejen.

Da jeg blev smadret i 2016 og 2017, var jeg kun i min bevidsthed. Der var ikke noget af have min fysiske energi i.

På tilsvarende måde tror jeg, at man kan være der for et barn, der er presset i sine primære overbevisninger, men at barnet, fordi jeg har øjenkontakt, ved, at det kan stole på mig.

Jeg har en tanke, der måske indeholder svaret, nemlig at jeg altid er i mig selv på en måde, som jeg ikke slipper, måske fordi jeg har øvet mig på det i mange liv.

Det gode og det sande er kun en mulighed, når jeg formår at gå ind i mørket, indtil jeg har gennemlyst det.

Det gode og det sande er kun en mulighed, når jeg formår at gå ind i mørket, indtil jeg har gennemlyst det.

Det er et helt nyt fænomen, jeg lancerer med denne bog, nemlig at bevæge sin ind i mørket, for at få klarhed.

Det kommer meget bag på mig selv, ligesom det også overrasker mig, hvor meget lyset fylder som begreb.

Det skyldes helt sikkert, at jeg ufrivilligt er blevet presset derud, hvor jeg af mig selv altid vil søge mod lyset.

Mørke er, sandt at komme til bunds i mig selv.

Eller sandt mørke er, at komme til bunds i mig selv, med mulighed for at komme op igen, i lyset.

At være i sit instinkt er som udgangspunkt at være i mørke.

Når man religiøst taler om prøvelser, handler det alt sammen om, hvordan man forholder sig til sit instinkt.

Instinktet er vores udfordring her på kloden. Det er herigennem, vi skal testes, for at vise, at vi formår at blive på stien, at gøre det gode.

Satan er noget, vi selv skaber. Det er en ussel måde at være menneske på.

Da religion ikke længere har afgørende magt, i hvert fald i vores del af verden, bliver udfordringerne til noget eksistentielt, sådan noget som at opføre sig ordentligt.

Når vi evner at blive i det gode, alias at være gode, at blive i det sande, alias at være sande, at blive i det smukke, alias at være smukke, så opfylder vi meningen med at være her.

Når vi i stedet identificerer os med det lave i instinktet, bringer vi os selv ned på det lave niveau, som vi reagerer igennem.

På den måde kan man gennem opførsel diskvalificere sig selv, eller falde fra noget højt og smukt til noget dybt og infamt. Man bestemmer selv, og man dømmer sig selv.

Forsætligt mørke eliminerer lyset, både i den udøvende og i den, det går ud over.

Når jeg sender vrede eller dårlige tanker mod en anden, skaber jeg mørke, både i den anden og i mig selv. Skyggerne vokser.

Jeg kan ikke altid sende positive tanker, men jeg kan agere i sandhed og kigge ind i sandheden, ikke en kynisk sandhed, men sådan som det i virkeligheden er.

Den mulighed har jeg altid. Den skaber ikke mørke. Den skaber lys og klarhed.

At agere i mørke kan på den måde være at skabe lys.

At blive ødelagt af en anden, eller at modtage voldsom vrede, had, skygger af enhver art, skaber mørke i mig, selvfølgelig også dem, der sender dem af sted.

Selv om det ikke er noget, jeg ønsker for mine værste fjender at opleve, er kunsten at være i mørket, men uden at tage det på sig, i hvert fald mere end højest nødvendigt.

Jeg har længe været i dyb, dyb smerte.

På et eller andet tidspunkt bliver det muligt igen at bevæge sig ud af mørket, forudsat jeg ikke i mellemtiden har ødelagt noget i mig selv eller i andre.

Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kunne finde på at være ond.

I Assisi har jeg af Frans lært, at ”guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv”. Det har betydet ufatteligt meget for mig at få denne sætning, da jeg af et ondt menneske, og af andre vrede mennesker, har måttet navigere i en tilstand af at være ødelagt indeni.

At være i sin egen godhed, kan man vel også udtrykke det, selv om det andet jo specifikt peger direkte mod Gud. Det har været en fantastisk hjælp.

Måske er føromtalte papirtynde forbindelse min guddommelighed, min kontakt. Det lyder rigtigt.

Mørke i denne betydning kan have mange former.

Livet handler om at få lyset i spil, som vil sige at blive sig selv med alt, hvad man er. Når jeg selv er lyst op, kan jeg ikke kaste mørke, men vil møde andre i lys.

Det svarer helt til at elske sin næste som sig selv. Det kan man ikke, hvis man har mørke i sig selv, fordi man da også vil kaste skygger.

Mørket kan på den måde være mørket i mig selv, som altid vil skulle være min primære opgave, hvis jeg altid ønsker at være ordentlig.

Mørket kan også være mørket fra andre. Det kan være et stilfærdigt mørke, der er modtageligt for lys.

Det kan også være et hårdt mørke, der er ledsaget af kynisme og hjerteløshed og modstand.

Endelig kan det være ondskab, at ødelægge hinanden.

Det er en god idé at holde sig disse forskellige former for mørke for øje.

Jo dybere man kommer ned i negativitet, jo mere vil man opleve, at fordomme ikke længere er forestillinger, men opfattes som selve virkeligheden, selv om de jo aldrig kan være mere end en illusion.

En fordom kan aldrig være sandheden, men den kan være ufatteligt massiv og uigennemtrængelig.

Sandheden vil altid være noget andet end en fordom.

Det er ikke givet, at der overhovedet er åbent ind til sandheden. Det er vigtigt at gøre opmærksom på.

Og at det fordrer et dybt og reelt ønske om at kende og at komme til bunds i sandheden, som er det samme som at få lyset ind, både i mit eget og i andre berørtes liv.

Jeg kan kun få fat i mit eget indre lys, hvis jeg formår at navigere i mørke.

Det svarer til som jæger at forstå landskabet, hvis jeg gerne vil have fat i et bytte.

Byttet eller lyset er det, jeg lever af, som gør mig levende.

En anden måde at beskrive det på et at vælge eller gennemtrumfe kærlighed, selv om min familie eller andre i min slægt ikke vil acceptere det. At holde fast ved min beslutning, op imod det mørke, som mine nærmeste i situationene repræsenter.

Jeg vælger lyset, og jeg ved, at jeg skal stå imod mørket.

En tredje måde at forklare det på, er et turde gå hjem, når det er mørkt.

Modsat at gøre sig klog på mørket, inde bag gardinet, men uden reelt at vide noget om, hvad der er derude.

Det er at kaste skygger, og at gøre sig bedrevidende, om noget, som man i virkeligheden ikke har forudsætninger for.

At gøre sig klog på noget, som man ikke har kendskab til.

Lyset er kun en reel mulighed, hvis jeg evner at gå ind i mørket, og at  være der.

Det er noget helt andet end ikke at ville være ved mørket.

Realistisk at betragte sig selv, og at vide, præcis hvad og hvor man er.

At ville være ved, når noget ikke virker helt i forhold til, hvad jeg troede, at jeg kunne.

At evne at være i mørket giver mig en reel platform til at være i livet, fordi livet både er lys og mørke. Mørke som bagtæppe.

Sandt mørke er at ville være ved alt i sig selv, og at være villig til at kigge på.

Det svarer til i sport at være oppe imod en modstander, hvor spillet ikke fungerer. Måske er modstanderen ikke bedre, men det kan jo også være, at den anden formår at korrigere, fordi det hele bare handler om at justere spillet, hvor kompetencen er på plads. Det betyder, at mørket kan omformes til lys.

Det er noget helt andet end ikke at ville være ved, at jeg har begrænsninger. Og ikke at ville forholde mig til mine begrænsninger.

Ikke at turde eller ville slippe noget i sig selv, og dermed blive i mørket, i sin egen begrænsning.

Måske ovenikøbet at gøre det onde ved en anden, bare for at bevare en fordel, en særstatus.

Men helt sikkert vil man derved grave sig endnu mere ned i mørket.

Fordi der ikke er nogen bund i mørket. Det er ren fordom.

Man kan måske stadig noget, men nu foregår det hele i mørke og bundethed. Selvskabt lidelse. Måske også lidelse i et andet menneske af, begrundet i min modvilje.

Vi kan være oppe imod bastante fordomme.

Vi kan være underlagt umenneskelig magt.

Mørke kan have mange former.

Kynisme, hjerteløshed, hårdhed, løgne.

Og selvfølgelig skygger, der af nogle opfattes som sandhed.

Mennesker, der lever i mørke, er der mange af. De har ikke nogen substans. De har ikke noget at falde tilbage på. De har ikke fat i deres sjæl og noget dybt.

Hvis man derimod vælger at være i sit mørke, kan man også giver sig selv et indhold, og et meningsfuldt liv.

Det er ikke for at blive i mørket, men det er for se sig selv i øjnene, som er måden at få lys og glæde ind i livet.

Det er meget op til os selv at vælge, at livet ikke bare skal være ligegyldigt. Det fordrer, at vi selv vil det anderledes.

Selvfølgelig kan vi være begunstiget af et miljø, men hvis ikke vi tager vores eget liv op til revision, er det måske kun forbigående.

Vi skal gøre noget selv, hvis vi ønsker et godt liv.

Vi må aldrig tage noget for givet.

Vi må heller ikke tage andres lys for givet.