Altid at være positivt til stede i mig selv

Hvad er vi af os selv?

Hvad er vi i os selv?

Ikke når vi bliver aktiverede. Men når vi er.

Hvem er vi, når vi vågner?

Man gør alting lettere for sig selv ved at sørge for altid positivt at være til stede i sig selv og i sin egen energi.

At blive i sin egen positive energi er det, det hele handler om.

Også når energien er lav. For den kommer igen.

Øvelsen er helt at være til stede i sig selv.

På den måde vil vi altid kunne navigere i og ud fra os selv. I respekt og hensyn.

Det giver sig selv, at vi møder andre på nøjagtigt de samme præmisser og vilkår. Eller er det hele jo bare noget pjat.

Min forankring til virkeligheden er min måde at være i mig selv på.

Den måde jeg står op på. Den måde jeg møder verden på.

Den bedste måde at være i verden på er altid stilfærdigt at være i sig selv, og bare at være med det, der er, og det, der sker.

Det er noget, som alle kan. Og på den måde kan vi få kontakt med alt i os selv, og altid kigge os selv i øjnene.

På den måde kan vi også gå frem og tilbage i tid, og i rum.

Når man ikke gør det, man skal, så dannes der skygger, og hvis man i forvejen er i defensiven, også kaldet modstand, så vil man være tilbøjelig til at kaste det, som man ikke har gjort ud i rummet, og lade nogle andre få skylden.

Det ses tydeligt på et barn, når det er sket. Det ses også på en kriminel, der på samme måde kaster skylden fra sig. Og det virker ekskluderende, især når den, der kaster skyggen, har en vis magt, og bruger den. Det mest oplagte er at svine den person til, som man kaster skyggen imod, så vedkommende bliver paralyseret.

Kan man gøre det i fællesskab, og sammen finde noget af hænge sine påstande op på, kan det hele få et troværdigt skær.

Men sandt er det selvfølgelig ikke. Og sjovt er det ikke at være den, det rammer eller går ud over.

Vi har mulighed for at forstå os selv fra det mindste til det største, hvis vi har tålmodigheden og den positive vilje og ro.

Vores udtryk i verden er vores frie vilje. Det er her, vi bruger den energi, vi har til rådighed.

Udgangspunktet i livet er egentlig altid at gøre det, jeg har lyst til.

En anden måde at udtrykke det samme på er altid at gøre det, som jeg har det godt med.

At være naturligt til stede i livet.

At være med det, der er.

At gøre det, vi ved, vi skal.

Altid at være helt til stede i livet, i sig selv.

At have det godt med præcis det, jeg gør.

Der er mange måder at udtrykke det samme på.

Når vi lever livet på sin egen måde, så vil det magiske kunne ske.

Når vi bøvler og går i modstand, så kan det hele blive enormt omstændeligt og forvredet.

Det er der jo ingen grund til.

Livet kan kun opstå positivt og sandt, når vi positivt siger ja til det, og med en positiv attitude selv går ind i det, og aktivt gør noget for, at det skal være sådan.

Det positive skal være drivkraften. Lige så snart der er negativ inerti, kan man mærke det. Det er det samme som ikke at ville det, eller egentlig ikke at ville det.

Vi skal selv ville livet, hvis vi oprigtigt ønsker, at det skal udfoldes. Ellers vil vores egen intention gøre det middelmådigt.

Altid at være positivt til stede i mig selv, uanset hvad der sker.

Det er muligt, fordi vi har en sjæl, og hvis vi altid er ordentlige, så vi ikke mister os selv.

At være i sin sjæl er at være i overensstemmelse med sig selv.

Det kan man være på mange niveauer, også mere eller mindre overbevisende.

Man kan alene være det i hovedet. Jeg hedder …,og jeg bor … og jeg er født … jeg er uddannet som … jeg er i mit erhverv …

Så kan man være det i hjertet. Jeg holder meget af … Jeg kan godt lide … Jeg elsker … Min passion er …

Jeg kan man være det med hele sit væsen. Jeg er … Jeg tror på … Jeg vil gøre alt for …

Det sidste er jo det mest troværdige, og det dybeste. Her giver ikke bare udtryk for noget, eller har en sympati for noget. Her er vi helt igennem til at stole på.

Det er ikke altid så nemt i virkeligheden, som det lige er skitseret, men det er i virkeligheden, hvad det handler om.

Jo mere jeg evner at være i mig selv, jo mere vil jeg altid have kontakt til mine tanker, mine følelser og min seksualitet. Det giver mig frihed, og det giver mig mulighed for at mærke mig selv, og at handle frit. Det er altid et godt udgangspunkt. Og det er altid rart at vide med mig selv, at mig kan man altid stole på. Jeg gør ikke noget eller nogen ondt, fordi jeg ikke har noget mørkt og utilgængeligt i mig selv.

Altid positivt at være i mig selv er en beslutning, jeg tager med mig selv, fordi jeg ved, at jeg på den måde altid har mulighed for at få kontakt med min sjæl.

Instinktet i sin bundne form er mørkt og tungt, og der ingen grund til ufrivilligt at invitere det indenfor. Det skal ikke have magt.

Det hele handler mere om attitude og intention, end det handler om udtryk. Det handler således ikke om at gå rundt at smile hele tiden eller på anden måde at se ud som om noget som helst.

Det er en måde at være på, som jeg har besluttet med mig selv, skal have denne form.

Derfor kan jeg sagtens blive ked af, og føle og mærke smerte, og noget, der er dårligt. Men jeg lader det ikke fange mig.

Hvad er det for et felt, jeg agerer i?

Hvordan har jeg det bedst? Med mig selv? Med andre?

Hvor kan jeg give slip? Ud fra en viden om, at alt er, som det skal være?

Det handler om, hvor min identitet har det godt, eller har det bedst?

På den måde har vi alle et optimalt sted i os selv.

At finde det er godt for vores identitet og vores selvopfattelse.

Her kan vi slappe af. Her kan vi give slip.

Her behøver vi ikke bruge energi, især ikke på det, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Her kan vi bare være i os selv.

At opbygge er en langsommelig proces.

At ødelægge er det nemmeste i hele verden.

Hvis vi er ordentlige, vil vi kunne bygger noget smukt og fint op hver for sig, og sammen, som vi kan falde tilbage på, have det godt med, og bruge til at udveksle i.

Det fordrer, at vi begge siger ja, og evner at blive i dette ja, og at der i øvrigt ikke indtræffer noget, der kan ødelægge den fine forbindelse.

Positivt kan vi få fat i alt i os selv, og dermed transformere det til noget, vi bliver beriget af, i stedet for at det er noget, vi ikke kan lide.

Det kaldes også at få lys ind i os selv i områder, der hidtil har ligget i mørke, måske fortrængt, måske fornægtet.

Alt i livet handler om at finde sin egen form, hvor man har det godt med sig selv, og med det, man gør.

Denne form er udgangspunktet for alle mine handlinger, men også for mine holdninger. Det er min skål. Det er min måde at være i verden på.

Jo mindre denne form er afhængig af andre og af ydre former, jo nemmere vil jeg have det med at agere, og for den sags skyld at skifte form.

Jo mere jeg hviler i mig selv, jo nemmere vil jeg også kunne håndtere tryk udefra og forventninger.

Jo mere ro, jo bedre balance, jo nemmere er bevægelserne frem og tilbage i forhold til omgivelserne.

Afhængighed er ubalance, hvor jeg ikke selv har indflydelse på det, som jeg er afhængig af.

Jeg vil f.eks. aldrig kunne styre et andet menneske. Sådan er det bare!

Man skal altid huske at forlange noget af sig selv, inden man forlanger det af andre.

I øvrigt skal man jo ikke forlange noget af sig selv, eller af andre for den sags skyld.

Man kan lave en aftale med sig selv, og man kan lave en aftale med andre.

Men hvis det er noget, vi gerne vil, og et menneske, vi holder af, vil vi jo ikke gøre det med kant, vel?

Hvis vi har problemer med noget selv, skal vi måske i stedet forholde os til, hvordan vi kan gøre det til noget, der rimer på kærlighed.

Mit projekt handler om en grundlæggende måde at være i livet på.

Vi har alle en normaladfærd, hvor vi trives bedst. Der er noget, vi er gode til, og hvor vi kan finde os selv tilrette på den rigtige hylde.

Der er også områder, hvor vi ikke hører hjemme, hvor vi ikke trives.

Kunsten er at finde det rigtige sted, og at virke der.

Det kan sagtens være en lang proces at finde ud af, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig.

Det handler om vores konstitution, men også om vores sjæls kompetence.

At finde balancen er for nogle meget lettere og smertefuldt end for andre.

Evnen til at møde alt i mig selv positivt, og i andre, der har samme ønske, er det, der for alvor gør os levende, og som gør, at vi altid kan kigge på og møde os selv og hinanden på den gode måde, befriet for skygger.

Skygger er det mørke, der holder os fanget i hinandens selskab, og som betyder, at jeg er negativ i min attitude, har brug for at være det for at holde mig selv ud.

Positivt at blive fyldt op indefra.

Positivt at handle ud i verden.

Det er opskriften på et godt liv.

Den er realistisk og tilgængelig for alle.

Livet virker kun, hvis vi positivt siger ja til det. positivt er til stede i det, og positivt lever det.

Livet handler om, at vi er og gør i dette præcise øjeblik.

Der kan aldrig være noget, der er vigtigere.

At vi måtte have et kunstigt jeg, der trækker energien i en anden retning, ændrer ikke ved øjeblikkets afgørende betydning.

Her er det bare egoet, der fylder og har taget over. Men det ændrer ikke på, at det, der er vigtigt, er livet her og nu.

At få sin sjæl integreret i sig selv er at blive den, jeg er.

Det er ikke mit spejlbillede, for det er den måde, jeg ser mig selv. Det er ikke mit sande jeg.

Det er den, som jeg i virkeligheden er. Min seksualitet. Min måde at være på. Min holdning. Mit hjerte. Mit væsen. Det er alt, hvad jeg gør. Det er mig selv uden afstand og uden krukkeri.

Det er mig selv indefra. Herunder alle mine handlinger. Alt hvad jeg har gjort. Alt hvad jeg gør.

Jeg bor midt på Helgenæs.

Hvis jeg siger: Nu vil jeg cykle 25 km, hvorpå jeg cykler via Esby op forbi Fuglsøcentret og tilbage via Begtrup og Kongsgaarde, så er jeg normalt rimeligt træt, når jeg kommer tilbage til sommerhuset. Men jeg har gjort det!

Hvis jeg nu siger det og ikke gør det, så har jeg ikke lagt noget nyt til mit liv. Der er ikke kommet mere substans og læring ind i mig.

Hvis jeg ovenikøbet siger, jeg har gjort det, og ikke har alligevel, bliver jeg utroværdig.

Historien kan uden videre sammenlignes med nogle af lignelserne fra Ny Testamente.

Hvis jeg lever mit liv i modstand, er det kun ord, der kommer ud af munden.

Hvis jeg gør, hvad jeg skal, eller i det mindste gør noget, lægger jeg alen til min historie og mit liv. Jeg bliver klogere, måske også mere øm i røven, og skal bruge tiden på at samle mig igen, men jeg har gjort noget!

Jeg har oplevet mennesker reagere, på baggrund ikke at have gjort noget. Det kan være ufatteligt smertefuldt at opleve. Og der er ingen substans at falde tilbage på.

Så betingelsen for overhovedet at kunne tale med om livet er at have gjort noget, som er mere end ingenting.

Det er også en betingelse af have gjort noget positivt og aktivt, der giver mig en kvalificeret mulighed for at udtale om noget.

Hvis jeg kun har cyklet 25 km én gang, er mit grundlag for at udtale mig ikke særligt stort.

Hvis jeg har cyklet turen nogle gange, kan jeg udtale mig med et vist grundlag.

Når jeg har cyklet det hver dag i en måned, begynder jeg at få et kvalificeret grundlag.

Betingelsen for ordentlighed er også at have vovet sig ud over sin egen næstetip. Det er ikke alle, der har mod eller vilje eller lyst til det. Og så kan der være langt, endda meget langt, til troværdighed.

Det er godt nok pauvert at være menneske på disse præmisser, altså ved kun at forholde sig til og at reagere ud igennem sin egen modstand.

Modsætningen hertil er at gøre noget, at udtrykke det, jeg gør og er, ikke på afstand, men til stede i det, jeg forholder mig til.

Ordentlighed er altid at have styr på sig selv.

Det er overhovedet ikke svært, hvis man har taget en sådan enkel beslutning med sig selv.

Så ved man altid, hvor man har sig selv.

Så kan man altid kigge sig selv i øjnene.

Så ved jeg med mig selv, at alt, hvad jeg gør, opstår af et rent hjerte.

Jeg har ikke skjult noget.

Jeg har ikke noget, jeg ikke tør møde.

Autentisk at udfolde sig selv er at have sin sjæl i spil.

En sådan adfærd er befriet for rollespil.

Et andet menneske kan ikke og har ingen ret til at blande sig i, hvad det vil sige.

Det kan kun jeg selv vide.

Til gengæld kan jeg jo godt tage fejl, ligesom jeg også kan gøre mig til noget, som jeg ikke er.

Og jeg skal altid være vågen i forhold til min egen sandhed.

Men andre har ingen kvalificeret ret til at blande sig i min sandhed, eller på anden måde at gøre sig bedrevidende om mig.

Altid at opfylde den guddommelige mening med at være her.

Denne mening kan andre ikke fortælle, hvad er. Den kan jeg kun selv finde.

Det er ikke svært at finde andre, der vil gøre sig kloge på, hvad der er bedst for mig.

Men dem skal jeg sjældent lytte til. For de har måske deres egen dagsorden bag ved det hele.

Vi kan hjælpe hinanden, men vi skal aldrig gøre os bedrevidende om andre. Det ved vi simpelt hen ikke nok om. Og ethvert menneske har ret til og krav på at finde sin egen specifikke mening med at være her. Det skal andre ikke blande sig i overhovedet.

Til ethvert menneske knytter der sig en positiv autensitet, hvis vi er åbne over for den.

Vi får impulser, der fortæller os, hvad vi skal gøre.

Vi har altid masser af handlefrihed, i hvert fald så længe vi positivt følger impulserne.

Og gør vi det, er vi aldrig i tvivl om den vej, vi skal gå. Vi får simpelt hen inspiration, som vi egentlig bare skal følge og forholde os til.

Jo mere positivt vi på den måde går ind i livet, jo mere positivt udfylder vi den guddommelige mening med livet.

Livet er i sit væsen positivt. Det er vores opgave at udfylde det med positiv intention. Så kan det kun gå godt.

Alligevel er det vist mere undtagelsen end reglen, at det bliver håndteret på den måde.

Men det er helt igennem vores egen skyld.

Hvis man gerne vil et godt liv, for sig selv og for andre, er den bedste opskrift altid at være positivt til stede i sig selv.

På den måde kan man overskue alt, og fange alt i opløbet.

Man kan være proaktiv. Man kan være givende. Man kan forfølge en lystimpuls. Man kan gå ind i enhver situation på den bedst mulige måde.

Man kan være den bedste udgave af sig selv, som situationen tillader.

At være normstyret er at være instinktstyret er at være delt. For så retter jeg ind efter standarder, som andre har valgt for mig, eller som jeg har overtaget fra andre. Normer handler om, hvordan jeg må være, og hvordan jeg ikke må være, men ikke ud fra min egen oplevelse og min egen sandhed.

Normer kommer udefra og giver ikke plads til mit eget lys i mig selv, positivt at være i mig selv.

Hvis jeg altid først lytter til mig selv, lader jeg mig ikke styre af, hvad andre, herunder mit eget spejlbillede, mener og synes.

Men derfor kan jeg jo godt se godt ud og have det godt med det. Men jeg diskvalificerer ikke på baggrund af det.

Hvis der er noget, man ikke vil give slip på, vil man ikke kunne være positivt i sig selv, eller kun i et vist omfang. For det, som man ikke vil give slip på, binder synsfeltet. Og bliver det tricket, får det nemt magten, og så er alt andet ligegyldigt.

At give slip er at se alt med nye øjne, sådan som det er. Ikke at ville give slip er at se med låste briller og være styret af denne position.

Man kan i sagens natur ikke være låst og åben på samme tid. Så kaldes det betinget åben, og det er ikke troværdigt.