Alt i livet kan mødes positivt, kærligt og enkelt

Min egen guddommelighed er alt, hvad jeg indeholder.

Det er ikke mit. Og det er mit.

Kunsten er at kunne være i det, og at give slip.

Når jeg tillader mig selv at være i sand livsglæde, kan jeg mærke meningen med livet.

Jeg kan mærke den hinde, der omgiver mig eller os, når vi begge evner at være sammen i stor ydmyghed og stor glæde.

Feltet er ikke vores. Vi skal ikke manipulere noget som helst. Vi skal bare tillade os at være, og at glæde os.

Vi ejer ikke noget af det, men vi har adgang til det hele. Og vi kan give slip ind i det. Men det er ikke vores. Og det er vores.

Men det er vigtigt, at vi møder det i den rækkefølge.

Det svarer helt til at lade sjælen komme før instinktet. Det er instinktet, der vil eje, og lægge beslag på, og kontrollere, og som ikke kan få nok, og som vil have Gud til at stå på navneskiltet. Opblæst og uudholdelig. Ser kun sig selv. Vil kun sig selv.

Sjælen evner at give slip. Eller mere korrekt: når vi er i sjælen, kan vi give slip. Og når vi gør det, får vi adgang til endnu mere.

Et sandt møde er et, hvor vi begge formår at være i vores guddommelighed, kan glide ud og ind af den, men uden at gliden ind i den anden, uden jeg bliver budt indenfor, og vide at trække mig igen, når jeg skal det.

På den måde vil vi begge kunne berige hinanden gennem mødet.

Det kan sagtens være, at vi skal en masse sammen. Det ved vi gennem mødet eller møderne.

Måske skal vi noget livslangt sammen. Men det lærer vi også gennem mødet.

Måske er det kun os to resten af livet.

Den sande kontinuitet i livet går igennem følelser.

Den understøttes af handlinger og andre måder at være på i livet.

Men følelserne er den dybe sammenhængskraft.

Livet skal have lov til at opstå af sig selv. Det er vigtigt, at vi lærer, hvad det vil sige.

Det er også vigtigt, at der er en, der fortæller, at det er muligt.

At vi ikke behøver at leve et liv, der bygger på kompromisser.

At livet har en sandhed i sig selv, som kan opleves ved, at det får lov til at opstå helt af sig selv, uden at vi blander os.

Men derfor skal vi stadig handle og forstå, korrigere, når det er nødvendigt. Men ikke i forhold til livet i sig selv.

At lade livet strømme positivt igennem mig, og dermed lyse mig op, så jeg kigger ud i verden på noget, der er smukt, fordi jeg selv er smuk indeni.

Altid at have positiv front imod det, som jeg møder, og at gå ind i det med et åbent hjerte.

Et gyldigt ja til livet er altinkluderende.

Det betyder, at vi skal holde op med at kaste skygger.

Det kan kun lade sig gøre, hvis vi møder alt i os selv uden filter.

Det er ikke svært, men det fordrer, at jeg ikke har lig i lasten af nogen art. For de vil skygge for mit perspektiv.

Når jeg positivt går ind i noget, har jeg hele mit væsen i spil.

På den måde lader jeg sjælen komme tilbage i mig.

Det er ikke muligt, hvis jeg handler halvhjertet eller betinget.

Alt det, jeg skriver om, handler om bare at være i livet, som er det mest ukomplicerede af alt.

Jeg kender en bagved liggende sammenhæng, men gør i udgangspunktet ikke noget væsen af mig.

Jeg ved, at alting hænger sammen, men har ikke brug for at missionere om det.

I grunden er jeg bare som et uspoleret barn, selv om nogle meget aktivt har gjort, hvad de kunne, for at forhindre denne min umiddelbare tilstand. Det kan man så undre sig over, at jeg skulle opleve så meget smerte, da mit eneste budskab er, at vi altid kan være i os selv, og leve ud fra os selv. Livet er ikke mere kompliceret.

Det er voksne mennesker, der gør det kompliceret, og nogle ser en fordel i, at det skal være det.

Vi har en integritet i os fra skabelsens side, som alle har adgang til.

Når vi positivt møder livet, kan vi få alle svar.

Det fordrer, at vi altid møder det åbent og ærligt, og lader det komme, som kommer.

Lader være med at blande os i noget, som vi ikke har forstand på.

Stille vil alle de rigtige svar komme til os.

Alt i livet handler om, hvordan vi gør det.

Det er ikke mere svært.

Vi har alt, hvad vi behøver, for altid at have det godt.

Har vi jahatten på og møder livet positivt?

Eller er vi sure og tvære?

Eller det der er værre? Gør vi noget for at ødelægge andre? Nej! sådan er vi da ikke! Vel?

Det er lige så enkelt, som jeg skriver det.

Og på den baggrund er det også fuldstændigt paradoksalt, hvad jeg har været oppe imod af fænomener af total modsat karakter.

Jeg har oplevet mennesker vende på en tallerken, fra det ene sekund til det andet, og herefter fastholde en fuldstændigt låst og negativ attitude.

Det sidste forudsætter lav bevidsthed.

Min måde at møde verden er altid i høj bevidsthed.

Det betyder, kort fortalt, at jeg bare møder verden, som den er, uden først at lægge en tolkning indover.

Fordom er også en tolkning. Det er sådan en, jeg oftest har mødt i livet.

Det er overgået mange før mig. Columbus er en af dem. Og da han så kom til Amerika, ville de lige pludselig gerne derover alle sammen. Man kunne godt have ønsket sig, at de menneskeligt havde været lidt mere udviklede. Så ville det hele nok have formet sig noget anderledes derovre.

Man kan med god ret spørge sig selv, hvor udviklede og modne vi er i dag, alene af den grund, at langt de fleste mennesker bevæger sig rundt i lav bevidsthed, uden udsyn til andet end deres eget blomsterbed.