Alt har betydning

Der er ikke noget, der er ligegyldigt.

Mit liv er min kontinuitet. Når jeg vågner. Når jeg sover. Når jeg gør hvad som helst. Når jeg møder hvem som helst. Når jeg er hvor som helst.

Vi er bundet til en stilfærdig kontinuitet i alt, hvad vi laver. Det kan ikke være anderledes. Vi er vores egen skæbne. Vi er, hvad vi i hvert nyt øjeblik gør os selv til. Og vi behøver egentlig bare at være i denne tilstand og form.

Hvad handler livet om?

Det handler om at have det godt med mig selv.

Det handler om at gøre det, jeg skal.

Det handler om at være i overensstemmelse med mig selv.

Det handler om at være med det, der er.

At være et sandt udtryk for mig selv.

Også bare at glide med, når der ikke er andre dagsordener.

Men jo være opmærksom på, når jeg bliver udfordret eller provokeret.

Jeg skal altid kunne stå ved mig selv.

Min grundlæggende og dybe handling er den, der styrer mig.

Ikke det jeg gerne ville have gjort. Men det, som jeg faktisk har gjort.

Alt det vigtige opsamles i en skål.

Noget kan godt virke kaotisk.

Men når noget er rigtigt og sandt, finder det sig til rette i en skål.

Efterhånden kan man på den måde finde en mening med livet.

Sjælens egenart bliver tydelig, når vi er åbne for den.

Instinktet har ikke sans for kvalitet.

Alt er ikke ligegyldigt.

Vi kan godt mærke, når der er en mening i tingene og i begivenheder.

Et stort problem i dag er, at man tager alt for givet.

Når et andet menneske kan noget ukompliceret, tror man bare, at man kan tage for sig, eller tage imod, uden at skulle give noget igen.

Eller man lever forkælet og forvænt, uden at være taknemmelig. Alt, hvad der kommer til mig, kan jeg bare gøre ved, hvad jeg vil.

Man skal ikke kæmpe for noget. Man skal ikke selv investere noget. Alt er noget, der kommer.

Jo mere overfladisk, jo mere ligegyldigt.

I min verden rummer alt det væsentlige hinanden.

Og hvis de mod forventning ikke gør det, er jeg altid villig til at møde mig selv, og det, der spøger.

Jeg skal ikke stå til regnskab for nogen, men jeg skal over for mig selv stå inde for mig selv, og det gør jeg gerne.

Tankerne rummer følelserne.

Følelserne rummer tankerne.

Tankerne rummer seksualiteten.

Seksualiteten rummer tankerne.

Følelserne rummer seksualiteten.

Seksualiteten rummer følelserne.

Det guddommelige rummer tankerne.

Tankerne rummer det guddommelige.

Det guddommelige rummer følelserne.

Følelserne rummer det guddommelige.

Det guddommelige rummer seksualiteten.

Seksualiteten rummer det guddommelige.

Der er ingen af disse aspekter eller energier, som jeg ikke har det godt med, og som ikke kan tåle at være i stue med hinanden.

Som jeg forstår det på Frans af Assisi går jeg en vej, som ingen er gået før. Og som jeg oplever det, er det denne vej, som han peger på.

Det er jeg ret sikker på.

Og den er ikke blevet formuleret og levet før i sin fulde udfoldelse, ved jeg.

Men jeg ved, at den er mulig.

Ingen af dem er mindre værd end nogen anden, og ingen af dem kan eller skal vi se bort fra.

Jeg oplever mange været styret af eller fanget i deres frygt, uden at jeg vel egentlig nogensinde har forstået det.

De er bange for noget, som jeg ikke har nogle problemer med.

Nogle gange er det den mandlige seksualitet, men den har jeg ingen problemer med overhovedet.

Jeg oplever også frygten være irrationelt begrundet, på en måde, som ingen vil forholde sig til. Det har jeg også meget svært ved at forstå.

Jeg kan vitterligt ikke se, at der i forhold til sand maskulin seksualitet skulle være noget at være nervøs for.

Og det mener jeg fuldstændigt oprigtigt.

Jeg tror, at verden er styret af en irrationel frygt, som ingen overhovedet vil forholde sig til. Og jeg forstår det ikke.

Enhver livsytring er grundlæggende guddommelig.

Hvad vi gør mod andre, gør vi mod os selv.

Vi kan ikke favorisere os selv på bekostning af andre, uden at vi får det skidt ved det.

Det skyldes, at vi i sjælens verden er ligeværdige i udgangspunktet.

Det er instinktet, der rangordner mennesker.

Vi er altid os selv i vores væsen.

Det kan beskrives ved at tegne en cirkel rundt omkring hver enkelt af os.

Denne cirkel skal vi have i alt, hvad vi gør.

Hvis vi springer over, skal vi tilbage og begynde forfra.

At være sig selv er kun muligt ved at behandle andre ubetinget godt og rigtigt.

Ellers er vejen også tilbage til udgangspunktet.

Vi får ikke lov til med at selv og vores egen udvikling at passere et andet menneske, som vi har behandlet dårligt.

Det er vist nok den vigtigste læring, jeg har med mig, efter besøget i Assisi 14 dage i pinsen 2019.

Vi har alle en balance i os selv.

Denne balance er altid afhængig af, hvad vi har gjort tidligere i livet.

Det  er bestemt godt at holde sig for øje i opdragelsesmæssigt øjemed.

Vi har været vant til i vores del af verden, at vi bare har kunnet bruge nærmest uhæmmet løst af ressourcerne. Det kan man ikke.

Det handler også om de indre ressourcer.

Jo mere ordentlige vi har været, jo bedre balance vil vi helt umiddelbart kunne få i os selv her og nu.

Hvis ikke vi har opført os ordentligt, er logikken, selvfølgelig, at det vil påvirke os, lige så længe det tager at finde den igen. Det kan ikke være anderledes.

Vi bruger af det over- eller underskud, som vi har. Da man ikke kan man bruge af et underskud, kan det sagtens betyde en nødvendig nyorientering i livet, idet vi jo ikke kan trække på ressourcer, som vi ikke længere har. Vi har kun det, vi har, og det er vores energetiske udgangspunkt.

Når mennesker i en dialog pludselig taler fra et helt uventet sted, kan det være et udtryk for, at dialogen ikke har mulighed for at fortsætte i et spor, fordi der ikke længere er energi i sporet.

Det er et nyt tema, der er dukket op i min bevidsthed, men helt sikkert meget relevant.

Temaet i Assisi i pinsen 2019 handler rigtigt meget om, hvordan vi håndterer livet på de indre baner. Hvad vi giver plads til i os selv. At vi forbliver i os selv. At det, som vi sender ud, altid er at en kaliber, hvor vi kan se os selv og hinanden i øjnene. At vi giver plads til os selv og hinanden. At vi giver plads til det indre liv, både i os selv og i hinanden. Det er simpelt hen vejen frem.

Grunden til, at jeg siger ja til noget på et dybere plan, er, at intet i mig må være udelukket fra mine beslutninger, når jeg med mit ja træder ud i verden.

Hvis ikke alt i mig slutter op om mit ja, vil den fraværende del før eller siden gøre sig bemærket.

Når den fraværende del overhovedet er der, skyldes det, at der er noget, jeg ikke vil slippe, som dermed ikke deltager i mit ja.

Det kan være meget smertefuldt at være oppe imod et menneske, der så ud til at være med i en beslutning, men som på et splitsekund nu er i den anden del af sig selv, der aldrig har været deltagende.

Denne anden del kan være noget af det mest modbydelige, man kan forestille sig.

Hvor den første del jo så på en eller anden måde har været ren og uforpligtende eller kalkuleret facade.

Den vil så optræde som rollespil, krukkeri eller en anden besnærende form, som man måske kan leve livslangt i og på.

Den vil i sagens natur gøre alt, hvad den kan, for ikke at afsløre sig selv. Den kan selvfølgelig ikke være sand, da sandhed altid fordrer et helt menneske.

Så hvis ikke man med hele sit væsen lever i en sandhed, lever man i en løgn. Det vil altid og før eller siden afsløre sig.

Kontinuitet i et guddommeligt perspektiv er altid og i alt at være sand og altid at stå ved sig selv.

Det er en god måde at være på en tidslinje.

Det er en reel mulighed.

Den fordrer, at jeg altid på en god måde bliver i mig selv.

Det fordrer også, at jeg bliver i min egen form.

Og at jeg gør det, jeg skal. Stille og roligt.

Det er ikke kompliceret på nogen måde. Og alle har mulighed for det.

Hvis man kun er en middelmådig version af sig selv, diskvalificerer man sig i forhold til at være og blive på stien.

Hvis vi begge bliver på stien, vil vi på et tidspunkt kunne mødes i sandhed.

Sandhed kan ikke gradbøjes, ligesom der ikke er nogen sandhed, der har større gyldighed end anden sandhed, hvis den kommer fra et sandt sted.

Et middelmådigt menneske kan ikke have fat i sandheden i sig selv.

Sandhed kan kun bæres ind af oprigtige mennesker.

At sige ja er med sit væsen at udtrykke, at det vil jeg gerne.

At sige ja er at gøre det, at bringe hele sit væsen i spil.

At sige ja er helhjertet at gå ind i noget.

At investere sin energi, sin måde at være i livet på.

Det er altid hele mig, der handler i en given situation.

Jeg efterlader jo ikke en legemsdel, og handler, for så at vende tilbage og hente den.

Jeg handler altid med hele mig.

At jeg ikke har taget mig selv i ed, hvis det er tilfældet. har jeg kun mig selv at takke for.

At jeg ikke står ved mig selv, kan kun være mit eget problem, men jo også dem, som jeg havde forpligtet mig til at stå sammen med. Fordi vi som mennesker har påtaget os et ansvar for hinanden.

Den måde, vi kvalificerer os fra et højere perspektiv, er altid at være oprigtige og til stede.

Det er derfor, et ja har en afgørende betydning.

Var vi der?

Deltog vi?

Var hele vores væsen med i det, vi gjorde?

Jo mere oprigtigt, jo mere sandt, jo mere ærligt.

Hvad der foregår inde bagved, eller hvad vi gør efterrationaliserende ved vi jo godt hver især, har ikke betydning i forhold til, hvad der helt reelt skete, og hvordan, og med hvilken intention.

Den, der i situationen var den, som han eller hun var, er den, der ud fra et højere perspektiv manifesterede virkeligheden, den gyldige virkelighed.

Det er ikke det halvhjertede, der foregår i tanken, i forhold til det sande, der foregår i handlingen, vel at mærke fra to forskellige deltagende i handlingen.

Den samme person kan ikke både være halvhjertet og helhjertet.

Den, der bærer sandheden, er den, der gyldig er i virkeligheden.

Det er derfor, det altid er vigtigt at være hele sig selv, og at have taget sig selv i ed.

Hvem er gyldigt til stede i øjeblikket?

Intentionen er det vigtigste i livet.

Hvad er årsagen til det, vi gør?

Det er intentionen, der gør os til dem, vi er.

Intentionen ligger bag ved det hele.

Hvad er årsagen til det, jeg gør?

Årsagen er et andet udtryk for intention.

Et menneskes kontinuitet er bygget op på en handlingsrække, hvor den ene handling efterfølger den anden.

Hvis vi altid er ordentlige, kan vi altid se os selv i øjnene, og altid have det godt med os selv.

Den er en soleklar logik, der altid er gyldig.

Den skyldes, at vi er bundet op på en dybere sammenhæng.

Man kan ikke komme løbende bagefter og sige, at det gjorde man ikke, for det gjorde man.

Også selv om man på alle måder forsøger at skjule eller bagatellisere det, eller fortælle en helt anden historie.

Alt det luskede, jeg har tænkt og gjort, bliver siddende i mig. Det påvirker også andre, og der er kun én, der aktivt kan ændre på den smerte, som jeg måske har forvoldt.

Man er bundet til det, man har gjort, og til det, man gør. Sådan er det bare. Og det har jeg det rigtigt godt med, vil jeg gerne tilføje.

Alt i mig har betydning i forhold til et højere perspektiv.

Sådan har jeg haft det i mange år. Det betyder også, at jeg aldrig handler ud i det blå, i hvert fald ikke i betydningen hensynsløst.

Når jeg udtaler mig, er det altid hele mit væsen, jeg udtrykker, ikke en delmængde.

Jeg ved, at jeg er her med et højere perspektiv for øje. Også af den grund kunne jeg ikke tænke mig at handle med en del af mig, som ikke deltager i den høje eller den dybe sammenhæng. Selv om adjektiverne vender modsat, betyder de det samme for mig. Det hænger i hvert fald sammen med, at alt er forbundet, både højt og dybt.

Sjælen er en form, hvor vi bliver levende, og ordentlige, og kærlige og sande.

Livet udfoldes ved at være i det og ved at være med det.

Stilfærdig, afslappet, med et smil på læben og en accept af alt, hvad der opstår.

Ordentlighed er det, der bevirker, at jeg altid kan stå i mig selv.

Når vi gør det gode sammen, så udvider vi feltet, og livet bliver smukt.

Det handler om altid at være i øjeblikket, og altid at ville det godt for hinanden.

Det virker kun på den måde.

Når vi ikke gør det, sker der ingenting.

At bevare min egen energi er forudsætningen for at kunne finde tilbage til mig selv igen.

Jo mere jeg går ud af mig selv, jo mere diskvalificerer jeg mig selv, og jo vanskeligere bliver bevægelsen tilbage til min egen oprindelighed.

Så det er altid vigtigt at bevare sig selv, og at blive i sin egen energi.

Vil jeg gerne have fat i mine egne følelser, er ordentlighed er uomgængeligt krav.

Følelser gør os hele og levende, hvis vi anerkender dem. Det er der ikke ret mange, der gør.

Hvis vi giver plads til følelser og fornemmelser, vil vi lære, at der er en kronologi i livet, som vi selv kan være en del af. En kronologi, der dybest set er forbundet med noget guddommeligt.

Hvis vi anerkender et indre liv som andet end noget subjektivt forbipasserende, vil vi lære, at vi kan bruge det til at navigere efter, eller navigere i.

Det kan sagtens sammenlignes med blodårer, som blodet løber igennem.

Vi har også energibaner, som følelserne løber igennem og udfolder sig. Det er sjælens verden, som i de fleste menneskers verden er lukket ned, fortrængt, elimineret, ekskluderet.

Hvis vi i stedet giver denne del af livet plads, vil vi opleve at bliver både rummelige og inkluderende.

Hvis vi gør det, vil venlighed altid optræde før kynisme. Og mange andre fænomener vil begynde at gøre sig gældende. Men det sker ikke, hvis vi vælger fortsat at gøre en kalkuleret adfærd gældende.

Vi vil også opleve, hvis vi gør alvor af at følge og være med det gode, at begreber som håb og tro og kærlighed bliver mere fyldige. Det bliver en af del af livet, som vi kan handle igennem. Vi kan tage livet ind og udfolde kærligheden, hvis vi oprigtigt ønsker det, og giver plads til det.

Dette indre liv kan også blive til et fælles liv, noget som vi udfolder sammen. Men det kræver, at vi ubetinget siger ja til det, og lader det virke i alt. Det kan ikke være noget privat i forhold til noget offentligt. Det kan f.eks. ikke være noget, vi aktiverer kommercielt, og i andre sammenhænge ikke vil kendes ved.

Når det ikke må få lov at gennemtrænge alt, svarer det til at have et barn på deltid, og kun når det passer mig.

Vores adfærd afslører os. Ikke det, vi siger, men det, vi gør, fortæller, hvem vi er, og hvad vi er.

Det, vi gør, eller undlader at gøre, er afgørende for, hvilken frihed vi har fremadrettet.

Handlinger lukker op eller lukker i. Det er helt igennem vores eget valg, hvad vi foretager os. Og vi skal selv stå inde for det.

Ordentlighed er noget, jeg har i mig selv. Måske har med mig selv.

Det er noget med ikke at give mig selv forrang på bekostning af andre.

Men i stedet af tage verden ind som noget ligeværdigt.

Det begynder med perception, på samme måde som instinktet begynder med først at tilfredsstille mig selv, før andre kommer på tale.

Ordentlighed er at tage mig selv i ed, inden jeg handler.

Det er overhovedet ikke svært, hvis man har taget beslutningen, og lever efter den.

Men hvis man først lige skal tilgodese sig selv, har man ikke forstået noget.

Vi har brug for at redefinere og nydefinere vores virkelighed.

Vi skal blive meget bedre til at lave aftaler med hinanden.

Hvis vi bliver enige om at dele energi, skal vi også være enige om at være der for hinanden.

Og spørge til hinanden. Og ville hinanden det godt.

Det kan ikke være ensidigt. Og det har brug sprog. Og åbenhed. Og ærlighed.

Vi skal lære at kommunikere alt det, der har betydning. Intet må være ufortalt.

Men vigtigst af alt er, at vi har er oprigtigt ønske om at elske hinanden.

Hvis vi som par deler energi, deler vi også seksualitet.

Vi skal være villige til at søge ud i hjørnerne, at turde noget sammen.

Vi skal turde være kropslige og kærlige, også med hænder og mund, og hvad vi har lyst til.

Det nytter ikke at holde sig tilbage og bare forvente og vente. Så dør det.

Vi kan sagtens aftale, at alt foregår imellem os, og ingen andre steder. Men det fordrer aktivitet fra begge parter, og en stadig nysgerrighed.

Der er generelt meget lidt kommunikation omkring det væsentlige i tilværelse.

Rigtigt meget er gættekonkurrencer.

At blive i sin egen energi fordrer, at jeg altid er nærværende og oprigtig.

På den måde har jeg altid kontakt til min sjæl, min barnlighed, min seksualitet. Det giver frihed til at navigere, også selv om jeg måske ikke får det, som jeg vil gerne vil have det, eller som jeg kunne ønske mig det. Men jeg mister heller ikke mig selv.

Og jeg bliver i en tilstand, hvor jeg kan forstå mig selv.

Og jeg overholder alle regler om ordentlighed.

Vi skal lære, at alt, hvad vi gør, har betydning.

Det betyder ikke, at vi skal gå rundt og være nervøse hele tiden og meget påpasselige.

Men det betyder, at vi ikke skal være ligeglade og lade stå til.

Og vi skal ikke reagere uden at tænke os om. For det rammer måske nogle, når vi gør det, på en uhensigtsmæssig måde.

Hårdhed og kulde virker meget mere, end vi regner med.

Mørke i et menneskes sind eller udtryk kan ødelægge, også langt ind i det fysiske, både hos sig selv og på andre.

De, der tror, at man bare kan behandle andre, som det passer dem, har ikke forstået noget.

Fremtiden vil vise, at mange sygdomme opstår, fordi man behandler hinanden dårligt.

Selv dårlige tanker, mistro og mistillid virker meget mere ind på andre, end vi regner med.

Fantasi skaber forestillinger, hvis vi er åbne for det, som positivt kan bruges til at transformere med.

Hvis vi møder de gamle former, lader de sig alle transformere til noget konstruktivt og brugbart.

Når man er stivnet i forestillinger, svarer det til at være bundet i mønstre.

Ikke at ville slippe disse mønstre er det, der gør verden hård, kynisk, ubarmhjertig. Også selv om det i udgangspunktet kun er forestillinger.

Når forestillinger materialiserer sig, bliver de ofte associeret med magt. Det er alt sammen noget, der foregår inde i knolden.

Og fordi knolden på en voksen har mere magt end knolden på et barn, er det den voksne, der altid får det sidste ord.