Alt er dynamik

Dynamik er det, der bevæger os i livet.

Noget flytter mig fra i dag til i morgen. Noget trækker mig et sted hen. Noget vil have mig til at gøre noget anderledes.

Det er alt sammen dynamik, der trækker i mig.

Det er godt at kunne være med denne dynamik, for den vil altid være der.

Der er ikke noget i livet, der ikke kan tåle at blive kigget på.

Der er muligvis noget, som jeg ikke ønsker, der bliver kigget på. Men det er en anden sag.

Livet selv kan tåle et fuldstændigt gennemsyn.

Måden at gøre det på er at være helt til stede i sit instinkt.

Med tanken at afsøge alt, hvad der opstår.

Med bevidstheden at være åben for alt.

Med instinktet at tillade, at alt bliver kigget på. At alt bliver udvidet. At hvert lille rum bliver gennemsøgt.

Med jeget at tillade, at det sker, og  at jeg selv deltager  i undersøgelsen og rengøringen.

Med mit plantelegeme at vide at passe på, at alt får lov til at opstå og at vokse af sig selv. At alt falder på plads.

Med mit instinkt at sikre, at hårdhed opløses i mere og mere bløde former.

Med mit hjerte at tillade, og også gerne at ville lade alt gennemlyse.

At jeg selvfølgelig ikke kan være bundet og fri på samme tid.

At jeg fri i mit væsen giver plads til, at kærlighed og sandhed ubetinget får lov til at virke og at udfolde sig inde i mig.

At jeg anerkender at være guddommelig, på den måde, at intet behøver at blive stukket under stolen.

At de bare kan komme an, men at alt selvfølgelig foregår i mit tempo. Men at jeg ikke stiller mig i vejen for noget.

At der ikke er andre end mig, der bestemmer tempoet og hastigheden i mit liv.

Men at sandheden og kærligheden i nævnte rækkefølge, når det er mit eget liv, det handler om, har den højeste prioritet.

Når jeg har et andet liv i mine hænder, er rækkefølgen kærlighed og sandhed.

Ingen af dem kan undværes, men alt skal have tid. Alt skal have ro. Alt skal jeg give plads. Et andet menneske skal jeg i særlig grad give plads. For det er en Guds skabning.

Og hvis dette menneske anerkender sin egen guddommelighed, hvad jeg jo aldrig kan vide, og hvad jeg heller ikke skal blande mig i, kan det hele blive umanerligt smukt.

Jeg kan altid hvile i den kendsgerning, at vi er skabt af Gud.

Og at vi må spise af alt i haven, bort set af livets træ. Fordi livet skal have lov til at udfolde sig af sig selv, uden at jeg blander mig, og gør mig bedrevidende. Og selvfølgelig aldrig gør overgreb. Og aldrig leger med andres følelser.

På den måde er vi både bundet og fri.

Der er noget, vi ikke må. Og det kan vi altid mærke.

Er vi i tvivl, skal vi træde et skridt baglæns.

Vi er ikke Gud, og vi bliver aldrig Gud. For Gud er Gud.

Men jeg er mig, og det har jeg fuldt ud lov til at være. Det har jeg fået lov til, og ingen, ingen skal bestemme over mig.

Jeg skal ikke rette mig inde under, hvad andre synes. De kan rende mig!

Det er mit våben! Søg det og dyrk det! Søg det og styrk det! Sandhed skal vinde! Det er sjovt, hvordan de stærke sange dukke op nu.

Det er vigtigt at lade alt udfolde sig på sin egen måde.

På den måde blander vi os ikke i noget, som vi ikke har ret til.

Hvis man er i tvivl, skal man holde fingrene væk.

Livet i sig selv indeholder en meget fin og smuk logik, der i sin oprindelse er guddommelig.

Udvikling er en proces, hvor noget lægger sig oven på noget andet.

Vi kommer altid et sted fra, og vi er altid på vej et sted hen.

Det er i dette felt, at udvikling sker eller finder sted.

Jeg kan selv være deltager, ligesom mine tidligere handlinger også er deltager.

Det mål, jeg har valgt, er også deltager, for det angiver en retning.

Meget i en proces sker, uden at jeg ved noget om det.

Men meget sker også ved, at jeg aktivt deltager med min intention og min vilje, min årvågenhed.

At jeg bare er. Men at jeg også følger med.

Jeg kan opleve mig selv som offer. Jeg kan også selv være bøddel. Og endelig kan jeg jo bare kærligt og ærligt være med det, der er, og hele tiden gøre mit bedste for at vende rigtigt, så der ikke sker noget uhensigtsmæssigt.

At være i energi er at være i dynamik.

At være i dynamik er at være i energi.

Begge dele forudsætter, at energien har en form at bevæge sig i.

Når jeg bliver et menneske, får jeg en mængde energi til rådighed, bundet ind i eller holdt sammen af en hende, en form, en elastik, eller hvordan vi vil forstå det.

Udfordringer i livet er påvirkning af denne energi, og det er da vores opgave at håndtere disse udfordringer, både fysisk og mentalt. Det sidste er er arbejde for bevidstheden og for jeget, mens det første sker i den dynamiske måde, energien virker i vores instinkt og i vores plantevæsen.

En tilsvarende dynamik er i spil, når vi interagerer, hvor man jo selv kan prøve at jonglere med interaktionsmuligheder.

Man kan kun forstå livet som en lang, sammenhængende dynamik. Fordi alt hænger sammen i energi, hænger det også sammen i dynamik.

Det er vigtigt at forstå, hvordan vores krop, vores bevidsthed, vores intention, og vore handlinger virker sammen. At vi ikke bare kan betragte noget isoleret, men at alt skal ses i en sammenhæng.

Alt foregår i et samarbejde, også inde i kroppen.

Når mit instinkt og min bevidsthed ikke arbejder sammen, så bliver jeg forvirret og får stress. Jeg farer rundt som en skoldet skid, og kan ikke finde ro.

Når plante og bevidsthed hænger sammen, så finder jeg ro i en måde at opleve verden på, hvor jeg har det godt.

På den måde er alt forbundet, og vi kan altid selv gøre noget for at sikre, at der er balance, ro, men jo også dynamik.

Det handler ikke om at kvæle noget. Det gælder om at lade ethvert udtryk få sin egen sande og sunde form.

Når vi siger ja til at altid at ville være det sande billede af os selv, vil vi opleve, at energien i os vil have os til at udfylde alle hjørner og kanter af os selv.

Denne energi vil os det altid godt, og er altid positiv. Når vi på den måde følger det, vi kan mærke, vil vi opleve at blive fyldt op og fyldt ud.

Jo mere specifikt vi siger ja, jo mere vil vi altid mærke denne dynamik og energi, der gør det positive ved os.

Mennesker, der går i modstand, kan selvfølgelig ikke mærke den, eller går hele tiden op imod den. Det siger vel sig selv, at det medfører nogle forkvaklede resultater, af og til, især da hvis men stemmer imod med både arme og ben.

Vi har en form, som skal fyldes op. Når vi gør det positivt, fylder vi os med lys. Vi får selverkendelse.

Og vi bliver i stand til at elske vores næste som os selv, for første gang i verdenshistorien med et specifikt indhold, som vi kan mærke. Vi kan mærke os selv, og det er opgaven, for at vi altid ved med os selv, i hvad retning vi skal vende os.

Når vi gør det, som vi kan mærke, vi skal, vil vi støde på områder i os selv, som vi måske ikke bryder os om. Det kan være noget, vi selv har gjort, der ikke var godt. Det kan også være noget, vi er blevet påført.

Der findes ikke noget i os selv, som ikke kan håndteres ved hjælp af kærlighed og positiv selverkendelse.

Og der er intet i os selv, der er ligegyldigt, eller som vi må negligere. Vi skal kigge på alt, anerkende, at det er der, og tillade det at blive transformeret.

Universet vil altid det bedste for os, så vi kan roligt bede om hjælp. Men vi skal altid gøre arbejdet selv.

Sjælen presser på, for at vi skal være sande.

Sjælen vil have os til at kigge på os selv.

Den er ikke partiel. Det er den aldrig.

Sjælen vil det hele af mig. Den vil have mig til at være levende, og at leve livet på en måde, som jeg kan være bekendt.

Hvor jeg ikke giver mig ud for noget, jeg ikke er.

Hvor jeg er det sande billede af mig selv.

Det er min opgave at gøre det, som jeg godt ved, jeg skal.

Og jeg kan selvfølgelig aldrig springe over sådan noget, eller tro, at jeg kan gemme det, til jeg en dag får tid eller lyst til det.

For sjælen ønsker min umiddelbare tilstedeværelse her og nu.

Livet udspiller sig gennem sjælen, når vi giver det lov.

At være bundet til sit instinkt får livet til at stagnere.

Det svarer til kun at være et produkt af en evolutionær proces.

At lukke op for sjælen er positivt at gøre livet indholdsrigt.

Det er at lukke op for energi og at lade lyset komme indenfor.

Det fordrer, at jeg selv lader det ske.

Vi skal forstå, at alt er dynamik, og at vi er midt i det.

Der er altid en bevægelse i os, og opgaven er at være med denne bevægelse.

Jeg var ved tandlæge og skulle have en afstøbning af mine tænder. Jeg skulle sidde helt stille i nogle minutter.

Det var mærkeligt at registrere, hvordan der hele tiden var noget i mig, i min mund, i mine kæber, der ville noget andet. Det var næsten umuligt helt at holde mig i ro.

Hvis vi kigger på os selv i en slowmotionfilm, vil vi registrere, at alt hele tiden er i vibration eller i bevægelse. Det samme gælder selvfølgelig i forhold til vores sjæl og vores sind. Det som nogle kalder vores psyke.

Jeg er sikker på, at rytmen vil ændre form, hvis vi altid også lader sjælen være medredaktør.

Der vil altid være et træk, og vores positive opgaver er stilfærdigt at være i dette træk, i denne bevægelse.

Når noget sætter sig fast i sindet, kan det være selvforskyldt, fordi der er noget, vi bare ikke vil slippe. På den måde skaber vi os selv et ego, men kan jo også være et selvhad.

At erkende dynamik kan også, med en sand intention, være en bevægelse, hen i retning af selv at få fat i sjælen, at blive i overensstemmelse med mig selv.

Det bedste, som vi altid kan gøre, er at være til stede midt i os selv, midt i vores egen dynamik, uanset hvor kaotisk den måtte være.

Hvis jeg giver slip., kan jeg mærke, hvordan spændinger og energi er to måder at beskrive det samme på.

Den måde, vi er i livet på, har altid indflydelse på, hvordan fremtiden bliver. Vil vi være midt i vores egen virkelighed, eller vil vi som offer eller bøddel stå et andet sted?

Vores mulighed er altid at være i lyset og i kærligheden. At anerkende, at der er tilstande, som vi overhovedet ikke har kontrol eller magt over, men at alt, hvis vi formår stilfærdigt at være til stede i det, vil finde en form, der giver mening.

Vi vil gerne styre alt, men det kan vi ikke, og det skal vi ikke.

Men vi kan være midt i vores egen situation, og vi kan altid vælge, at det gode skal være med os, og at vi positivt skal deltage, indtil det falder til ro.

Vi vinder ikke noget ved at gå i panik.

Vi vinder ikke noget ved at kaste skygger.

Men vi vinder noget ved at blive i os selv, og at være med forvirring. Før eller siden falder der ro over feltet.

Vi vil altid være en del af den energi, der omgiver os. Vi har mulighed for at agere som styrmænd, når energien tager fat, og rusker rundt med os.

Ved aktivt at være til stede får vi mulighed for at forstå, hvordan vi altid er deltagere midt i vores egen skæbne, og undertiden også i andres.

Bevidsthed er aldrig noget statisk. Vi vil aldrig være eller blive noget statisk. Så det hjælper ikke på den måde at identificere os med noget materielt, eller noget teknologisk eller elektronisk, i forsøget på at finde tryghed eller sikkerhed på den måde.

Bevidstheden i sig selv, uden indhold, er funderet i Gud.

Jeg mærkede det forleden, som en langvarig tomhed, hvor jeg bare var i ingenting. Det var overhovedet ikke behageligt. Til gengæld kunne jeg mærke, at min forpligtelse var at være i denne tilstand, men uden at gå ud af den, og uden at gøre noget for at farve den.

Jeg havde ingen kontakt til energi, hvilket var mærkeligt, og også ubehageligt. Jeg funderede over, hvordan forbindelsen så kunne være der, men forstod det ikke.

Da jeg vågnede om natten, fik jeg en masse erkendelser, og oplevet en stor frigørelse og en masse dejlig energi.

Men udgangspunktet var, at jeg bare var i det, der ingenting var, men også uden at gøre andet end at anerkende det.

En sådan tomhed eller nulpunktsoplevelse vil alle kunne mærke, når de bare er i sig selv.

Men det er vigtigt, ikke at ville manipulere noget, ligesom man selvfølgelig ikke skal tænde en smøg eller gøre noget andet, hvor jeg fjerner mig fra min egen oplevelse og tilstand.

Og selvfølgelig heller ikke går ud af sig selv, reagerer ud af sig selv.

Vi er vores egen skæbne og vores eget liv. Det er vores sande udgangspunkt. Ingen andre steder kan vi afgørende gøre en forskel. Og vi har altid ansvaret for os selv, og for det, som vi aktuelt står overfor.

Øvelsen er at give os selv en platform, hvor vi ved med os selv, at vi bare skal være med det, der er, og så vil det finde en form.

Vi skal holde op med at tro, at vi kan kontrollere alt, og i stedet vænne os til, at vi selv indeholder evnen til at finde roen i os selv, men aldrig i panik, for så kan vi ikke styre noget mere.

Og jo mere vi udfolder og udvikler denne evne, jo bedre vil vi i enhver situation kunne stå i os selv.

Først når vi anerkender vores egen positive rolle i vores eget liv, vil vi altid kunne kigge os selv og andre i øjnene.

Det er aldrig andres skyld, at vi er forvirrede. De kan have medvirket til det, men vi vil altid få mest ud at at håndtere det inde i os selv.

Og jo især, hvis den anden eller de andre måske slet ikke vil indrømme deres delagtighed. Vi vinder ikke noget ved at gå i infight med en skygge. Det er dømt til ikke at ville lykkes.

Som elskende kan vi godt krydse klinger, men hvis vi gerne vil blive sammen i hinandens selskab, skal vi lære, hvordan vi altid skal være og blive i lyset sammen. Ellers mister forholdet sin positive dynamik.