Alle på nær én stak af da det gjaldt

Voksenlivets dybe smerte er, at vi er alt for hurtige med svarene, til at vide bedre, og dermed til at isolere os.

Man er alt for hurtig med de nemme svar.

I første omgang sammen med familien, men senere i livet er vi kun os selv.

Og ingen bliver glad af at komme på plejehjem.

Man skal tænke sig godt om, inden det er for sent.

Så længe man har penge nok, kan man altid købe sig til tomhed.

Fordi man har magt, har man ikke nødvendigvis agt.

Man skal ned i bunden af sig selv for at mærke, hvad det hele handler om.

Hver gang man stikker af, misser man en erkendelse.

Ikke at stikke af er at have fat i alt i sig selv, at kunne mærke sin energi i hele kroppen, og at være med den.

Og i øvrigt at være med det, der er.

Når jeg ikke giver noget af mig selv, så kan jeg altid stikke af.

Når jeg ikke mener noget af det, jeg siger, har jeg jo ikke sagt noget forkert.

Når jeg ikke har forpligtet mig selv afgørende, så har vi ingen aftale!

Jeg vil gerne have, men jeg vil ikke give!

At stikke af er det modsatte af at blive stående.

Når jeg flygter, er det enten tiden eller rummet eller mig selv, som jeg stikker af fra.

Man kan også stikke af fra en anden, og bruge skyggen til at holde afstand med, hvor mærkeligt det end lyder.

Det er noget, som kun mennesker kan, fordi de har et jeg og en bevidsthed. Og så har de afstanden til sit instinkt, hvad dyret ikke har.

Endelig kunne man vel også nævne afstanden til sit plantevæsen, sin vækst, sin jordforbindelse. Det er også en måde at stikke af på.

Hvis vi har det hele integreret i os selv, har vi sjælen på plads i os selv.

At stikke af er, ikke at have modet til at stå inde for det, jeg er, og det, jeg gør..

Mennesker er mere dyr end guder.

Derfor ser de også Himlen adskilt fra jordelivet. Fordi de ikke sandt er i kontakt med sig selv.

Jesus sagde: Himmeriget er midt iblandt jer!

Hvis det modsatte var tilfældet, altså hvis de var mere guder end dyr, ville de ikke pleje deres egen fordel, inden de stod til rådighed for et højere formål.

Det er nemt at afprøve dette udsagn i dag.

Hvis man fjernede det økonomiske incitament, ville der ikke være ret mange præster eller spirituelle tilbage.

Det samme gælder forfængelighed i forhold til at leve efter sandheden.

Hvis man fjerner egen vinding, vil der ikke restere ret meget interesse for et projekt, uanset hvilket.

Sandheden er det, der bliver tilbage, når alt er blevet belyst, og vi kun står nøgne og kigger på os selv.

Det er den samme følelse, vi vågner med om morgenen, inden vi overhovedet overvejer at spille en rolle.

At kunne stikke af er noget, som kun mennesker kan, fordi de har en sjæl. Det er af samme grund, at vi har udviklet kultur, som jo kan være sand, men som også kan være en flugt.

Det fortæller også den sjove historie om, at alt i livet kan være et skuespil, hvor alt afhænger af hinanden Økonomi bag ved at være husejer. Økonomi og prestige bag ved at have et job og en social anseelse.

Måske en tilsvarende meget betinget måde at være i et ægteskab på. Hvor der i alle disse eksempler ikke er noget ægte bagved, og alt derfor med tiden bliver mere og mere tomt.

Det sande alternativ er, at vi sandt er der for hinanden, og at alle vore handlinger altid tager udgangspunkt i ærlige intentioner.