Alle levende væsener har livet i sig

Et menneske er et levende væsen. Det er det pr. definition.

Et menneske har en sjæl. Det har det haft i 40.000 år, og individuelt siden den 4. graviditetsmåned.

Fordi mennesket har en sjæl, kan det kigge på sig selv og sit eget liv.

Vi kan møde os selv og hinanden som dem, vi er, unikke væsener, skabt af Gud.

Fordi vi er skabt i Guds billede, har vi mulighed for at se verden ligesom Gud.

Det lader sig dog kun gøre i den allerstørste ydmyghed, oprigtighed, ærbødighed, generøsitet.

Men det er muligt. Vi skal dog ikke forvente at få væsentlig indsigt, hvis vi selv tror, at vi er Gud, og opfører os som et opblæst ego.

Alle har muligheden for at forstå livet indefra, men kun hvis de slipper alt, hvad der binder dem. Og det er for de fleste overhovedet ikke interessant.

Man kan gå positivt ind i et hvilket som helst øjeblik og udfolde det indefra.

Det forudsætter, at vi, eller jeg, ønsker det, og gør det.

Kan vi gøre det sammen, kan det blive magisk.

Det er en mulighed, vi har som mennesker, der adskiller os afgørende fra dyrene, som giver os mulighed for at forstå hvad som helst, bare vi har viljen og ønsket.

Alle levende væsener har livet i sig.

Alle levende væsener har et instinkt omkring sig, som evner at åbne sig imod verden, og trække sig sammen igen.

Enten er man modtagelig eller afvisende.

Enten er man sur eller glad.

Det gælder i hvert fald, når man er et menneske.

Et menneske har bevidstheden som et supplement til sit liv, at være i live.

Vi kan udfolde os fuldstændigt, hvis vi ønsker det. Det er bedst at gøre det sammen.

Alene kan vi ikke gøre så meget, som når vi er to.

Vi kan komme ud i periferien af os selv. Det er det, som elskov handler om. Vi kan lære at elske os selv ud i alle hjørner og kanter.

Vi får mest ud af at gøre det sammen. Men det forudsætter ubetinget åbenhed, og at vi er der for hinanden.

Vi skal slippe vores eget spejlbillede og vore egne skygger. Og så bare møde evigheden, og hvad der kommer.

Det er ikke svært, hvis vi altid er ordentlige, hvis vi altid er ærlige, hvis vi altid også er oprigtige over for os selv.

Men det er til gengæld ultimative betingelser.

Det handler om at være i en tilstand, hvor jeg kan se, at livet er guddommeligt, og så møde alt i livet fra en sådan position.

En mor eller en far møder livet ovenfra og ned. Det vil også være i orden, så længe det handler om at opdrage, og at sikre, at barnets adfærd ikke virker forstyrrende i forhold til ordentlighed.

Forældreadfærd er at møde barnet positivt, men også at korrigere.

Når vi bliver partnere, skal vi lære at møde hinanden, sådan som vi er, og i den forbindelse at slippe vore forældre.

Nu er det os selv, der er på banen, som hver især tager ansvar for vores egen energi, uanset hvordan det viser sig.

Nu er det os, der udtrykker os selv, og udfolder os selv.

Og det er vores opgave at udfolde dem, vi er, at udtrykke dem, vi er, og selvfølgelig altid samtidig at kigge os selv og hinanden dybt i øjnene.

Det handler ikke om at lægge låg på sig selv. Det handler om at være sig selv, med alt hvad vi indeholder. Det er opgaven.

I en relation møder vi ikke livet ovenfra og ned. Her møder vi det ligeværdigt.

Det handler ikke om at proklamere noget. Det handler om at leve det. At være det.

At være med det hvert lille mikrosekund i livet. At være åben for den dybe sammenhæng. At møde den, når den kommer. At mærke glæden i livet som en altid latent og nogle gange altid nærværende oplevelse eller tilstand.

Der er intet af det, vi oplever, der er for småt i forhold til, hvad livet vil os, og hvad vi skal i det.

Vi skal lære ydmyghed, taknemmelighed, venlighed, blødhed i vores væsen, imødekommenhed, ærlighed, først og fremmest over for os selv. På den måde vil vi kunne lære, hvordan vi alle sammen indgår i Skabelsen, og hvordan vi alle sammen har en andel. Hvert sekund.

At vi altid skal holde os på den rigtige side af os selv. At vi altid skal være lyttende og lydhøre. At vi ikke er en skid bedre end andre. At bedrevidende i virkeligheden er meget mere forarmede end dem, der siger: Jeg ved ikke, men jeg vil gerne forstå!

Krukker er der nok af. Det kniber mere med forkæmpere for livet. De, der tør. De, der har modet. De, der har respekten. De, der altid tager hensyn. Dem, man  kan regne med, når det gælder.

Det er altid vigtigt, at livet kommer ind og ned igennem os. Ellers risikerer vi i affekt eller lignende at ryge ud af os selv.

At være og at blive i os selv er det, der gør os levende.

Mennesker kan, i modsætning til dyr, bevæge sig rundt som levende døde, næsten ligesom en høne, der har fået hovedet hugget af.

For mange skyldes det utvivlsomt, at de aldrig er blevet præsenteret for et sandt, ægte og holdbart alternativ.

Der er intet i den verden, vi lever i, som afgørende forsøger at bringe mennesker ud af deres dødvande.

Det er lidt ligesom ved Ungdomsoprøret. Vi går i dag i noget anderledes tøj. Vi siger du til hinanden. Og samvær er måske blevet lidt løsere.

Men grundlæggende er vi ikke blevet mere fri som væsener.

Det kan mit forfatterskab medvirke til at skabe grundlaget for.

Derfor er det også vigtigt, når et alternativ bliver præsenteret, at det skal forstås i sin fulde sammenhæng for at kunne blive gyldigt.

At være helt i mig selv er at være altinkluderende. Der er ikke en tånegl, som ikke er inkluderet i alt.

Intet i mit liv overhovedet må være udenfor, hvis mit ønske er at stå helt i mig selv.

Hvert et støvkorn, der hører til inden for mit område, hører med i denne form eller beholder eller tilstand.

Hvis det mindste er ekskluderet, er jeg upålidelig, og vil altid kunne springe fra mig selv. Jeg har selv oplevet det. Det var direkte rædselsfuldt og dybt smertefuldt, fordi jeg troede, at vi var sammen.

Et dyr er altid i sig selv og skal ikke som et menneske sige ja og forholde sig til, om man skal efterlade et lommetørklæde i rummet ved siden af, som man så kan bruge som et påskud til at stikke af. Et dyr er altid trofast og pålideligt. Det er det i sit væsen. Sit naturlige væsen.

Det er interessant med et dyr, som bare er i sit instinkt, at når det oplever noget rart og godt, søger det hen mod den samme oplevelse igen. Hvis det gentager sig, bliver det en lille smule monotomt.

Et menneske i den samme situation har muligheden for at forholde sig til en tilsvarende oplevelse, og korrigere. Et menneske kan handle i forbindelse med at kunne registrere. Det behøver ikke tilsvarende at gentage sig selv, eller kan justere sin adfærd. Det fortæller lidt om, hvad sjælen kan, fordi vi er i stand til at kigge på os selv og vore mønstre.

Men det fordrer jo så til gengæld også, at vi aktivt gør noget for ikke bare at gentage os selv bevidstløst, sådan som det sker for de fleste, når de når en vis alder.

Og det forudsætter også, at vi, fordi vi er mennesker, har lært lektien at blive i os selv, synonymt med at opføre os ordentligt.

Mønstre findes både hos dyr og mennesker, men vi kan kigge på dem og forholdes os til dem, og korrigere, så vi ikke behøver bevidstløst at gentage noget, der ikke behøver at være sådan.

Mange mennesker bliver bevidstløst i deres mønstre, der for længst har udlevet sig selv.

Meget af det skyldes det meget umodne fænomen, der kaldes voksenliv.

Energien i voksenlivet bremses.

Noget af det skyldes menneskers uvilje mod at møde det positivt.

Andet skyldes, at den bremses i materielle rammer.

Elektroniske medier er også en væsentlig forklaring.

Den mad, vi spiser, er fuld af gift, som vi ikke ved nok om.

Mennesker, der går op og ned ad hinanden, kan godt være ondskabsfulde på en måde, hvor de reelt gør hinanden fortræd.

Vi har brug for som mennesker at bevæge os hen i situationer, hvor livet får lov til at udfolde og at udvikle sig på naturlige betingelser.

Så at sige holder op med at gå i stå hele tiden.

Livet i sig selv opstår, fordi vi er planter, der har brug for jordforbindelse. Men også lys og vækst.

Og det opstår, fordi vi er dyr, der har brug for at bevæge os, at komme ud, at få sig rørt. At mærke, at vi er til.

Vi har også brug for at få god og nærende mad.

Livet i sig selv opstår også og i høj grad gennem relationer. Vi skal læres at møde hinanden, at røre ved hinanden, at tage hinanden alvorligt. Det er vigtigt, at vi lærer altid at være positive, så vi ikke bremser hinanden gennem mørke.

På dette niveau handler det om sindet, om hvordan vi håndterer vores mentale potentiale, men jo også, afhængigt deraf, vores følelser, og vores seksualitet. Alt har betydning i en sammenhæng, og vi skal lære at tage hensyn til alt.

Alt i mennesket er dynamik i en eller anden form. Denne dynamik skal vi lære at respektere og altid at tage hensyn til. Det er ikke svært, når man lærer det.

Generelt for alt det, jeg beskæftiger mig med gælder, at livet i enhver form begynder stille og roligt, ja faktisk uden form, og kan håndteres lige så stille og roligt og udramatisk. Det gælder alle former for liv, også det der udfolder sig inde i et menneske.

Intet er i udgangspunktet dramatisk, og alt følger i sig selv et stille flow. Det gælder energi i enhver form. Det gælder seksualitet i enhver form. Dramatik er noget, som dramatiske mennesker tilføjer. Det er ikke en fast bestanddel af livet i sin egen form.

Det ved man, hvis man er fortrolig med høj bevidsthed.

Også at enhver af disse former lader sig udfolde og forstå stille og roligt.

Hysterikere og andre i lav bevidsthed har et udgangspunkt, som begynder ved puls 160, men det er ikke livets skyld. Det er noget, der foregår inde i knolden på disse individer.

At mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, har ikke noget at gøre med livet i sig selv, og meget ofte heller ikke noget med andre mennesker. Det kan såmænd være selviscenesat skuespil, der kun har sit eget ofte krukkede formål.

Mørk energi i form af hårdhed, vrede, had kan have et fuldstændigt irrationelt formål, hvad man nogle gang kan opleve, hvis man bagefter kigger baglæns. Mørket havde kun sit eget destruktive formål.

Livet er en åben og positiv mulighed for alle, som ønsker det.

Et menneskes muligheder er nærmest ubegrænsede, hvis vi oprigtigt møder det i hele sit potentiale.

Når de fleste mennesker vælger mørket frem for lyset, tror jeg, det hænger sammen med, at man ikke aner, hvad man skal stille op med noget, der ikke ser ud, som det plejer. Man er bange for og tilbageholdende med frihed som fænomen, fordi man selv skal på banen.

Man søger ind i mørket, fordi der her er trygge rammer. Her er vrede. Her er surhed. Her er lidelse, som vi kan forholde os til. Her læner vi os op ad hinanden, modsat at møde alt i frihed.

Mennesket har, i modsætning til dyrene, friheden til at bevæge sig ud i verden, og selv skabe nye former, eller selv at lade nye former opstå. Men de fleste er skrækslagne ved selv at skulle møde og forholde sig til friheden. Så hellere et liv i fangenskab.

Jeg repræsenterer livet, som det er, og som det var, fra begyndelsen af, inden nogen uretmæssigt begynder at blande sig.

Dette liv kan af alle opleves og udfoldes hver dag, på samme måde som vi kan se det ude i haven, hvis den ikke er sprøjtet eller på anden måde forurenet.

Den største forureningskilde er menneskers sind, deres måde at være i verden på, især dem, der har fået status af voksne. Mange af dem er dybt uansvarlige. Det handler ikke om at nævne navne. Men det handler om generel attitude, hvor dem med en blakket moral ikke har nogen skrupler i forhold til at sætte sig selv forrest i rækken af skadevoldere.

Det er denne attitude, der er årsag til både klimaproblemerne og til terror.

Den vedligeholdes af specifikke mennesker, og i nogle foregår det så massivt, at de vel nærmest ikke kan og i hvert fald ikke vil forstå det.

Derfor har sjælen heller ikke nogen plads i voksenverdenen, der kun er fokuseret på egen overlevelse, uanset at denne har været på plads meget længe.

Hvis man ikke vil se noget, så ser man ikke noget.

Hvis man er lidt interesseret i andet end sin egen næstetip, kan det, som jeg skriver om, have en vis interesse.

Virkeligheden er det, der er tilbage, når sjælen har været forbi med en støvsuger.

Det er en sjov måde at se det på, men handler om at skrælle alle de lag af, der ikke er sande, og herefter at mærke sandheden neden under det hele.

Det er sådan noget, der sker i menneskers verden, hvor der er så meget usandt, der fylder det hele, det meste af tiden.

I naturen er det mere enkelt.

Hver gang livet opstår i en ny form, udfolder det sig på en meget specifik måde i form og farve og udtryk i øvrigt.

Livet er bevægelse og integritet.

At noget virker sammen med et formål.

Mennesket har derudover en bevidsthed, så det kan kigge på og forstå livet og på sig selv.

Og så har det et jeg, der betyder, at det, med bevidstheden i hånden, kan handle og gøre en forskel.

Forudsætningen for at kunne gøre det i frihed er, at det bliver i frihed, som er det samme som at blive i sig selv.

Derved kan det altid se sig selv i øjnene og agere og reagere fremadrettet i den form, som er givet fra begyndelsen af.

Instinktet er også en form. Det må vi ikke glemme, og det er der heller ikke nogen, der gør. Tværtimod er det vigtigt at lære, at vi har en form, som vi aldrig må lade styre os, men som altid vil påvirke os.

Kunsten i forhold til instinktet er at lære at forstå, hvad det vil, hvorfor det reagerer, og så lære at være i det, der sker.

Instinktet opfører sig kun åndssvagt, når vi lader det opføre sig åndssvagt.

Det er med andre ord vores eget valg og vores eget ansvar, hvad vi udsætter os selv for. Instinktet har vi fået for at bruge det, men også at elske vores egen måde at være dyr på. Det er muligt, og det skal vi simpelt hen lære.

At blive i sin egen form er altid at kunne kigge fremad og i alle andre retninger, stille og roligt og positivt.

Menneskets form er mere rummelig og mere potent end alle andre levende væsener.

Vi er skabt i Guds billede, som betyder, at vi inde fra os selv kan forstå, hvis vi ønsker det, hvad skabelsen handler om. Vi kan blive i os selv, som er det samme som at blive i sin guddommelighed.

Hvis man går ud af sig selv, fratager man sig selv denne mulighed, og er måske i verden på dyrets præmisser.

At være i sig selv er at være i sin egen energi, sin egen barnlighed, sin egen seksualitet.

At være i og at sige ja til livet er at kunne mærke det i alle facetter, sådan som det er. Om vi kalder det fra naturens side eller fra skabelsens side, kommer på en måde ud på et. Det er den samme energi.

At være og blive i sig selv kan kun foregå i stor ydmyghed, da livet er skabt i stor ydmyghed.

At være i sin egen energi er som menneske altid at være ordentlig.

At anerkende sin begrænsning. At blive på stien. Aldrig at være bedrevidende. At trække sig, når man ikke ved noget eller har forstand på noget, eller når energien har brug for at finde din egen vej eller at blive genetableret.

Når mennesker går ud af sig selv, skal man holde sig på afstand. For det har aldrig konstruktive perspektiver.

Uanset hvad vi foretager os som mennesker, kan vi kun kvalificeret forholde os til det, hvis vi er og bliver i vores egen energi.