Et stille ja til livet er alt, hvad der skal til

At sige ja ind i sjælens perspektiv er at sige ja med hele sit væsen. Når jeg har gjort det, behøver jeg ikke at kigge mig tilbage.

Mange siger ja, men mener det ikke alligevel. Så er det hele jo ikke noget værd.

Man kan ikke sige ja på betingelser. Så har man ikke forstået noget af det hele.

Logikken i livet er at lukke stille og roligt op.

Det vil også ske, hvis vi altid vender positivt imod hinanden, og hvis vi begge har sagt ja til livet.

Det er lige så enkelt, som det er skrevet, og det er muligt.

Når det ikke altid, og måske langt fra altid, lykkes på den måde, skyldes det, at nogle af os, måske de fleste, har ubearbejdede sider i sig selv, der støjer så meget, at de oven i købet kan få magten.

Det kendes som stress og mange andre symptomer, eller også har man bare en generel aversion mod at møde sig selv og at kigge på sandheden, som den er.

At sige ja på vegne af sig selv er at lade sin sjæl komme ind i verden.

At sige ja til sig selv er at sige ja til alvoren i livet. Det er at gøre det, som man ved, man skal.

Hvis ikke man gør det, bliver man det, som Paulus kalder “et rungende malm og en klingende bjælde” (1. Kor. 13).

Min måde at se verden på læner sig ikke op ad andet end et ja til livet. Dette ja er først og sidst. Al erkendelse udspringer heraf.

At sige ja med hele sit væsen er det, der skal til, for at vi i alt er troværdige, over for hinanden, over for os selv, over for Gud, hvis vi ønsker at bruge det navn.

Vores væsen er alt, hvad vi indeholder. Det er det, vi er. Det er vores krop. Det er vores liv. Det er vores oprindelse. Det er alt, hvad vi gør, og har gjort, og vil gøre. Det er det, vi siger ja til, og som vi har sagt ja til.

Det aktive er det, vi gør nede i fødderne. Det er, når vi manifesterer vores instinkt, vores fysiske inkarnation.

Deraf også udtrykket: at få kolde fødder. At trække sig.

Det er det, vi gør. Eller det, vi undlader at gøre. Uanset hvad er det vore handlinger. Også uanset om vi siger ja til det eller ej.

Vi har alle brug for nogen, der siger ubetinget ja til os, med alt hvad vi indeholder.

Men derudover og måske først og fremmest skal vi sige ja til os selv.

Det er måske den proces, der finder sted, efterhånden som vi kommer tættere på hinanden i større og større oprigtighed. Hvis det er det, vi gerne vil.

Hvad kunne temaet være? At ville have et andet menneske indenfor i mit liv.

Hvis vi skal gøre noget oprigtigt sammen, så skal vi begge sige ja til det. Ellers holder det ikke i længden. Vi skal også sige ja hver for sig til os selv.

Men intentionen på plads ved man altid, hvad og hvem man kan stole på. Der er ingen slinger i valsen. Der sker ikke noget bag om ryggen. Det er så meget lettere at have styr på sig selv og hinanden på den måde. Til gengæld kan det kun opstå og virke i fuldstændig frivillighed og åbenhed og ærlighed.

Man kan ikke tage andre alvorligt uden at tage sig selv alvorligt. Alt begynder på den måde ved mig selv. Hvor skulle det ellers begynde?

Hvad er det, der styrer menneskelige relationer? Er det ægte kærlighed? Er det biologiske omstændigheder? Hvad vejer tungest? Hvor er dybden?

Vi kan selvfølgelig lade tilfældet bestemme, med risiko for, at partneren pludselig ser en anden person af det modsatte køn, der er rødhåret, og så smutter, fordi han eller hun tiltrækkes af en anden hårfarve.

Det er selvfølgelig karikeret, og så alligevel er der en forklaring på, hvorfor der er så meget smerte i forbindelse med brud. Man lader sig styre af impulser.

Man har ikke aftaler på plads, og i den forbindelse først og fremmest aftaler med sig selv.

Hvis biologien styrer, er det at lade dyret i sig selv styre.

Hvis man selv styrer, er det at tage sjælen i ed og at anerkende sit eget dybe ansvar.

Vi laver aftaler, men hvad er de funderet på?

Hvis biologien styrer, kan aftaler få lov til at være aftaler. For så er der ikke andet, der i virkeligheden har magten.

Derfor skal vi anstændigvis altid først lave en aftale med os selv, hvor vi binder os selv i et oprigtigt ønske.

Jeg havde ikke set det, før jeg fik denne erkendelse, men den er så indlysende rigtig og vigtig og uomgængelig i forståelse af, hvad livet er, og hvordan vores andel i det er.

En aftale, med mig selv, eller med andre, en anden, kan aldrig være negativ. En aftale kan kun være positiv. Sådan er livets væsen. Hvad mening skulle der være i at lave en negativ aftale med mig selv? Så er der jo ikke noget rum. En aftale kan kun være positiv.

Aftalens enkleste form er ja.

Aftalens klareste form er et ubetinget ja.

Det er kun mig selv, der kan lave en aftale med mig selv.

Levet liv, som er det samme som fortiden, baserer sig på aftaler, hvad enten vi vil vide af det eller ej. Det, vi gør, er noget, vi har sagt ja til. Ellers har vi jo ikke gjort det.

Problemet er eller kan være, at nogle af disse aftaler har været halvhjertede, men det fjerner ikke vores ansvar, eller at vi altid skal stå inde for os selv. At vi altid skal stå ved os selv.