Et stille ja til livet er alt, hvad der skal til

Det er længe siden, jeg påbegyndte denne artikel, eller hvad vi skal kalde det.

Jeg kalder det et stille ja, og det er det også. Men det er på den anden side et ubetinget ja, som kommer fra mig, og som jeg lader virke ind i alt.

Det handler nok om at tage udgangspunkt i det dybeste i mig, det mest sande, og at lade dette ja virke ind i alt, og så anerkende, at der langt hen ad vejen, og meget ofte i perioder, vil være episoder, hvor det dybe ja, og så det, jeg støder imod, mangler sammenhæng.

Det kan ikke være anderledes. Fordi virkeligheden, som omgiver os, er hård, og kan være fuldstændigt ubarmhjertig, grænsende til noget meget kynisk, i reaktionerne. Vi må bare aldrig reagere ind i disse former, og slet ikke på samme måde, for så mister vi os selv og vores dybe kontakt. Og den vil være svag, så længe vi ikke har en solid kontakt.

Men det hele handler om sandhed i forhold til usandhed. Og der er ikke noget at tage fejl af, når vi lærer at skelne. For mange, for de fleste, vil det være en meget langvarig proces. Og mange vil falde eller miste fokus undervejs. Fordi noget andet er stærkere.

Alt i processen afhænger af, hvor og hvordan jeg formår at være og blive med det, der er. Og at jeg formår at bevare mit sande jeg, som meget nemt bliver til et falsk jeg, hvis jeg på afgørende tidspunkter handler forkert. Jeg har oplevet det mange gange i mine omgivelser. Og det kan være meget smertefuldt, især hvis det sker i forhold til noget, der i udgangspunktet var stærkt og sandt og smukt.

Men vi kan kun, som voksne, handle på vegne af os selv. Og stå inde for os selv. Sådan er vilkårene.

Alternativt er, at en anden lægger sin skæbne over i min. Men det forudsætter stadig et ubetinget ja fra den anden, og at det bliver fulgt. I alt.

Og selv her er historien rig på falske profeter. Så det er ikke let. Men det er heller ikke umuligt, er min fortælling, idet jeg udmærket er klar over, at min vej kun er betrådt af ganske få, hvis overhovedet andre. Fordi min vej omfatter alt i livet og ikke støtter sig til andet end livet, sandheden, og lad os bare sige Gud. For den faktor vil jeg ikke være foruden.

Og fordi min moral er stærkere end nogle af dem, som jeg kender, som jeg i en periode har fulgtes med.

Det er stadig vigtigt for mig at være afslappet i livet. Det er en betingelse.

Skæbne er at slappe af med det, der sker, og det, man gør, og at have det godt med det.

Skæbne er noget, der skal ske. Vi har ofte en god fornemmelse af, hvad det er, og hvor det bærer hen.

Jo mere vi giver slip, jo mere positivt vil livet udfolde sig. Det nytter ikke noget at spænde. Det gør kun det hele lidt mere bøvlet, og måske misser vi på den måde noget vigtigt og væsentligt.

Jeg har lært, at vi altid kan være positivt og stilfærdigt i livet, når bare vi vælger denne enkle mulighed.

Men vi kan ikke samtidig være alt muligt andet. Og vi kan ikke være utroværdigt til stede. Det skal være et ubetinget ja, også så vi er til at stole på.

Det er så enkelt, når vi gør det. Men hvis ikke vi gør det, kan vi risikere at gøre alt helt unødvendigt kompliceret, både for os selv og for andre.

Mit projekt handler om en ny måde at være menneske på. Som udgangspunkt er den vel ikke ny, fordi vi godt kan finde autentiske mennesker. Den handler om altid at være ærlig, åben, glad, ukompliceret og ukrukket, og at lade være med at tro, man er noget særligt. For det er man ikke.

Eller sagt på en anden måde er vi noget særligt. Men det er ikke det, vi ser, når vi kigger ind i spejlet. Det særlige er det, der opstår, når vi tør være skrøbelige og sårbare, og møder livet på den måde.

Det handler også om, at vi altid skal stå ved os selv. Men det er ikke besværligt, hvis man bare gør det. Det besværlige er at lade være. At spille roller. At være alt det, man ikke er. På den baggrund undrer det mig, at man ikke umiddelbart giver slip i forhold til enkeltheden i alt det, jeg står for. For det er grundlæggende fuldstændigt enkelt og banalt og stilfærdigt. Og det er det bare!

Alligevel er man ved at ødelægge kloden med forkerte løsninger.

Livet har al den styrke, al den kraft, al den vitalitet, som er nødvendig for at udfolde det ubetinget. Vi skal bare sige ja til det, og blive ubetinget i dette ja.

Jeg har oplevet det i flere omgange, at det er muligt i al sin suverænitet. Men jeg har også oplevet det indskrænket til praktisk taget ingenting, i forbindelse med, at andre ikke blev i deres ja.

At sige ja er et valg, en beslutning, som, når vi lader den virke, vil betyde, at alting åbner sig. Men vi må ikke stille betingelser, for så siger vi ikke ja.

Hvordan får man fat i sin sjæl? Det gør man ved positivt at lytte til sig selv.

Svaret findes ikke ved at kigge ind i spejlet. Men at mærke, hvem jeg selv er, idet jeg jo selvfølgelig aldrig må gøre det på bekostning af andre. Fordi jeg ser bedre ud end andre. Fordi de andre er dummere. Fordi jeg er bedre end de andre. Det er et forkert, men meget brugt udgangspunkt.

Det er at mærke mig selv, som jeg er. Uden skuespil af nogen art. Bare at være. Og fra den position lukke livet og andre ind. Så har jeg mulighed for at blive virkelig.

Der er kun ét sandt udgangspunkt. Det er altid at lytte til sig selv. Men aldrig ved samtidig at ekskludere andre. For så er det ikke mig selv, men mit spejlbillede, jeg har fat i. Og det er ikke sandt, og bliver det aldrig. Her ser jeg nemlig kun mig selv, uden hensyn til noget som helst andet. Det er et kæmpeproblem i dag.

Hvis man omvendt finder denne balance, har man altid kontakt til sig selv, sin egen energi og sin sjæl, og dermed også den positive side ind mod andre, forudsat at vi åbner ind mod hinanden, og at vi altid behandler hinanden ordentligt.

Så længe man positivt og åbent går ind i livet, vil man altid skabe de bedst mulige forudsætninger, både for sig selv og for andre, og forebygge enhver form for lidelse.

Det siger vel sig selv, at den lukkede form, ud over ikke at ville møde verden, også har dispositioner i retning af at skabe lidelse for andre. Fordi livet af natur og af væsen er åbent. Og fordi vi er sociale væsener, født og opvokset på planeten Jorden. Det betyder, at vi altid også skal tage hensyn til andre, og aldrig må lade dem i stikken.

Den måde, som jeg ser verden på, har vi desuden hele tiden en side vendt ud mod sjælen, fordi det var ment sådan fra skabelsens side.

Imidlertid vælger mange at lukke sig inde i sit instinkt og tale ud gennem instinktet, som voksen, der fortæller, hvad man ikke kan, hvad der ikke er godt, hvad der ikke duer, men hvad man kan for penge til gengæld.

Instinktet tager i sin oprindelige form hverken hensyn til højre eller venstre, men kun til sig selv og sin egen overlevelse og gevinst. Andre lukkes ind, hvis de støtter mit projekt, ellers ikke. Det er en jernhård logik.

Det er en mærkelig måde at leve på, en mærkelig selvforståelse. Nogle forsvarer den, som om verden er sådan. Men verden er kun sådan, fordi man beslutter, at den skal være sådan. Og måske også, fordi den, så længe man kan huske, altid har været sådan. På den måde holder man sig selv og andre indespærret i et fængsel. Men det er imaginært, selv om det håndhæves som sandheden.

I virkeligheden er det en amputeret form for liv, der indebærer kastration og en forsagelse af seksualiteten. Hjertet er også i eksil, ligesom de ord, der siges, ikke må have nogen betydning. Det er naturligvis ikke et sandt liv, selv om det sanktioneres som sådant.

At være i livet og at være i live er at lade livet komme positivt indenfor. Vi er aldrig i tvivl om, når det sker. Og vi bestemmer selv, om vi lader det ske.

Livet er noget, vi positivt bygger op, eller negativt bryder ned.

Det er en meget enkelt logik. Det positive og det gode hænger sammen. Det negative hænger sammen med ikke at ville vide noget, eller at slutte sig om sig selv, i et forvrænget ego.

Det kan sagtens erkendes, hvis man er åben over for det.

Distancen bruges til at tjene penge med, men den er ikke sand. Den kan også etableres ved hjælp af vrede eller dårlig opførsel. Det er egentlig det samme som ikke at have kontakt til sjælen.

Måske er det det samme som at blive voksen. Man mister kontakten til sig selv, indtræder i stedet i en rolle, som hele tiden skal vedligeholdes. Det gør man ved hjælp af vaner, ritualer, men hvis man mærker efter, kan man godt mærke, at det er forkert. Man kan også bruge andre til at bekræfte sig med gennem sladder og andre former for ligegyldighed.

Positiv åbenhed er at sige ja til sig selv, til at møde, hvad der kommer. Her stilles ikke betingelser, ud over at sige ja til mig selv.

Positiv åbenhed forudsætter, at vi altid er opmærksomme på os selv i vores adfærd, at vi altid kan stå inde for os selv. Det er ikke svært, når man lærer det. Til gengæld har man altid kontakt til sig selv.

At sige ja til et andet menneske er også en handling. Som den anden i øvrigt ikke er i tvivl om, når jeg har sagt det. Sådan noget kan man umiddelbart mærke.

Det er sjovt, hvor lidt der skal til, for at livet fuldstændigt skifter karakter. Vi skal bare sige ja og leve efter det.

Mennesket har et enormt potentiale. I dag bruges det negativt og destruktivt, fordi det flygter fra sig selv. Det flygter ind i husene, væk fra virkeligheden, og væk fra bevidstheden om, at det har et ansvar. Et ansvar for sig selv. Et ansvar for andre. Et ansvar for kloden.

At have en høj bevidsthed afholder ikke de fleste fra at søge tilflugt i sikkerheden, præcis ligesom det skete for 2000 år siden.

At stå ved sig selv er kun noget, man gør, hvis man får noget igen.

Man søger sit eget spejlbillede, men virkeligheden vil man ikke have noget at gøre med.

At sige ja til virkeligheden er at anerkende, at jeg er i live, og at der stiles krav til mig.

En forelskelse er, at noget bliver vakt i mig, og noget bliver vakt i dig.

Når vi tiltrækkes af det, skyldes det, at det har fat i en sjælskvalitet.

Hvis vi tager den alvorligt, lader vi den virke tilbage på os selv, så vi kan vokse, sammen og hver for sig.

En forelskelse har altid noget til mig og noget til dig. Hvis vi ønsker det. Hvis vi siger ja til det. Ellers vil vi glide tilbage i gamle mønstre.

Forelskelsen gør os levende, lader os mærke os selv. Det er vigtigt, at vi bruger den til at klargøre, hvad den vil os. På samme måde som alle livsimpulser vil have os til at være levende. Det er livet, der banker på. Det er os, hver især, der skal sige ja til det, og lade det komme ind at virke.

Vi skal være levende. Eller også skal vi blive det. Det er ganske enkelt en grundlæggende forudsætning.

Det er også vigtigt i en relation, at vi holder hinanden og os selv i live, at vi gøre noget aktivt for det.

Det er vigtigt i en relation, at begge giver og modtager. Ellers fungerer det ikke.

Det er også vigtigt i en relation, at begge giver og modtager med hjertet. Betingelsesløst. Ellers fungerer det ikke.

Lige så snart vi lægger betingelser ind for hjerteenergien, har vi forurenet den.

Det, der er afgørende for en relation, er, at vi positivt vender ind mod hinanden. Det skal være gensidigt, og det skal være åbent.

At sige ja ind i sjælens perspektiv er at sige ja med hele sit væsen. Når jeg har gjort det, behøver jeg ikke at kigge mig tilbage.

Mange siger ja, men mener det ikke alligevel. Så er det hele jo ikke noget værd.

Man kan ikke sige ja på betingelser. Så har man ikke forstået noget af det hele.

Vi skal være klar i vores væsen til at lukke op, men det må vi ikke, aldrig bruge som undskyldning for ikke at gøre noget.

Logikken i livet er at lukke stille og roligt op.

Det vil også ske, hvis vi altid vender positivt imod hinanden, og hvis vi begge har sagt ja til livet.

Det er lige så enkelt, som det er skrevet, og det er muligt.

Når det ikke altid, og måske langt fra altid, lykkes på den måde, skyldes det, at nogle af os, måske de fleste, har ubearbejdede sider i sig selv, der støjer så meget, at de oven i købet kan få magten.

Det kendes som stress og mange andre symptomer, eller også har man bare en generel aversion mod at møde sig selv og at kigge på sandheden, som den er.

At sige ja på vegne af sig selv er at lade sin sjæl komme ind i verden.

At sige ja til sig selv er at sige ja til alvoren i livet. Det er at gøre det, som man ved, man skal.

Hvis ikke man gør det, bliver man det, som Paulus kalder “et rungende malm og en klingende bjælde” (1. Kor. 13).

Min måde at se verden på læner sig ikke op ad andet end et ja til livet. Dette ja er først og sidst. Al erkendelse udspringer heraf.

At sige ja med hele sit væsen er det, der skal til, for at vi i alt er troværdige, over for hinanden, over for os selv, over for Gud, hvis vi ønsker at bruge det navn.

Vores væsen er alt, hvad vi indeholder. Det er det, vi er. Det er vores krop. Det er vores liv. Det er vores oprindelse. Det er alt, hvad vi gør, og har gjort, og vil gøre. Det er det, vi siger ja til, og som vi har sagt ja til.

Det aktive er det, vi gør nede i fødderne. Det er, når vi manifesterer vores instinkt, vores fysiske inkarnation.

Deraf også udtrykket: at få kolde fødder. At trække sig.

Det er det, vi gør. Eller det, vi undlader at gøre. Uanset hvad er det vore handlinger. Også uanset om vi siger ja til det eller ej.

Vi har alle brug for nogen, der siger ubetinget ja til os, med alt hvad vi indeholder.

Men derudover og måske først og fremmest skal vi sige ja til os selv.

Det er måske den proces, der finder sted, efterhånden som vi kommer tættere på hinanden i større og større oprigtighed. Hvis det er det, vi gerne vil.

Hvad kunne temaet være? At ville have et andet menneske indenfor i mit liv.

Hvis vi skal gøre noget oprigtigt sammen, så skal vi begge sige ja til det. Ellers holder det ikke i længden. Vi skal også sige ja hver for sig til os selv.

Men intentionen på plads ved man altid, hvad og hvem man kan stole på. Der er ingen slinger i valsen. Der sker ikke noget bag om ryggen. Det er så meget lettere at have styr på sig selv og hinanden på den måde. Til gengæld kan det kun opstå og virke i fuldstændig frivillighed og åbenhed og ærlighed.

Man kan ikke tage andre alvorligt uden at tage sig selv alvorligt. Alt begynder på den måde ved mig selv. Hvor skulle det ellers begynde?

Hvad er det, der styrer menneskelige relationer? Er det ægte kærlighed? Er det biologiske omstændigheder? Hvad vejer tungest? Hvor er dybden?

Vi kan selvfølgelig lade tilfældet bestemme, med risiko for, at partneren pludselig ser en anden person af det modsatte køn, der er rødhåret, og så smutter, fordi han eller hun tiltrækkes af en anden hårfarve.

Det er selvfølgelig karikeret, og så alligevel er der en forklaring på, hvorfor der er så meget smerte i forbindelse med brud. Man lader sig styre af impulser.

Man har ikke aftaler på plads, og i den forbindelse først og fremmest aftaler med sig selv.

Hvis biologien styrer, er det at lade dyret i sig selv styre.

Hvis man selv styrer, er det at tage sjælen i ed og at anerkende sit eget dybe ansvar.

Vi laver aftaler, men hvad er de funderet på?

Hvis biologien styrer, kan aftaler få lov til at være aftaler. For så er der ikke andet, der i virkeligheden har magten.

Derfor skal vi anstændigvis altid først lave en aftale med os selv, hvor vi binder os selv i et oprigtigt ønske.

Jeg havde ikke set det, før jeg fik denne erkendelse, men den er så indlysende rigtig og vigtig og uomgængelig i forståelse af, hvad livet er, og hvordan vores andel i det er.

En aftale, med mig selv, eller med andre, en anden, kan aldrig være negativ. En aftale kan kun være positiv. Sådan er livets væsen. Hvad mening skulle der være i at lave en negativ aftale med mig selv? Så er der jo ikke noget rum. En aftale kan kun være positiv.

Aftalens enkleste form er ja.

Aftalens klareste form er et ubetinget ja.

Det er kun mig selv, der kan lave en aftale med mig selv.

Levet liv, som er det samme som fortiden, baserer sig på aftaler, hvad enten vi vil vide af det eller ej. Det, vi gør, er noget, vi har sagt ja til. Ellers har vi jo ikke gjort det.

Problemet er eller kan være, at nogle af disse aftaler har været halvhjertede, men det fjerner ikke vores ansvar, eller at vi altid skal stå inde for os selv. At vi altid skal stå ved os selv.