Et stille ja til livet er alt, hvad der skal til

Den måde, som jeg ser verden på, har vi hele tiden en side vendt ud mod sjælen, fordi det var ment sådan fra skabelsens side.

Imidlertid vælger mange at lukke sig inde i sit instinkt og tale ud gennem instinktet, som voksen, der fortæller, hvad man ikke kan, hvad der ikke er godt, hvad der ikke duer, men hvad man kan for penge til gengæld.

Det er en mærkelig måde at leve på, en mærkelig selvforståelse. Nogle forsvarer den, som om verden er sådan. Men verden er kun sådan, fordi man beslutter, at den skal være sådan. Og måske også, fordi den, så længe man kan huske, altid har været sådan. På den måde holder man sig selv og andre indespærret i et fængsel. Men det er imaginært, selv om det håndhæves som sandheden.

I virkeligheden er det en amputeret form for liv, der indebærer kastration og en forsagelse af seksualiteten. Hjertet er også i eksil, ligesom de ord, der siges, ikke må have nogen betydning. Det er naturligvis ikke et sandt liv, selv om det sanktioneres som sådant.

At være i livet og at være i live er at lade livet komme positivt indenfor. Vi er aldrig i tvivl om, når det sker. Og vi bestemmer selv, om vi lader det ske.

Livet er noget, vi positivt bygger op, eller negativt bryder ned.

Det er en meget enkelt logik. Det positive og det gode hænger sammen. Det negative hænger sammen med ikke at ville vide noget, eller at slutte sig om sig selv, i et forvrænget ego.

Det kan sagtens erkendes, hvis man er åben over for det.

Distancen bruges til at tjene penge med, men den er ikke sand. Den kan også etableres ved hjælp af vrede eller dårlig opførsel. Det er egentlig det samme som ikke at have kontakt til sjælen.

Måske er det det samme som at blive voksen. Man mister kontakten til sig selv, indtræder i stedet i en rolle, som hele tiden skal vedligeholdes. Det gør man ved hjælp af vaner, ritualer, men hvis man mærker efter, kan man godt mærke, at det er forkert. Man kan også bruge andre til at bekræfte sig med gennem sladder og andre former for ligegyldighed.

Positiv åbenhed er at sige ja til sig selv, til at møde, hvad der kommer. Her stilles ikke betingelser, ud over at sige ja til mig selv.

Positiv åbenhed forudsætter, at vi altid er opmærksomme på os selv i vores adfærd, at vi altid kan stå inde for os selv. Det er ikke svært, når man lærer det. Til gengæld har man altid kontakt til sig selv.

At sige ja til et andet menneske er også en handling. Som den anden i øvrigt ikke er i tvivl om, når jeg har sagt det. Sådan noget kan man umiddelbart mærke.

Det er sjovt, hvor lidt der skal til, for at livet fuldstændigt skifter karakter. Vi skal bare sige ja og leve efter det.

Mennesket har et enormt potentiale. I dag bruges det negativt og destruktivt, fordi det flygter fra sig selv. Det flygter ind i husene, væk fra virkeligheden, og væk fra bevidstheden om, at det har et ansvar. Et ansvar for sig selv. Et ansvar for andre. Et ansvar for kloden.

At have en høj bevidsthed afholder ikke de fleste fra at søge tilflugt i sikkerheden, præcis ligesom det skete for 2000 år siden.

At stå ved sig selv er kun noget, man gør, hvis man får noget igen.

Man søger sit eget spejlbillede, men virkeligheden vil man ikke have noget at gøre med.

At sige ja til virkeligheden er at anerkende, at jeg er i live, og at der stiles krav til mig.

En forelskelse er, at noget bliver vakt i mig, og noget bliver vakt i dig.

Når vi tiltrækkes af det, skyldes det, at det har fat i en sjælskvalitet.

Hvis vi tager den alvorligt, lader vi den virke tilbage på os selv, så vi kan vokse, sammen og hver for sig.

En forelskelse har altid noget til mig og noget til dig. Hvis vi ønsker det. Hvis vi siger ja til det. Ellers vil vi glide tilbage i gamle mønstre.

Forelskelsen gør os levende, lader os mærke os selv. Det er vigtigt, at vi bruger den til at klargøre, hvad den vil os. På samme måde som alle livsimpulser vil have os til at være levende. Det er livet, der banker på. Det er os, hver især, der skal sige ja til det, og lade det komme ind at virke.

Vi skal være levende. Eller også skal vi blive det. Det er ganske enkelt en grundlæggende forudsætning.

Det er også vigtigt i en relation, at vi holder hinanden og os selv i live, at vi gøre noget aktivt for det.

Det er vigtigt i en relation, at begge giver og modtager. Ellers fungerer det ikke.

Det er også vigtigt i en relation, at begge giver og modtager med hjertet. Betingelsesløst. Ellers fungerer det ikke.

Lige så snart vi lægger betingelser ind for hjerteenergien, har vi forurenet den.

Det, der er afgørende for en relation, er, at vi positivt vender ind mod hinanden. Det skal være gensidigt, og det skal være åbent.

At sige ja ind i sjælens perspektiv er at sige ja med hele sit væsen. Når jeg har gjort det, behøver jeg ikke at kigge mig tilbage.

Mange siger ja, men mener det ikke alligevel. Så er det hele jo ikke noget værd.

Man kan ikke sige ja på betingelser. Så har man ikke forstået noget af det hele.

Logikken i livet er at lukke stille og roligt op.

Det vil også ske, hvis vi altid vender positivt imod hinanden, og hvis vi begge har sagt ja til livet.

Det er lige så enkelt, som det er skrevet, og det er muligt.

Når det ikke altid, og måske langt fra altid, lykkes på den måde, skyldes det, at nogle af os, måske de fleste, har ubearbejdede sider i sig selv, der støjer så meget, at de oven i købet kan få magten.

Det kendes som stress og mange andre symptomer, eller også har man bare en generel aversion mod at møde sig selv og at kigge på sandheden, som den er.

At sige ja på vegne af sig selv er at lade sin sjæl komme ind i verden.

At sige ja til sig selv er at sige ja til alvoren i livet. Det er at gøre det, som man ved, man skal.

Hvis ikke man gør det, bliver man det, som Paulus kalder “et rungende malm og en klingende bjælde” (1. Kor. 13).

Min måde at se verden på læner sig ikke op ad andet end et ja til livet. Dette ja er først og sidst. Al erkendelse udspringer heraf.

At sige ja med hele sit væsen er det, der skal til, for at vi i alt er troværdige, over for hinanden, over for os selv, over for Gud, hvis vi ønsker at bruge det navn.

Vores væsen er alt, hvad vi indeholder. Det er det, vi er. Det er vores krop. Det er vores liv. Det er vores oprindelse. Det er alt, hvad vi gør, og har gjort, og vil gøre. Det er det, vi siger ja til, og som vi har sagt ja til.

Det aktive er det, vi gør nede i fødderne. Det er, når vi manifesterer vores instinkt, vores fysiske inkarnation.

Deraf også udtrykket: at få kolde fødder. At trække sig.

Det er det, vi gør. Eller det, vi undlader at gøre. Uanset hvad er det vore handlinger. Også uanset om vi siger ja til det eller ej.

Vi har alle brug for nogen, der siger ubetinget ja til os, med alt hvad vi indeholder.

Men derudover og måske først og fremmest skal vi sige ja til os selv.

Det er måske den proces, der finder sted, efterhånden som vi kommer tættere på hinanden i større og større oprigtighed. Hvis det er det, vi gerne vil.

Hvad kunne temaet være? At ville have et andet menneske indenfor i mit liv.

Hvis vi skal gøre noget oprigtigt sammen, så skal vi begge sige ja til det. Ellers holder det ikke i længden. Vi skal også sige ja hver for sig til os selv.

Men intentionen på plads ved man altid, hvad og hvem man kan stole på. Der er ingen slinger i valsen. Der sker ikke noget bag om ryggen. Det er så meget lettere at have styr på sig selv og hinanden på den måde. Til gengæld kan det kun opstå og virke i fuldstændig frivillighed og åbenhed og ærlighed.

Man kan ikke tage andre alvorligt uden at tage sig selv alvorligt. Alt begynder på den måde ved mig selv. Hvor skulle det ellers begynde?

Hvad er det, der styrer menneskelige relationer? Er det ægte kærlighed? Er det biologiske omstændigheder? Hvad vejer tungest? Hvor er dybden?

Vi kan selvfølgelig lade tilfældet bestemme, med risiko for, at partneren pludselig ser en anden person af det modsatte køn, der er rødhåret, og så smutter, fordi han eller hun tiltrækkes af en anden hårfarve.

Det er selvfølgelig karikeret, og så alligevel er der en forklaring på, hvorfor der er så meget smerte i forbindelse med brud. Man lader sig styre af impulser.

Man har ikke aftaler på plads, og i den forbindelse først og fremmest aftaler med sig selv.

Hvis biologien styrer, er det at lade dyret i sig selv styre.

Hvis man selv styrer, er det at tage sjælen i ed og at anerkende sit eget dybe ansvar.

Vi laver aftaler, men hvad er de funderet på?

Hvis biologien styrer, kan aftaler få lov til at være aftaler. For så er der ikke andet, der i virkeligheden har magten.

Derfor skal vi anstændigvis altid først lave en aftale med os selv, hvor vi binder os selv i et oprigtigt ønske.

Jeg havde ikke set det, før jeg fik denne erkendelse, men den er så indlysende rigtig og vigtig og uomgængelig i forståelse af, hvad livet er, og hvordan vores andel i det er.

En aftale, med mig selv, eller med andre, en anden, kan aldrig være negativ. En aftale kan kun være positiv. Sådan er livets væsen. Hvad mening skulle der være i at lave en negativ aftale med mig selv? Så er der jo ikke noget rum. En aftale kan kun være positiv.

Aftalens enkleste form er ja.

Aftalens klareste form er et ubetinget ja.

Det er kun mig selv, der kan lave en aftale med mig selv.

Levet liv, som er det samme som fortiden, baserer sig på aftaler, hvad enten vi vil vide af det eller ej. Det, vi gør, er noget, vi har sagt ja til. Ellers har vi jo ikke gjort det.

Problemet er eller kan være, at nogle af disse aftaler har været halvhjertede, men det fjerner ikke vores ansvar, eller at vi altid skal stå inde for os selv. At vi altid skal stå ved os selv.