Et stille ja til livet er alt, hvad der skal til

Ord i sig selv er ligegyldige.

Det er, hvad vi gør ved dem, og ved os selv, der betyder noget.

Hvis man som menneske umiddelbart var i livet, ville det ikke være nødvendigt at vide eller gøre mere, heller ikke at læse mere af det, som jeg skriver om.

Så ville der heller ikke være klimaproblemer og terror.

Og der ville ikke være livsstilssygdomme.

Så enkelt er det.

Man forstår ikke noget, hvis man ikke vil forstå noget.

Så enkelt er det også.

Hvis andre end jeg så det hele fra sjælens perspektiv, ville de forsøge oprigtigt at læse, hvad jeg skriver.

Fordi de fleste lever gennem deres instinkt, vil de fokusere på, hvad der er forkert ved mig, og hvad de ikke forstår. De siger ikke, de ikke vil forstå det. De siger f.eks., at jeg bruger for mange ord.

Da jeg skrev mit første manuskript i 1979, som jeg i øvrigt stadig henter viden og inspiration fra, var argumentet, at jeg brugte for få ord.

I virkeligheden er det nok en helt anden dagsorden, der er på spil.

Det er en meget komfortabel måde at håndtere en skygge på.

Jeg behøver ikke at forholde mig til noget, hvis jeg logisk kan argumentere mig ud af det.

Det er ikke mængden af ord, der er afgørende.

Det er, om jeg ønsker at tage nogle af dem til mig.

En enkelt sætning ville formodentlig være nok.

Der findes ikke ret mange mennesker, der har hjertet åbent, som ser tilværelsen som andet end betinget.

Det handler om, hvad vi selv lukker ind, og dermed også hvad vi holder udenfor.

Hvis man har hjertet åbent, er livet noget fuldstændigt naturligt. Og intet er i sig selv mærkeligt eller underligt. Det er noget, det lukkede hjerte gør det til.

Alt handler om, hvordan vi er i livet.

Alt, hvad jeg skriver om, har grundlæggende kun et formål: stilfærdigt at kunne være i livet. Det er ikke mere kompliceret, hvis vi ønsker det. Vi har mulighederne i vore egne hænder.

Vi har alle sammen muligheden for at blive stående i os selv. Det kræver at vi gør det.

Det er ikke noget stor beslutning. Det er bare at gøre det.

På den måde kan vi være og blive dem, vi er. Helt fra barnsben. Altid kunne kigge os selv i øjnene. Altid være os selv bekendt. Altid smile til verden. Altid bare være.

Vi skal lære at spørge efter sandheden i det små, ikke i det store. Det har vi jo alligevel ikke nogen indflydelse på.

Det er altid suverænt op til os, hver enkelt af os, hvordan vi møder livet, hvordan vi tager det ind, om vi er imødekommende og venlige. Om vi siger ja. Og om vi gør de  med hele vores væsen.

Ingen andre end jeg kan tage valget på vegne af mig. Ingen andre!

Når man siger “Ja!” ukompliceret og enkelt, så er det som et barn, der bare siger “Ja mor! Det skal jeg nok!” og så gør det. Det er så enkelt, at det gør helt ondt.

Når man som voksen skal sige ja, og der kommer alt muligt andet i vejen, så er det straks noget helt andet. Der er personlig karriere. Der er familie. Der er 117 undskyldninger. Der er egen forfængelighed. Listen er uendelig. Og “jeg giver mig i hvert fald ikke!” Så hellere ødelægge, destruere.

Det er virkeligt besynderligt, og også skræmmende, hvor ødelæggende voksenadfærd kan være, og hvor mange undskyldninger der findes på dette niveau. De kalder det modstand, men det er bare en dårlig undskyldning for ikke at ville tage noget alvorligt, ikke at ville være seriøs.

Vi vender tilbage til det stille “ja!”, som for mig aldrig har været et problem. Men det skal jeg da lige love for, at det har været for mange andre. Voksne er noget at det mest bøvlede, der findes på planeten. Mere bøvlede end bavianer.

Vi skal selv gøre noget i livet.

Livet er skabt til os. Og givet til os.

Det er os, der skal udfylde det. Som skal gøre gode gerninger.

Kun på den måde bliver Jorden et godt sted at leve.

Ved at vi tager livet på os og gør det, som vi skal.

Intentionen er det, der afgør, hvad der sker i livet.

Intentionen er min indgang til, hvad jeg lader passere.

Intentionen kan forandre alt, bare jeg er indstillet på det.

Intention kan også lave vand til vin, eller mørke til lys. Vi bestemmer selv.

Jo mere positivt jomfrueligt man er i livet, jo nemmere og jo mere ukompliceret er det.

Og jo nemmere er det at komme tilbage på sporet, når noget ikke går efter planen.

Jo mere bøvlet man selv er i livet, jo flere forhindringer vil der være at overstige.

Intet i livet er bombastisk i sig selv.

Og hvis der er et vulkanudbrud, er der ikke andet end at gøre end at vente, til det hele har lagt sig igen.

Her kan livet opstå på ny under lavaen, men der kan gå mange år.

På samme måde, når mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Livet kan kun opstå i enkelthed og i sandhed.

Intentionen er det vigtigste i livet.

Hvad handler mit liv om? Hvad ønsker jeg dybest af alt?

Hvilken type sandhed vil jeg gerne forbinde mig med?

Hvad har i enhver sammenhæng førsteprioritet i livet?

Svarene på disse spørgsmål er de allervigtigste.

Hvis ikke jeg er afklaret med mig selv, vil alt være et spørgsmål om tilfældighed, om strømninger, om lune, om hvad der kommer forbi.

Man kan ikke tage andre alvorligt uden at tage sig selv alvorligt. Alt begynder på den måde ved mig selv. Hvor skulle det ellers begynde?

Hvad er det, der styrer menneskelige relationer? Er det ægte kærlighed? Er det biologiske omstændigheder? Hvad vejer tungest? Hvor er dybden?

Vi kan selvfølgelig lade tilfældet bestemme, med risiko for, at partneren pludselig ser en anden person af det modsatte køn, der er rødhåret, og så smutter, fordi han eller hun tiltrækkes af en anden hårfarve.

Det er selvfølgelig karikeret, og så alligevel er der en forklaring på, hvorfor der er så meget smerte i forbindelse med brud. Man lader sig styre af impulser.

Man har ikke aftaler på plads, og i den forbindelse først og fremmest aftaler med sig selv.

Hvis biologien styrer, er det at lade dyret i sig selv styre.

Hvis man selv styrer, er det at tage sjælen i ed og at anerkende sit eget dybe ansvar.

Vi laver aftaler, men hvad er de funderet på?

Hvis biologien styrer, kan aftaler få lov til at være aftaler. For så er der ikke andet, der i virkeligheden har magten.

Derfor skal vi anstændigvis altid først lave en aftale med os selv, hvor vi binder os selv i et oprigtigt ønske.

Jeg havde ikke set det, før jeg fik denne erkendelse, men den er så indlysende rigtig og vigtig og uomgængelig i forståelse af, hvad livet er, og hvordan vores andel i det er.

En aftale, med mig selv, eller med andre, en anden, kan aldrig være negativ. En aftale kan kun være positiv. Sådan er livets væsen. Hvad mening skulle der være i at lave en negativ aftale med mig selv? Så er der jo ikke noget rum. En aftale kan kun være positiv.

Aftalens enkleste form er ja.

Aftalens klareste form er et ubetinget ja.

Det er kun mig selv, der kan lave en aftale med mig selv.

Levet liv, som er det samme som fortiden, baserer sig på aftaler, hvad enten vi vil vide af det eller ej. Det, vi gør, er noget, vi har sagt ja til. Ellers har vi jo ikke gjort det.

Problemet er eller kan være, at nogle af disse aftaler har været halvhjertede, men det fjerner ikke vores ansvar, eller at vi altid skal stå inde for os selv. At vi altid skal stå ved os selv.