Ærbødighed

Mester, hvad er det største bud i loven?  Han sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.  Det er det største og det første bud.  Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. (Matt 22.36-39)

To mennesker, der møder hinanden i ærbødighed, har altid respekt og hensyn inkorporeret i deres væsen, hver for sig.

Ærbødighed er en måde at være i verden på.

I ærbødighed kan vi rumme alt. Der er ikke noget, der ikke må siges. Der er ikke noget, der ikke må kigges på. Der er ikke noget, vi ikke kan prøve sammen. Der er ikke noget, vi ikke kan gøre. Så længe vi gør det i ærbødighed.

Hvis man tænker på, hvad modsætningen er, er det noget med at være voldsom, ligeglad, hård, kynisk, hjerteløs, skrupelløs, ikke at gide at lytte eller høre efter.

Men også sådan noget som dovenskab, at stritte imod, at gå rundt i modstand, at se sur ud, at være vred, at række tunge! Det sidste har jeg oplevet mit barnebarn gøre, men i sjov. Det må hun selvfølgelig gerne.

Det er i øvrigt meget relevant også at nævne de 7 dødssynder som eksempler på manglende ærbødighed.

Ærbødighed er at regne hinanden for noget. Ærbødighed er en måde at være i sig selv på.

Ærbødighed er, altid at undgå at kaste skygger. Og i stedet at lade lyset virke inde i mig.

Hvorfor skal man være ærbødig?

Hvorfor skal man elske og ære Gud?

Fordi Gud skabte mennesket i sit billede.

I religiøse kredse kan man være indskrænket på mange måder, men man har normalt haft en naturlig respekt for livet og for Gud.

Jeg har selv været i spirituelle kredse, hvor jeg har oplevet den mest groteske, kyniske, hensynsløse og destruktive adfærd i forhold til et andet menneske.

Her var fænomenet Gud fraværende, og så satte man sig selv i stedet, med troen på, at man kunne opføre sig præcis, som det passede vedkommende. Uden at tage hensyn til noget som helst andet end sit eget velbefindende, sit eget ego.

Når der ikke er en Gud, som jeg skal være bange for, eller have respekt for, kan jeg gribe ind i et andet menneske, som jeg selv har lyst til. Jeg må gerne ødelægge, bare der ikke er nogen, der opdager det.

Og som spirituel har jeg særlige redskaber, fordi jeg er shaman, og dermed kan pille ved et andet menneske, uden at dette menneske i første omgang ved noget om det. Det kommer han jo til, men så bruger jeg al min viden om, hvordan han kan ødelægges, uden at andre overhovedet får viden om det.

Jeg kan jo bare sørge for at udsprede rygter, så han kommer til at se helt forkert ud. At alt med andre ord er hans skyld alene. Selv om det jo er mig, der styrer det.

Ondskaben er forstærket af at have en sådan kraft, at intet normalt menneske vil have en jordisk chance for at forstå, hvad der er sket, bort set fra oplevelser af fuldstændigt at tumle rundt i smerte og lidelse.

Det er sådan noget, som spirituelle kan. De gør det heldigvis ikke alle sammen.

Lyder det som noget, der er helt ude i hampen? Det er det ikke!

De 7 dødssynder er alle eksempler på, hvad liv uden ærbødighed er for noget. Det er alle hensynsløse måder at være i verden på, at bruge sin til rådighed værende energi. Kynisk. Kalkuleret. Koldt. Hjerteløst.

At overskride sine naturlige beføjelser. At nægte noget, eller at rage til sig. At reagere ud af sig selv. At tro sig bedre end alle andre, eller i hvert fald end dem, der ikke mener det samme som mig, eller som bare nikker og samtykker. At hævne sig. Kort sagt at opføre sig utilstedeligt.

Den person, som jeg skriver en del om, har for længst overskredet, hvad der handler om ganske normal opførsel.

I mange skilsmisser kan parterne i perioder reagere fuldstændigt ud af sig selv. Og det slipper de, i et højere perspektiv, ikke godt om ved.

Det vil sidde i dem resten af livet, i hvert fald hvis de gør det onde ved hinanden.

I dette tilfælde er personen gået meget længere.

Forskellen i forhold til et ødelæggende ægteskab er, at jeg godt kan finde ud af at opføre mig ordentligt.

Men det kunne og ville modparten, som var en spirituel leder, ikke.

At være sin egen negativitet.

Det er forkvaklede måder at bruge den energi, som vi alle har omkring os, men ude af proportioner, i det område af os selv, der er kendetegnet ved ubetinget frihed.

I gamle dage var man bundet af religion på en måde, der gik helt ind i sindet, fordi mennesket var mere direkte bundet til sit instinkt. Helvede var noget virkeligt i bevidstheden og i forestillingen.

Når vi taler om gamle dage, skal vi huske på, at livet var meget hårdt, på alle måder. At vi ikke havde vores dages hjælpemidler.

At vi var henvist til sygdomme, som ingen vidste, hvorfor opstod. At omverdenen slet ikke havde vore dages bekvemmeligheder.

At forskellen på Jord og Himmel var meget mere reel end i dag, begrundet i en barsk hverdag og virkelighed.

Forbrydere vidste, at den største straf var, efter henrettelsen, at hoved og krop blev begravet to forskellige steder, fordi man derved ikke kunne komme i Himlen. Det var vigtigt at blive begravet i indviet jord.

Det betød også, at man afholdt sig fra at gøre det, man ikke måtte, som dengang var meget mere specifikt. Man blev gift som ung og forlod sin fædrene gård. Og man sagde farvel ved graven.

Når der ikke længere er en naturligt begrundet samfundsorden, er det i høj grad op til os selv, hvordan vi interagerer. Og her er det selvfølgelig afgørende, i vor tid, om vi lader sjælen eller instinktet være udslagsgivende i vore handlinger.

Når man ikke længere lever i en naturlig religiøs ramme, kan man jo strengt taget opføre sig, som det passer en. Og mange holder sig vitterligt ikke tilbage.

Men det betyder ikke, at der ikke er en Gud. Og det betyder ikke, at vi ikke har en sjæl. Og resultatet er, at mange lever ensomt alene, fordi de har ødelagt eller i hvert fald på en dyb måde har forstyrret livet for andre, og dermed jo også for sig selv.

At være i lyset er kun muligt ved at handle i lyset, og aldrig at fravige denne måde at være i livet på.

Andre skal ikke gøre mig god. Jeg skal selv vælge, at hele mit hjerte, at jeg altid vil være god, gøre det gode, forfølge det gode.

Jeg skal ikke forlange, at du skal være god, for at jeg så måske også vil være god. Det er instinktstyring af værste kaliber.

At være god er muligheden for altid at være og at blive i min egen energi. Det skal ikke komme fra andre. Det er noget, jeg ubetinget vælger med mig selv, og ubetinget efterlever. Så er det ladsiggørligt.

Når vi fravælger det gode, så bliver resten af livet en glidebane. For vi kan aldrig forlange noget af andre, som vi ikke selv indeholder og praktiserer.

Det onde eller det dårlige, som man har gjort, vil blive ved med at forfølge en, indtil man beslutter sig for at tage skeen i egen hånd. Hvis ikke man gør det i indeværende inkarnation, vil det fortsætte med at virke, så længe man bevæger sig i mørke. Vi skal selv finde og aktivere knappen, der lukker os ind i lyset igen.

Ærbødighed er, at vi altid opfører os ordentligt, og mere end det. At vi ærer det, der dybt ned i os selv har skabt os selv, og som også er aktivt i mødet med et andet menneske. Hvis ellers man anerkender, at et andet menneske har værdi og kvalitet. Det er langt fra alle, der har lært den lektie.

Der er noget, der hedder lavmål. Det, som jeg har oplevet i spirituelle kredse, var langt under lavmål. Langt under ethvert naturligt begreb om anstændighed.

Vedkommende har placeret sig i en position, hvor Gud er sat ud på et sidespor. Så på et tidspunkt hører vi nok om et magtskifte, i hvert fald hvis det står til den pågældende.

Ærbødighed er en måde at være i verden på.

Ærbødighed er en måde at være i sin egen energi på.

Vi kan altid mærke, hvordan vi er i vores egen energi.